Sangen »Ship Ohoi«, der er kendt i Dragør under titlen »Raske Skipper«, afsynges ved revypremiere i Dragør Skibsfører- og Skibsrederforening på Dragør Strandhotel i marts 1928. Foto: Historisk Arkiv Drag­ør.
Sangen »Ship Ohoi«, der er kendt i Dragør under titlen »Raske Skipper«, afsynges ved revypremiere i Dragør Skibsfører- og Skibsrederforening på Dragør Strandhotel i marts 1928. Foto: Historisk Arkiv Drag­ør.

Alternativ historietime

Arrangement om dragørsange afholdes i det fri tirsdag den 4, august kl. 17.30 – om vejret vil

Historisk Arkiv Dragør lukkede ned, da coronaen ramte landet i marts måned. Arkivet holder nu atter åbent, men inden man møder op, er der for ikke at være for mange ad gangen på stedet krav om melding og godkendelse af ankomst.

Historietime i det fri

Også arkivets månedlige Historietime blev sat på pause i foråret, idet arrangementerne til tider havde så mange deltagere, at der ville være risiko for at skabe for store forsamlinger. Arkivet vil dog gerne i gang igen, og man har derfor besluttet at forsøge med afholdelse af en lidt anderledes historietime. Det anderledes i arrangementet, der i øvrigt afholdes allerede på tirsdag, den 4. august, kl. 17.30, består i, at det kommer til at foregå i haven bag arkivets bygning på Stationsvej. Her vurderes det nemlig, at det vil være muligt at holde god afstand.

Arrangørerne bag den anderledes, udendørs historietime mener, at der til en sommeraften hører en fællessang, og har derfor valgt dragørsange som tema for arrangementet. Af Historisk Arkiv Dragør vil der blive fortalt om nogle af de mange kendte og ukendte sange, der igennem tiden er skrevet til Dragørs pris, og der afsynges et par af dem.

Historisk Arkiv Dragør vil desuden også stå for fortælling om det sprudlende kulturliv, som Dragørs landliggere i sin tid satte gang i. Og der var sikkert ikke kedeligt i 1920’ernes Dragør, for blandt byens gæster var forfattere, skuespiller og sangere, som ikke havde lyst til at kede sig, medens de var på sommerophold. Der blev således både arrangeret sommerfester, baller, koncerter, teater og ikke mindst revyer – hvori nogle af de mest kendte dragørsange indgik.

Gratis adgang. Påklædning efter vejret – og det oplyses, at arrangementet aflyses ved for megen regn.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk