Årets fugleskydning er aflyst

»Dragør Borgerlige Skyttelag har måttet træffe den tunge beslutning at aflyse fugleskydningen den 9. august,« lyder det i en meddelelse fra skyttelagets »statsminister« Kurt Thyregod – og dermed aflyses et af byens festlige sommerindslag.

Det er den store uvisheden om covid-19-retningslinjerne for afholdelse af arrangementer, der er årsagen til aflysningen. Det har nemlig ikke været muligt, uden at kende afholdelsestidpunktets regler for forsamling, at forberede en fugleskydning med samling i kongens have, procession med musik igennem byen, skydning på Dragør Fort, frokost for skyttebrødre samt damer og alle de andre aktiviteter, som kendetegner den over 90 år gamle tradition, lyder det fra Dragør Borgerlige Skyttelag.

Man vurderer, at risikoen for aflysning i sidste øjeblik er for stor, og sandsynligheden for gennemførelse af et festligt arrangement på det sædvanlige niveau med de gamle traditioner er lille.

Kun aflyst ved krig

Dragør Borgerlige Skyttelag aflyser normalt ikke fugleskydningen. Under krigen var det dog nødvendigt at aflyse i nogle år, men ellers er der ingen fortilfælde for lignende drastiske tiltag.

»Kong Peter (Bech) og dronning Cythia har forberedt sig på den store dag siden udnævnelsen sidste år, men må erkende, at der går endnu et år, før de får deres store fest,« fortæller Kurt Thyregod.

Det betyder, at de så vidt vides, bliver det første kongepar, som regerer i to på hinanden følgende perioder – de skriver altså historie.

Det samme gælder kronprins Henning (Pedersen), som må bære værdigheden som kronprins endnu et år.

Skyttelagets anden store tradition, »Torskegildet«, forventes afviklet tirsdag den 3. november.

»Til den tid bør samfundet være åbnet så meget, at vi kan samles på traditionel vis omkring kogt torsk, generalforsamling, sjov og spændende indslag,« lyder det håbefuldt fra statsministeren, som tilføjer, at man der må revanchere for den aflyste fugleskydning – og samtidig opfordrer til at se frem til næste års fugleskydning, der traditionen tro vil blive afviklet den anden søndag i august ... med fuld musik.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk