Cyklende politi

Fremover vil borgerne oftere møde cyklende betjente, ligesom de vil støde på mere information om regler og god cykeladfærd

Af Birgit Buddegård

Politiet har i mere end 100 år brugt cykler, når de skulle løse opgaver – tilbage i 1900-tallet var cyklen faktisk politiets eneste transportmiddel. 

Dragør Nyt mødte i sidste uge to af cykelbetjentene, der ankom til Neels Torv i let regn. Det generede dog ikke de to herrer, der ret stolte fortalte, at de var kørt fra Station Amager på Kamillevej til Dragør på blot 15 minutter.

De to cyklende betjente på Kongevejen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
De to cyklende betjente på Kongevejen. Foto: Hans Jacob Sørensen.

David Andersen og Benjamin Jellesmark kan lide at være udenfor og viste deres nye elcykler, der er godkendt til at køre 45 km i timen, frem.

Der er mange fordele ved at cykle, fortalte de. Blandt andet kan de komme hurtigere rundt – også steder, der ikke er lettilgængelige i bil – for eksempel den gamle by i Dragør.

Og de to betjente oplever større borgernærhed. De cyklende betjente er mere tilgængelige, end når de sidder bag en bilrude.

Den pointe understreges af en Dragør-borger, der stoppede op og talte med David Andersen og Benjamin Jellesmark og udtrykte glæde over at se dem.

Cykelbetjente

Cykelbetjente er helt almindelige politifolk, som patruljerer flere gange om ugen.

Tiltaget er også et supplement til politiets klassiske cykelindsatser, hvor de holder øje med uhensigtsmæssig adfærd på cykelstierne. Desuden øremærker de flere uger om året til større målrettede cykelindsatser – det kan være et særligt fokus på cykeladfærd og sikkerhed på skoleveje.

Ud over den øgede tilstedeværelse på cykelstierne vil politiet også skrue op for information om færdselsreglerne for cyklister. Dette sker også på opfordring fra borgerrådet.

»Borgerne opfordrer os også til at øge fokus på færdselsreglerne og peger på, at mange forseelser blandt cyklister kan skyldes cyklisters manglende kendskab til reglerne og en manglende forståelse for, hvordan man som cyklist kan være til gene for andre,« lyder det fra Københavns politidirektør Anne Tønnes.

Borgerrådet

Københavns Politi etablerede i 2021 sit borgerråd. Siden juni i år har borgere i polikredsen, der også omfatter Dragør, kunnet give deres idéer, oplevelser og erfaringer om sikkerhed for cyklister på borgerrådets hjemmeside, til et borgermøde og i en spørgeskemaundersøgelse.

Fra 2023 vil det især være de fysiske borgerrådsmøder, hvor politiet møder borgerne ansigt til ansigt og får deres input, som de vil fokusere på.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk