Brandsikkerhed på Enggården

Arkivfoto: Thomas Mose.
Arkivfoto: Thomas Mose.

Minister sætter deadline, som Dragør Kommune får besvær med at overholde

Efter et tilsyn på Omsorgscenteret Enggården sidste år blev der skabt usikkerhed om, hvorvidt bygningerne lever op til byggeregulativernes krav. Rådgivningsvirksomheden Rambøll fik til opgave at undersøge sagen yderligere, og deres konklusion lyder, at dele af omsorgscentret ikke lever op til lovkravet.

I januar igangsatte By-, Erhvervs- og Planudvalget derfor en høringsproces, efter hvilken kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om hvilken løsning, der skal arbejdes videre med. En gennemgang af løsningsmulighederne kan læses i artiklen Brandsikkerhed på plejehjem fra Dragør Nyt nr. 4.

Deadline for udbedring

Onsdag den 20. maj sendte boligminister Kaare Dybvad Bek en indskærpelse til landet kommuner, om at den manglende brandsikkerhed skal udbedres inden årets udgang.

Ministeren skriver blandt andet til kommunerne, at: »Jeres ansvar efter byggeloven er fuldstændigt entydigt, da I som bygningsmyndighed er forpligtet til at lovliggøre ulovlige forhold, når I bliver opmærksomme på dem. Det er derfor min helt klare forventning, at brandsikkerheden i alle landets plejeboliger mv. er i bragt orden hurtigst muligt og senest inden årets udgang.« I samme skrivelse åbner Kaare Dybvad Bek for muligheden for sanktioner mod de kommuner, der ikke overholder tidsfrisen. 

Dragør Kommunes forvaltning oplyser, at det kan være vanskeligt at gennemføre projekterne indenfor tidsrammen. Da der er tale om almene boliger, er det et omfattende projekt.

Forvaltningen er nu gået i gang med at undersøge alternative muligheder for at nå projekterne inden for årets udgang.

Der blev på omsorgscentret allerede sidste år iværksat en skærpet brandinstruks for at minimere risikoen for brand på stedet.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk