Bæredygtighed på skemaet

På Tårnby Gymnasium & HF var man i hele uge 11 engageret i arbejdet med at sætte fokus på dagligdagens grønne omstilling

I bæredygtighedens tegn var Tårnby Gymnasium & HF hele uge 11 dedikeret til arbejdet for klimaet. 

Eleverne var på forhånd blevet fordelt på hold, som under emnerne fashion og forbrug, design og arkitektur, sundhed og motion samt journalistik og medier m.m. hver især skulle arbejde med bæredygtighed og grønne løsninger i forskellige afskygninger. 

Ugens projekter blev internt dækket af en kommunikationsgruppe, som fik en masse billeder og interviews i kassen. Disse blev løbende blev delt med de andre TG’ere på skolens sociale medier.

Elever fra Tårnby Gymnasium & HF arbejder med skolens naturområde »Vild med vilje«.
Elever fra Tårnby Gymnasium & HF arbejder med skolens naturområde »Vild med vilje«.

Særligt var der fokus på skolens »Vild med vilje«-område, som med et gigantisk løft nu næsten fremstår som den oase af natur, som det hele tiden har været planen for den.

Der var ligeledes fokus på bæredygtige transport, og eleverne kunne komme på cykelværksted og få ordnet deres cykler. 

Der var mulighed for at dyrke sport og leg i hallen, og også Multihallen var i brug for at danne ramme om forskellige oplæg og underholdning i bæredygtighedens navn. Blandt andet var der her besøg fra gruppen »Klimakysset«, som med en masse humor og satire fik klimakrisen aktualiseret.

Projektafslutning

Ugens sidste dag blev afviklet med præsentationer af bæredygtige løsninger på fremtidens udfordringer – hvorefter eleverne tog på besøg på de omkringliggende folkeskoler, som gymnasiet har et samarbejde med, for at præsentere sine idéer. 

Og endelig blev hele projekt-ugen afsluttet med gymnasiefest for alle skolens elever – og naturligvis havde festudvalget også her tænkt bæredygtigt og introducerede genbrugskopper. 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk