10-års-jubilæum som sognepræst i Store Magleby Kirke
I søndags var det 10 år siden, sognepræst Gitte Turin blev indsat som præst ved Store Magleby Kirke. Og selvom coronapandemien ikke gjorde den store fejring i kirken mulig, blev det alligevel en god dag
Af Birgit Buddegård
»Evangeliet om Jesus Kristus er altså verdens bedste budskab! Og at få lov at forkynde evangeliet og møde mennesker i alle aldre og livssituationer er et stort privilegium,« siger Gitte Turin.
Sådan blev det portræt, Dragør Nyt for ti år siden tegnede af den nye præst indledt, og de ord er lige så gældende i dag som dengang, siger Gitte Turin, da Dragør Nyt er forbi for at tale om jubilæet.
Dengang for ti år siden mødtes vi på hendes hyggelige kontor, hvor præstekjolen hang i et hjørne – denne gang drikker vi kaffen i konfirmandstuen i Graverboligen, hvor der er mere plads til at holde »coronaafstand«.
Men præstekjolen er præcis den samme, fortæller hun – den bærer alle de livshistorier, hun har mødt i de forløbne ti år med sig.
Hendes tiårsjubilæum skulle have været markeret ved højmessen i søndags, men det umuliggjorde coronarestriktionerne, men hun modtog alligevel mange buketter, gaver og hilsener, så det blev en dejlig dag.
De tre T’er
Gitte Turin fortæller, at i sin indsættelsesprædiken den 6. februar 2011 tog hun udgangspunkt i Piet Heins gruk »T.T.T. – Ting Tar tid!«. Hun lod dog de tre t’er stå for taknemmelighed, tillid og tak. Og sådan har hun det fortsat – taknemmelig over den tillid, der vises hende som præst, og over den generøsitet, som folk udviser, når de fortæller om deres liv.
Her i »coronatiden« er der kommet et fjerde T til – tålmodighed – konstaterer Gitte Turin. Det er nødvendigt at være tålmodig og vente på, det bliver godt igen – og altid at bevare håbet. For nok lyder det, at kærligheden er størst, men håbet er tæt på, for uden håb bliver livet mørkt.
Præstens fornemste tid – evighedstid
I de forløbne ti år er arbejde og fritidsliv smeltet sammen, fortæller Gitte Turin, der dog prøver at holde aftenerne fri – når der altså ikke lige er møder.
Hun har begrænset sin private »coronaboble« og har siden marts kun set en lille håndfuld mennesker – og følger myndigheders seneste anbefaling om at blive testet en gang om ugen, når man fysisk møder op på sin arbejdsplads, og fordi hun taler med relativ mange mennesker i løbet af en uge.
Noget man bemærker i en samtale med Gitte Turin er hendes ro og nærvær.
»En samtale tager den tid, den tager,« siger hun da også – præster har evighedstid. Der er intet taxameter, der tikker.
Traditionernes højborg
På grund af coronarestriktioner afholdes der ikke dåb under højmessen, men ved særskilte dåbsgudstjenester for den pågældende familie.
Der må kun være 48 til stede i kirken på hver tredje bænk, og menigheden må ikke synge.
»Det føles helt forkert,« siger Gitte Turin, der dog glæder sig over, at de to kirkesangere fylder rummet godt ud.
En gudstjeneste må kun vare en halv time, så Gitte Turin har valgt, at der kun er to salmer, så får hun lidt mere tid til at prædike, selvom den dog alligevel kun varer halvdelen af den tid, hun normalt bruger.
Det kan være svært at skrive så korte prædikener, men også en interessant øvelse i at centrere den om det vigtige, konstaterer Gitte Turin.
Noget af det sværeste i denne tid er, at man ikke må give hånd eller knus – men må finde andre måder at vise sin forståelse og trøst på ved bisættelser og begravelser – men det allersværeste i denne tid er, at de pårørende ikke kan mødes bagefter, siger Gitte Turin.
Også julen sidste år blev mærkelig. Gitte Turin havde skrevet sin juleprædiken, da hun og de øvrige præster via et teammøde lillejuleaften – klokken 21.20 – fik at vide, at julegudstjenesterne var aflyst.
I Store Magleby Kirke er præludiet det samme hver juleaften med en trompet som ledsager til orglet – og når trompeten gjalder ud i det helt fyldte kirkerum, så bliver det jul for Gitte Turin, som for så mange af Store Maglebys sognebørn. Og det var mærkeligt ikke at kunne få forløst den juleglæde, siger hun. Og konstaterer også, at »coronatiden« har gjort det tydeligt, hvor vigtig andre mennesker er.
Kirken er jo traditionernes højborg, der binder året og menneskelivet sammen.
Kirken kan det helt særlige at være et rum i vores liv, som ikke er sammenligneligt med andre rum, siger Gitte Turin. I kirken bæres vi ind, når vi bliver døbt og bliver båret ud, når vi dør – af mennesker der elsker os, og dem vi deler liv med. Og derimellem ligger den store, glade livsfest, som en konfirmation er, og vielsen som en kærlighedsfest, og naturligvis årets søndage med højmesser og skumringsgudstjenester om tirsdagen i vinterhalvåret.
Det ganske særlige ved kirkens rum er, at det kan rumme alle følelser og livsvilkår og bliver på den måde et slags jordisk himmelrum.
Fællesskaber på kryds og tværs
Gitte Turin lægger vægt på at åbne kirken og skabe fællesskaber på kryds og tværs. Hun har fået indført fællesspisning én gang om måneden efter skumringsgudstjenesten tirsdag aften – og der er fuldt hus hver gang.
De sidste fem år har der været afholdt nytårsgudstjenesten den 31. december klokken 16 med et festfyrværkeri af musik og glæde, og menigheden møder ofte op i festtøj og hatte. Den afsluttes med et glas bobler og et stykke kransekage, så man kan ønske hinanden godt nytår.
Hjerterumsandagt er et nyt tiltag én gang om måneden, søndag eftermiddag, hvor Gitte Turin i et samarbejde med psykoterapeut og mindfulnessinstruktør Eva Zelander kredser om emnet »hjerterum« i en blanding af refleksion over et bibelsted og efterfølgende meditation.
Ved den første hjerterums-andagt i september måned sidste år, tænkte Gitte Turin, at det ville være en succes, hvis der kom 20 – der kom 54!
At få lov at sidde i kirkerummet og være stille sammen kan noget særligt, og Gitte Turin har et stort ønske om at facilitere fællesskaber. Derfor savner hun også Graverboligmøderne, der plejer at boble af liv, men som p.t. er aflyste, ligesom nytårsgudstjenesten blev det, og fællesspisningen er det.
Glad for konfirmanderne – og for naturen
»Det er en kæmpeglæde at have konfirmander,« siger Gitte Turin, der savner dem.
Konfirmationerne i Store Magleby Kirke er udsat til sensommeren, og Gitte og de øvrige præster har været rundt med en lille hyggepose med bl.a. kakaomælk og kanelgifler – der under normale forhold bliver indtaget i store mængder ved konfirmationsforberedelsen.
Gitte Turin er også glad for naturen og fortæller, at man ofte kan se hende gå i strandkanten, langs strandengene i Søvang iført gummistøvler og kigge ned. Her kigger hun efter fossiler og finder ro og klarhed.
Sidste år gik hun rundt i Søvang og tænkte på sine konfirmander, da kirken var helt lukket, og de fik hver et fossilt søpindsvin i konfirmationsgave – og Gitte Turin ser ikke ud som om, det var noget særligt at finde 50 styk af dem.
Ellers holder hun af sin have – jeg er glad for blomster, smiler hun, og en svømmetur i Øresund fra Søvangs badebro er også en glæde og fornøjelse.
Gitte Turin holder også meget af digte – og ikke mindst af digteren Helle Søttrup. Da kirken var nedlukket i marts, sendte præsterne hver dag online en morgenhilsen – og her læste Gitte Turin fra bl.a. Helle Søttrups digtsamling Send flere engle.
Poesi kan noget, som også nogle af de gode tekster i biblen kan, siger Gitte Turin, de skaber et åbnet fortolkningsrum at være menneske i.
Og det skal nok blive godt igen, siger Gitte Turin med overbevisning og henviser til løftet, der indleder dåben: »Se jeg er med jer alle dage.« Så vi er ikke alene, konstaterer Gitte Turin med varme i både stemmen og blikket.
