Biblioteket – en del af et levende lokalsamfund

Biblioteksleder Henriette Ritz Kylmann forklarer om strategiprocessen. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Bibliotekerne i Dragør er i gang med en strategiproces og inviterer borgerne til at medvirke til at vise vejen for fremtidens biblioteker og dermed få indflydelse på fremtiden for Dragør Bibliotekerne

Af Birgit Buddegård
Opdateret fredag den 13. marts kl. 10.11

Biblioteksvæsenet er i forandring over hele landet. Undersøgelser viser, at både børn og voksne læser mindre.
Blot 20% af danske skoleelever kan rigtig godt lide at læse – mod 43% internationalt. Og danske skoleelever læser dårligere i dag, end i 2011.
Den danske læsekultur er udfordret. Det er gået den forkerte vej i mange år. En af grundene er, at litteratur i dag er i skarp konkurrence med den nyeste serie på Netflix, tidsrøvende mobilspil og populære videoer på YouTube.
Udviklingen er hverken sensationel eller ny – men det gør den ikke mindre vigtig.
Vi står tilbage med et fattigere samfund, hvis læsning bliver en parentes i vores kultur. Læsning styrker den personlige identitetsdannelse. Stimulerer den kritiske sans. Skærper evnen til at fokusere, fordybe sig og tilegne sig viden – ud over selvfølgelig at træne den basale evne til at læse og skrive.
Alle de kompetencer er helt centrale i en verden, hvor vi bombarderes med store mængder information på daglig basis.
Så alvorlige er ordene fra Bibliotekschefforeningen, Tænketanken Fremtidens Biblioteksvæsen og Danmarks Biblioteksforening, der står bag et oplæg til en national læsestrategi.

Ny strategi

Biblioteksleder for Dragørs biblioteker, Henriette Ritz Kylmann fortæller, at hun og landets øvrige biblioteksledere har givet hinanden håndslag på at lave en firårig styrket indsats for at øge børns læselyst gennem oplevelse, viden, inspiration og fællesskaber.
På Dragør Bibliotekerne er man i gang med en strategi-proces. Og Henriette Ritz Kylmann understreger, at man gerne vil have borgenes bud på, hvilken vej bibliotekerne i Dragør skal gå.
Bibliotekerne inviterer derfor henover de kommende måneder til tre møder med oplæg, workshops og debat.
»Vi er jo ikke det største biblioteksvæsen, men vi er agile,« konstaterer Henriette Ritz Kylmann.
Bibliotekerne har kommunens kultur- og fritidspolitik som overordnet »paraply og pejlemærke«, og nu skal den ny strategi vise hvilken retning, bibliotekerne skal gå, og hvilke opgaver, bibliotekerne kan løfte.
Der skal sættes en ramme for bibliotekerne med tydelige pejlemærker, siger Henriette Ritz Kylmann. Hun er glad for, at aftalen omkring Historisk Arkiv Dragør er på plads, og fortæller, at bibliotekerne har et supergodt samarbejde med både lokalarkivet og Museum Amager, som de sammen laver forskellige arrangementer med – blandt andet skolernes historieløb.

Mangfoldighed af tilbud

Læsning skaber samhørighed og oplevelse af at få en plads i verden – en oplevelse af ikke at være alene, men genkende tanker og følelser fra sig selv i litteraturen, siger Henriette Ritz Kylmann. Og Dragør Bibliotekerne byder på mange arrangementer, hvor man kan møde andre.
DR Romanklub har med succes kørt i alle de år, den har eksisteret. Her samles man om at læse seks af sæsonens stærkeste, danske romaner og finde modtageren af DR Romanprisen.
Bibliotekerne tilbyder også læsesaloner, hvor deltagerne selv vælger, hvad de vil læse – og hvor bibliotekerne supporterer.
Lærerne har deres egen læsekreds, og som noget nyt er oprettet en musiksalon, hvor samtalen naturligt nok vil have fokus på musik – Henriette Ritz Kylmann lægger selv ud som oplægsholder med Roskildefestivalen som tema.
Hertil kommer andre arrangementer såsom strikkeklub og plantebyttedag samt en række arrangementer for børn, hvor ikke mindst børneteaterforestillingerne vækker glæde.

Levende lokalsamfund

På det første strategimøde, der afholdes onsdag den 26. februar, søges svar på, hvordan bibliotekerne kan og skal bidrage til gode relationer imellem borgerne og skabe et inkluderende fællesskab – et levende lokalsamfund.
Henriette Ritz Kylmann fortæller, at mødet starter med et oplæg om bibliotekernes rolle, hvorefter der vil være tre forskellige workshops, hvor borgene løser forskellige opgaver, hvorefter ordet er frit. Og der vil blive taget noter, så resultaterne kan gemmes, og bibliotekerne kan arbejde videre med dem.

Stærk læsekultur

Det næste møde finder sted torsdag den 26. marts, og her er temaet den danske læsekultur – ikke mindst lystlæsning.
Læsning skærper evnen til at fokusere, forbyde sig og tilegne sig viden, og på mødet vil man blandt andet drøfte, hvordan man får lavet konkrete tiltag på tværs af institutioner og familier – tiltag, der fremmer en stærk læsekultur. Her har bibliotekerne også inviteret fagpersoner fra kommunen til at deltage.
Det – indtil videre i hvert fald – sidste møde finder sted i april, og her vil temaet bevæge sig omkring den digitale dannelse, og hvordan bibliotekerne kan være aktiv medspiller i forhold til for eksempel samarbejde med Dragørs Aktivitetshus, Borgerservice og Sundhed & Omsorg. Ud over møderne overvejer bibliotekerne også at arrangere et event en lørdag for at sikre, alle får mulighed for at deltage i processen.

To så forskellige rum

Møderne vil blive afholdt på Biblioteket i Hollænderhallen, der har elevator og lettere adgang for handikappede.
»Det er fantastisk at have to så forskellige huse,« siger Henriette Ritz Kylmann om Dragørs to biblioteker.
Biblioteket på Vestgrønningen har rum til fordybelse med blandt andet gårdhave og læsestue, mens Biblioteket i Hollænderhallen rummer plads til børnelege, børne-teaterforestillinger og hygge – og nu altså også til møder om den kommende strategi for Dragørs biblioteker.

Yderligere info: Første møde, onsdag den 26. februar, foregår fra kl. 19 til kl. 21. Bemærk at mødet modsat tidligere annoncering er flyttet til Biblioteket i Hollænderhallen.

Opdatering: Som følge af forholdsregler for at forhindre smitte med COVID-19 er Dragør Bibliotekerne lukket. Det vides endnu ikke hvor længe lukningen vare. Alle arrangementer i marts og april er aflyst.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk