Henriette Ritz Kylmann pakker gaven fra medarbejderne op. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Henriette Ritz Kylmann pakker gaven fra medarbejderne op. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Afsked med biblioteksleder

Fredag formiddag blev der afholdt afskedsreception for biblioteksleder Henriette Ritz Kylmann, der har søgt nye udfordringer i Køge

Af Birgit Buddegård

Efter seks år og ni måneder på posten forlader biblioteksleder Henriette Ritz Kylmann Dragør for at tiltræde en stilling som bibliotekschef i Køge Kommune. 

Fredag formiddag havde hun derfor inviteret til en lille afskedssalut, som hun udtrykte det – og det blev det – med taler og sang – og en lille tåre i øjet.

Centerchef for Børn, Skole og Kultur Rasmus Johnsen omtalte i sin tale Henriette Ritz Kylmann som en ener – »ambitiøs, altid i højt humør, enormt loyal,« og glædede sig over, at Dragør med hende ved styrepinden på bibliotekerne havde fået en biblioteksstrategi.

Henriette Ritz Kylmann sagde selv i sin tale, at det havde været et megaspændende job, og hun rettede en stor ros til personalet, der har bakket op og været med til at gennemføre de mange tiltag, det er blevet til i de senere år – herunder blandt andet verdensmålscertificering af Dragør Bibliotekerne og udlån af en politiker ved kommunalvalget.

Halinspektøren i Hollænderhallen, Steen Jørgensen, står for den musikalske underholdning. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Halinspektøren i Hollænderhallen, Steen Jørgensen, står for den musikalske underholdning. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Herefter fik halinspektør i Hollænderhallen Steen Jørgensen ordet på vegne af Kulturledergruppen, og han havde forfattet en sang, som han fremførte sammen med lederen af Klub Dragør, Per Eltong, og fik alle til at synge med på, mens han selv akkompagnerede på guitar. Sangen gik på Jacob Haugaards Hammer Hammer Fedt, der dog her var ændret til: »Det er hammer hammer skidt – hun forlader os om lidt ...«

Under stor morskab pakkede Henriette Ritz Kylmann en stor æske fra medarbejderne op – den var fyldt med referencer til hendes tid på biblioteket.

Henriette Ritz Kylmann tiltræder sin nye stilling 1. september.

Jacob Honoré, der er leder af Dragør Musik- og Kulturskole, konstitueres som biblioteksleder frem til 1. januar 2023.

Der er naturligvis også taler, som her af Henriette Ritz Kylmann selv. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Der er naturligvis også taler, som her af Henriette Ritz Kylmann selv. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk