Byvandringer

I denne uge er det sidste chance for at komme med på denne sommers byvandringer i og omkring Dragørs gamle by og havn. På søndag er det nemlig slut. 

Ud over de fast ture torsdag, fredag, lørdag og søndag kl. 13 tilbydes der her i afslutningsugen også to temabyvandringer – en på torsdag, den 13. august, kl. 16.30 og en på søndag, den 16. august, kl. 15.

Turene begynder ved Dragør Turistkontor, Strandlinien 2, hvorfra der også sælges billetter. De er særligt tilrettelagt, så stoppestederne undervejs fortrinsvis ligger på steder med god plads, således der er mulighed for at holde afstand til hinanden.

Det er guider fra Dragør Turistkontor, Historisk Arkiv Dragør, Danmarks Lodsmuseum, Amagermuseet eller Mølsted Atelier, der står for rundturene og fortællingerne.

»Kunstnernes Dragør«

Torsdag den 13. august kl. 16.30 ved Tina Høegh Nielsen.

Fra 1890’erne kom turisterne, som dengang kaldtes landliggere, til Dragør. Blandt dem var en del kunstnere, som slog sig ned her om sommeren – ligesom andre malere gjorde det i Skagen.

Kunstnere såsom Viggo Johansen, Oluf Høst og Christian Mølsted skildrede byen og havnen i deres værker. Der var tale om en hel kunstnerkoloni, som havde deres gang på havnen og i de snævre gader og stræder. Blandt dem var også nogle forfattere, som søgte – og fandt – inspiration til deres bøger, heriblandt Henrik Pontoppidan og Holger Drachmann.

Lidt usædvanligt var det, at en række kvindelige kunstnere kom til Dragør og fandt et fristed i en tid, hvor mændene dominerede kunstens verden.

De mandlige kunstnere i Dragør var dog mere traditionsbundne, end deres kvindelige kolleger. Dragør var nyt fristed for nogle og for andre et symbol på en uforanderlig verden.

»Klassisk byvandring«

Søndag den 16. august kl. 15 ved Bente Walløe Poulsen.

På den klassiske byvandring hører deltagerne om Dragørs udvikling fra middelalderen til i dag: om sildefiskeriet, om hollændernes betydning for Dragør, om skipperbyen i 1700- og 1800-tallet, om robådsflotillen, der nær havde skudt den engelske fregat Africa i sænk, og om hvorledes det senere gik med udviklingen i Dragør.

På vandringen rundt i det gamle Dragør ses på arkitektur, kikkenborge, gadenavne, blegehuse og alle de forhold, som er specielle for Dragør.

Fortællingen bliver krydret med guidens egen slægts historie og aktiviteter igennem generationer i Dragør.

Hvis der er større børn med på byvandringen, kan de få udleveret et skema med spørgsmål, som kan besvares på turen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk