Inge Karlsson er den første på Omsorgscenteret Enggården, og i Drag­ør, der modtager vaccinen.
Inge Karlsson er den første på Omsorgscenteret Enggården, og i Drag­ør, der modtager vaccinen.

Beboere på Enggården vaccineret

Tirsdag formiddag fik beboerne på Omsorgscenteret Enggården det første vaccinestik mod covid-19. Men selvom vaccinerne nu udrulles, er der fortsat stramme restriktioner, da smitten er udbredt i samfundet

[Opdatering 06.01.2021: Kort efter seneste nummer af Dragør Nyt blev sendt i trykken informerede Dragør Kommunes administration om, at en beboer på Enggården er blevet testet positiv for covid-19 under en hospitalsindlæggelse. På samme tid, tirsdag eftermiddag, fremlagde regeringen en række nye restriktioner på et pressemøde. Forsamlingsforbuddet ændres fra ti til fem personer med virkning fra kl. 12 onsdag den 6. januar, og det såkaldte afstandskrav bliver fordoblet, således at det fremover anbefales, at man skal holde to meter afstand i det offentlige rum. Afstandskravet gælder også i supermarkeder og øvrige butikker, der er åbne. Dette træder i kraft fredag den 8. januar. Statsministeren fremkom på pressemødet også med en kraftig appel til hele befolkningen om at aflyse alle aftaler i de kommende uger. Red.]

Af Birgit Buddegård

De første coronavaccinationer ankom til Danmark imellem jul og nytår, og vaccinationerne rulles nu ud over hele landet.

Og i går, tirsdag, kom turen til Omsorgscenteret Enggården, hvor de beboere, der havde takket ja til tilbuddet om at blive vaccineret mod covid-19, fik vaccinen. Det samme gjorde det personale, der var på arbejde denne dag.

Datoen for vaccinationen var oprindelig sat til den 6. januar, men blev fremrykket til den 5. januar, da Statens Serum Institut havde modtaget vaccinedoserne hurtigere, end forventet.

Vaccinationerne foregik indendørs, hvor pressen af sikkerhedshensyn ikke havde adgang. Men Dragørs coronavaccinerede nummer ét, Inge Karlsson, kom efterfølgende ud i kulden og mødte pressen.

»Det gik så fint,« lød det fra Inge Karlsson, der også bemærkede, at stikket slet ikke kunne mærkes.

Det var lokale praktiserende læger fra lægehuset på Stationsvej, der stod for at give vaccinen, der ankom i en bil fra Region Hovedstaden, hvor vaccinen blev holdt på køl ned til minus 70 til 80 grader celsius indtil brug.

Dragør Kommunes sundhedschef, Tina Roikjer Køtter, fortalte, at ud af Enggårdens omkring 100 beboere, havde 90 takket ja til vaccinen, så tilslutningen var stor.

Vaccinationen er første skridt på vej ud af mørket, som formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget Nicolaj Bertel Riber udtrykte det, og Inge Karlsson tilsluttede sig og glædede sig til, at vaccinen virker.

Andet stik vil efter sundhedsmyndighedernes anbefaling blive givet om seks uger.

Ingen smittede beboere på Enggården

Det var en dag, der fremkaldte de store smil både hos borgmester Eik Dahl Bidstrup og udvalgsformand Nicolaj Bertel Riber.

»En sten er faldet fra hjertet,« lød det fra borgmesteren, der så frem til ikke at skulle have den konstante frygt for et smitteudbrud på Enggården i baghovedet.

Og fra begge lød en kæmpe tak til medarbejderne, der med borgmesterens ord har holdt et helt vildt fokus på retningslinjerne med det flotte resultat, at ingen beboere på Enggården har været smittet med covid-19.

Pårørende vil nu kunne komme lidt roligere på besøg, lyder det fra borgmesteren, selvom restriktionerne for besøg indtil videre opretholdes.

Tina Roikjer Køtter understreger, at alle retningslinjer fra sundhedsmyndighederne følges til punkt og prikke.

Inden weekenden vil samtlige plejehjemsbeboere over hele landet være vaccineret, og man går videre til næste step, der er vaccination af borgere over 65 år, der modtager hjælp i eget hjem.

Og forløbet af dette er Dragør Kommune i gang med at planlægge, siger Tina Roikjer Køtter.

Skærpede restriktioner

Men selvom vaccinerne er et lyspunkt i bekæmpelsen af coronavirus, vil det vare en rum tid, før alle er vaccineret. Smitteniveuet er desværre højt, og de skærpede restriktioner, som oprindeligt skulle være udløbet lige efter nytår, er forlænget til og med søndag den 17. januar.

De skærpede tiltag betyder blandt andet, at elever og studerende som udgangspunkt modtager digital hjemmeundervisning. Restauranter og caféer skal holde lukket, men må dog gerne levere take-away. Indendørslokaler, hvor der udøves bl.a. kultur- og idrætsaktiviteter, skal holdes lukket – det gælder også svømmehaller, biografer og biblioteker. Indkøbscentre og stormagasiner skal holde lukket – og i modsætning til forårets nedlukning skal også byggemarkeder og boligforretninger holde lukket. Også frisører, massører, skønhedsklinikker og køreskoler skal holde lukket.

Hvem må holde åbent

Kun butikker og supermarkeder, der sælger fødevarer, må holde åbent. Dog må butikker, der udleverer pakker, fortsat gerne udlevere forudbestilte og forudbetalte pakker, der er bestilt via e-handel.

Også apoteker og butikker, der sælger medicinsk udstyr holder åbent. Det gælder også for optikere, der, ligesom tandlæger, ikke er ramt af nedlukningen, men fortsat kan holde åbent.

I Dragør oplyser bibliotekerne, at de holder helt lukket – også deres takeaway-service, hvor lånerne har kunnet bestille en bogpose til afhentning i bibliotekets indgang, stoppes.

På rådhuset holder Borgercentret alene åbent for kritiske – det vil sige særlige vigtige – henvendelser. Og der skal bestilles tid i forvejen.

Nationale tiltag gælder til slut februar

En række nationale tiltag er fortsat gældende til og med 28. februar 2021. Det gælder forsamlingsforbuddet, hvor maksimalt ti personer må samles, påbuddet om mundbind eller visir ved for eksempel indkøb og anbefalingen om at holde afstand.

Yderligere information kan ses på www.dragoer.dk samt på coronasmitte.dk

 

Faglig koordinator på Omsorgscenteret Enggården, Helle Pedersen, bliver vaccineret.
Faglig koordinator på Omsorgscenteret Enggården, Helle Pedersen, bliver vaccineret.
Der holdes pressemøde udenfor med behørig afstand. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Der holdes pressemøde udenfor med behørig afstand. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk