Søskendeparret Emil og Anna-Sofie Bramwell Kobbernagel skal overrække blomster til de royale gæster.
Søskendeparret Emil og Anna-Sofie Bramwell Kobbernagel skal overrække blomster til de royale gæster.

Blomsterbørn – ung som gammel

På fredag, den 20. maj, tager borgmester Kenneth Gøtterup imod H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsesse Beatrix af Nederlandene uden for Dragør Rådhus. Anledningen er fejringen af 500-året for den hollandske indvandring til Store Magleby i Dragør Kommune.

Til at tage imod de kongelige gæster får borgmesteren hjælp af to børn med blomster. Det er søskendeparret Anna-Sofie og Emil Bramwell Kobbernagel fra Dragør. 

Ved den røde løber vil Dronningen samt Prinsesse Beatrix også kort hilse på en fra den ældre generation af blomsterbørn, nemlig Claes Scott Magle Pedersen, som for 76 år siden gav blomster til daværende Kronprinsesse Juliana af Nederlandene.

Blomster i 2022

Emil Bramwell Kobbernagel er 9 år gammel og går i 2. klasse på Nordstrandskolen, og lillesøsteren, den seksårige Anna-Sofie, er lige rykket fra Børnehuset Køjevænget til Nordstrandskolens SFO, hun skal nemlig begynde i børnehaveklasse efter sommerferien. 

Familien bor på Grithsvej, som er en af fire veje i en grundejerforening i Dragør, der er opkaldt efter hollandske pigenavne. 

»Det er to børn fra Dragør, som kender mig og jeg dem. Tryghed, tror jeg, betyder rigtig meget, når der kommer så fint besøg. Jeg er derfor rigtig glad for, at Emil og Anna-Sofie har sagt ja til at hjælpe mig,« fortæller borgmester Kenneth Gøtterup.

Emil Bramwell Kobbernagel er til hverdag inkarneret fodboldentusiast og elsker at skyde på mål og drible med bolden i Dragør Boldklub. Anna-Sofie Bramwell Kobbernagel er også en aktiv lille pige med gymnastik, tennis og svømning på programmet. Men lige nu handler det dog om den store festdag på fredag. Og på spørgsmål om hvem, som skal overrække blomster til henholdsvis Dronning Margrethe og Prinsesse Beatrix af Nederlandene, fortæller deres mor, Tanja Bramwell Kobbernagel: 

»Det har de faktisk talt om indbyrdes. For som Emil så snusfornuftigt siger – Prinsesse Beatrix kan jo nok ikke dansk, men taler engelsk. Det kan Anna-Sofia jo ikke endnu, men jeg kan godt engelsk. Så indbyrdes har de to en aftale.«

Fredag den 20. maj bliver det afsløret, hvem som i praksis kommer til at overrække blomsterbuketten til de to æresgæster.

Blomster i 1946

Foran Dragør Rådhus vil de kongelige gæster også hilse på en ældre herre. For i den anden ende af aldersspektret er Claes Scott Magle Pedersen. Han er i dag 86 år gammel og bor på Omsorgscenteret Enggården i Dragør. Men i 1946 var han en blot 10 år gammel dreng med en umådelig lyst til at forære den daværende nederlandske Kronprinsesse Juliana blomster.

Dengang var der ikke langt fra tanke til handling. Hans far, Thorvald Petersen, var nemlig – som Claes selv siden blev – handelsgartner, og hans blomsterforretning var kongelig hofleverandør, fortæller Claes Pedersens datter, Lisbeth Agth Scott Magle Pedersen.

Claes Pedersen har fortalt, at han på helt eget initiativ fik arrangeret en buket, som han overrakte foran Store Magleby Kirke. Begivenheden blev dokumenteret på både smalfilm og foto, som findes på Historisk Arkiv Dragør.

Arkivar Henning Sørensen fortæller, at H.K.H. Kronprinsesse Julianas besøg i 1946 ikke var et egentligt jubilæums-besøg, men mere en anledning til at takke for Store Magleby’ernes hjælp til hollandske børn efter krigen.

Claes Pedersen er født og opvokset på slægtsgården »Hollandsminde«, Ndr. Kinkelgade 34 i Store Magleby. Hans mor, Trein Albertine Bacher, nedstammede 100% fra de hollandske slægter, der kom til Store Magleby i 1521. Claes Pedersen har dermed halvt hollænderslægtsblod i årene.

En ung Claes Scott Magle Pedersen overrækker i 1946, på eget initiativ, blomster til Kronprinsesse Juliana.
En ung Claes Scott Magle Pedersen overrækker i 1946, på eget initiativ, blomster til Kronprinsesse Juliana.

»Vi kan følge slægten tilbage til 1694, hvilket svarer til ni generationer. Grunden til, at den ikke kan følges længere tilbage, er på grund af, at kirkebogen gik tabt i en brand,«, forklarer Lisbeth Agth Scott Magle Pedersen.

Claes Pedersen glæder sig til at se både Dronningen og Prinsesse Beatrix af Nederlandene på fredag, hvor han med sin datter ved sin side også vil få mulighed for at hilse på dem begge to.

Der er tilmed mulighed for, at Claes Pedersen møder op iklædt sin families amagerdragt. Dragten har oprindelig tilhørt hans bedstefar Dirch Jansen, der var en af hovedkræfterne bag Amager-museets etablering for hundrede år siden – i 1922. Og ved særudstillingen på Amagermuseet – »Fra Amagers private skatkammer«, som indvies her i forbindelse med fejringen af jubilæet – har Claes Pedersen i øvrigt bidraget med flere udstillingsgenstande.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk