Rasmus Johnsen, skolechef i Drag­ør Kommune, oplyser, at man på skolerne er i gang med at gøre klar til genåbningen. Arkivfoto: TorbenStender.
Rasmus Johnsen, skolechef i Drag­ør Kommune, oplyser, at man på skolerne er i gang med at gøre klar til genåbningen. Arkivfoto: TorbenStender.

Coronarestriktionerne forlænget

Nedlukningen er forlænget til den 28. februar – de mindste klasser kan dog komme i skole igen fra den 8. februar

Af Birgit Buddegård

Alle coronarestriktioner er forlænget til foreløbigt 28. februar. Det betyder blandt andet, at skoler, restauranter, frisører, butikker og kulturinstitutioner fortsat skal holde lukket – og forsamlingsloftet på fem personer gælder også fortsat.

Det er den britiske mere smitsomme variation af virussen – der forventes at være den mest udbredte, når vi når midten af februar – der er årsagen til, at restriktionerne fastholdes, selvom smittetallet p.t. er faldende. 

I mandags udmeldte sundhedsminister Magnus Heunicke dog ud, at de mindste klasser får lov at vende tilbage til skolerne fra den 8. februar. 0. til 4. klasse kan vende tilbage til klasseværelset, men det bliver til en anden hverdag. De må nemlig kun være sammen med deres egen klasse, både i timerne og i frikvarteret.

Der er således tale om en forsigtig og kontrolleret åbning, lyder det fra regeringen og sundhedsmyndighederne, der gør det klart, at Danmark fortsat er lukket ned – men at denne lempelse er mulig, da man vurderer, at de yngste børn ikke smitter videre i væsentlig grad, lige som de oftest heller ikke selv bliver alvorligt syge af virussen. 

Samtidig med opstarten for de mindste vil der blive sat fokus på test af personale i skoler og SFO’er, og der indføres krav om mundbind, hvis forældre kommer indenfor på skoler, SFO’er og institutioner. 

I Dragør står man klar til at modtage eleverne på mandag den 8. februar – med åbne arme og behørig afstand. Rasmus Johnsen, skolechef i Dragør Kommune, fortæller til Dragør Nyt, at man kommer til at bruge indeværende uge på at tilpasse de fysiske rammer til de krav, som myndighederne har opstillet i forbindelse med genåbningen af skolerne, eksempelvis med opstregninger  – men at man nok skal være parat. Når eleverne kommer tilbage i skolerne i uge 6, er det i øvrigt til en temauge – med sundhed som emne. 

Vaccinationer og test

Drag-ørs borgmester, Eik Dahl Bidstrup, V, forklarer til Drag-ør Nyt, at de planlag-te andengangsvaccinationer på Enggården blev gennemført fredag den 29. januar. Dette kan man læse mere om på side 3 i denne avis.

Eik Dahl Bidstrup oplyser, at der på baggrund af test onsdag den 27. januar blev konstateret fem nye smittede medarbejdere på Enggården, mens flere af de tidligere positivtestede er meldt raske igen. Det vil sige, at der er i alt 19 smittede medarbejdere indtil nu. Heraf er syv raskmeldte igen, og flere vil formentlig blive raskmeldt i denne uge, lyder det fra borgmesteren, der glæder sig over, at der heldigvis også er flere af de smittede beboere, der er raskmeldte.

»Status i dag (søndag – red.) er i alt otte smittede plejehjemsbeboere og en smittet beboer på midlertidigt ophold,« siger Eik Dahl Bidstrup.

Børneinstitutionerne

Borgmesteren oplyser videre, at alle børneinstitutionerne er blevet kontaktet af firmaet, der laver de opsøgende besøg og tests, og der blev aftalt individuelle tider til kviktestene torsdag og fredag i sidste uge.

Fra den 1. februar er der en ny leverandør af kviktest, og der vil skulle aftales nye tider til de, der ikke endnu har nået at få en test. 

Endvidere arbejdes der på at indgå en aftale om kviktest på Enggården. De tester selv i forvejen med PCR-test mandag og onsdag og supplerer med kviktest fredag, oplyser borgmesteren.

Dragør Kommune har i øvrigt meddelt Styrelsen for Patientsikkerhed, at de kan yde bistand til smitteopsporing på hverdage.

Konfirmationer udsat

Forårets konfirmationer i både Dragør og Store Magleby Kirker er udsat til sensommeren. I Store Magleby Kirke er datoerne allerede fastsat – og kan ses i annonce på side 2 i Dragør Nyt samt kirkens hjemmeside, mens sognepræst Jens Bach Pedersen, Dragør Kirke, fortæller, han har haft møde med forældrene over nettet, og man er nu ved at vælge nye datoer. Konfirmanderne lægger dog stor vægt på at blive konfirmeret klassevis og har bedt forældrene tage det i betragtning, når de skal blive enige om datoer.

Jens Bach Pedersen har i øvrigt stor ros til Dragør Skole og kommunen for et forrygende samarbejde, der har gjort, han kan holde konfirmationsundervisning via skolens system. 

Sognepræst Andreas Wille, Store Magleby Kirke, fortæller, at konfirmationsforberedelsen foregår via Google Classroom på de tidspunkter, hvor de under normale forhold ville være mødtes fysisk. Han fortæller også, at han og kirkens to øvrige præster, Gitte Turin og Julie Kaas Buschard, har været rundt hos konfirmanderne med en lille hyggepose – noget Jens Bach Pedersen gjorde ved påsketid sidste år – for at de kan mærke, de ikke er glemt.

Gitte Turin har i øvrigt 10-års-jubilæum på søndag, den 7. februar, men fejringen af det er aflyst på grund af corona-pandemien.

Afstand, håndsprit og mundbind er således hverdag et godt stykke tid endnu, mens vi venter på foråret og vaccinationerne.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk