Mindeord:

Ved David Rehlings død

David Rehling afgik ved døden onsdag den 2. juni i en alt for tidlig alder efter at have været alvorligt syg i et par måneder. 

David blev formand for Dragør Bevaringsnævn i 1982 og satte sine markante spor de følgende 39 år i formandsstolen. Hans skarpe journalistiske tilgang og evne til at formidle hjalp ham til både at samle folk og udfordre problemstillinger. 

David havde levet hele sit liv i Dragør, og hans store kendskab til byen gjorde ham til en markant person, som der blev lyttet til i lokalsamfundet. 

David styrede Dragør Bevaringsnævn med fast hånd, og han har på den ene eller anden måde været inde over de seneste mange årtiers byggesager i Dragør gamle bydel. 

Ære været hans minde.

Martin Hans Borg
Fungerende formand
Dragør Bevaringsnævn

Mindeord:

David Rehling er her ikke mere

Min livslange ven er her desværre ikke mere. Et tab for mig, vores fælles venner og for hele Dragør. 

Min første erindring om David er fra 1. klasse på Dragør Skole. Han træder som 6-årig ind i skolegården iført stor tophue med en enorm og iøjnefaldende kvast. Hurtigt falder huen i hænderne på de omkringstående, der snart får den splittet ad. Et mobbeoffer var født, skulle man tro. Men sådan gik det slet ikke. Meget hurtigt vandt David alles tillid, og et særdeles lyst og hurtigt hoved gjorde snart David til klassens dominerende figur, naturligvis placeret på første række. Selv når han ikke havde lavet sine lektier, kunne han på et splitsekund improvisere en lang interessant tale, der imponerede lærerne. Vi andre var nok mest misundelige. 

Allerede som meget ung interesserede David sig for politik og lokale spørgsmål. Kortvarigt var vi hhv. formand og næstformand i Konservativ Ungdom i Dragør. Indsatsen bestod, som jeg husker det, mest i at stå i baren ved festerne, hvor vi glemte alt om, hvordan en bartender bør opføre sig. Gratis drinks til alle – også til os selv.

Hjemvendt fra et ophold i USA kom David hurtigt ind i politik, både landspolitisk og lokalt. Efter kommunesammenlægning blev han valgt til kommunalbestyrelsen for liste T, og dermed var et langt engagement i lokale forhold født. Liste T, Naturfredningsforeningen og Dragør Bevaringsnævn har i mange år været hans arbejdsområde. I liste T var han gennem mange valgkampe uundværlig som indpisker, strateg og tekstforfatter, hvor han med sin skarpe pen og kompromisløse stil medvirkede til mange flotte valgresultater. Siden deltog David i vanlig kontant stil i mange lokale debatter, senest i Dragør Nyt i april i år.

Sideløbende med sit lokale engagement var han i sin tid som markant direktør for Danmark Naturfredningsforening en meget dreven kampagnemager, der med sikker hånd styrede medierne og sikrede Danmarks første vandmiljøplan. Noget der i årene fremover gav naturfredningsforeningen stor styrke og gennemslagskraft. 

Selvom David ikke var den fødte sportsmand, var han i en lang årrække med på vores badmintonhold i Tændhætten, indtil ryggen gik i stykker. I de seneste mange år cyklede han sammen med sin mand, Jens, alle verdens kontinenter tynde og huskede altid at sende postkort hjem til alle, herunder også til min meget taknemmelige mor.

En aggressiv kræft gjorde desværre en ende på Davids alt for korte liv. 

David var en ener, der med modet til altid at stå ved sine holdninger ragede op over de fleste. 

Theis Jans

Mindeord:

Et kæmpe træ er faldet i skoven

Æret være vores kloge og engagerede David. 

Jeg havde senest en længere snak med David store bededag, inden jeg skulle medvirke i TV 2’ program God aften live. Jeg skulle tale om turisme og ikke mindst »overturisme«, og derfor kontaktede jeg David for at få hans syn på sagen. David var stor modstander af, at Dragør skulle på UNESCOs Verdensarvsliste. »Den har kun et formål, flere turister. Dragør bliver rendt over ende,« var hans ord. 

David, det var alt for tidligt, du forlod denne jord, men få har sat så vigtige spor, som du. 

Hvil i fred.️

Rikke Marianne Karlsson

Mindeord:

David og bevaringsarbejdet

David Rehling er død. Dermed har vi mistet en ildsjæl i bevaringsarbejdet i Dragør Kommune.

Med baggrund som kommunalbestyrelsesmedlem og formand for Danmarks Naturfredningsforening afløste David i 1981 Poul Dich som formand for Dragør Bevaringsnævn. Nævnet, som rådgiver Dragør Kommune i bevaringssager for især Dragør gamle bydel, er Danmarks ældste lokale bevaringsorganisation.

Siden sin oprettelse i 1934 har bevaringsnævnet kun haft to formænd, nemlig Poul Dich og David. Noget David spøgefuldt anså som en danmarksrekord.

Som tidligere sekretær for bevaringsnævnet og planchef i Dragør Kommune oplevede jeg Davids engagement i bevaringsarbejdet og hans expertice i demokratisk mødeledelse.

Som formand var David altid i stand til at formidle selv vanskelige problemstillinger, når der skulle vedtages udtalelser i bevaringssager, efter meningsfulde debatter, hvor alle kom til orde.

David havde en stor kærlighed til Dragør gamle by og dens helt særlige miljø og byggeskik. Derfor valgte han også selv at bosætte sig i byen – og at ombygge et beskedent lille hus ved Badstuevælen med respekt for den lokale byggeskik.

For David havde beboernes forståelse for bevaringsarbejdet den højeste prioritet. For bevaring af byen beror i sidste ende på husejernes forvaltning af den særlige kulturarv, som byen er. Den enkelte byggesag skulle, ud over det rent faglige, således også ses i forhold til beboernes nutidige behov og kærlighed til byen.

Den gamle bydel skal fortsat sikres som en smuk, men levende by i historiske rammer, ikke en museumsby.

Det var ikke kun Dragør gamle by, der havde Davids opmærksomhed. Som formand for bevaringsnævnet gik han ind i projekter, også i kommunens andre byområder, ud fra et helhedssyn på natur og by. Han tog blandt andet initiativ til en advarende udtalelse fra bevaringsnævnet imod forslag om høj og massiv bebyggelse, da der skulle planlægges for nybyggeri på grunden på Vierdiget ud mod strandengene.

David var opmærksom på, at bevaringsarbejdets succes afhænger af borgernes og politikernes opbakning.

I et forord til Povl Abrahamsens bog fra 1987, »Bevaring – set fra Dragør«, skriver David som formand for Dragør Bevaringsnævn om bevaringsarbejdet for byen: »Bestræbelserne har været møjsomme ... men det meste er gået godt. Takket være de af Dragørs borgere, politikere og embedsmænd, der holdt af deres by og så et perspektiv.«

Han fortsætter med: »Gennem de senere år har bevaringsarbejdet – også i Dragør – fået langt bedre politiske vilkår. Fra at være et yndet angrebsemne er det blevet positivt værdiladet – ja, næsten ombejlet.« 

Og David slutter med at ønske, at den politiske vilje til at beskytte og pleje uerstattelige bygningsmiljøer såsom Dragør gamle by må fastholdes.

Et sådant ønske er stadig aktuelt, så byens helt særlige miljø kan bevares, samtidig med at den fortsat kan danne rammen om et nutidigt byliv.

Jørgen Jensen

Året er 1993. David Rehling er i dialog med børn på Sølyst om miljøet. Foto: Dirch Jansen
Året er 1993. David Rehling er i dialog med børn på Sølyst om miljøet. Foto: Dirch Jansen

Mindeord:

David Rehling – en græsrod er væk

David Rehlings historie starter og slutter i Dragør. Nu har borte taget den iltre og engagerede debattør og levemand. Hans målrettede og særprægede gangart i shorts, sandaler og skotskternede sokker må vi fremover undvære. Og nu vi er ved fodtøjet: David trådte sine politiske børnesko i Konservativ Ungdom Dragør. Snart blev han dog indfanget af den tværpolitiske tanke. I 1974 blev han valgt ind for liste T i Dragør Kommunalbestyrelse, hvor han skærpede sine evner som debattør. Samtidig var han fortaler for græsrodsarbejde. Han var engageret i bybevarelse og tekstforfatter til Dragør Revyen. 

David var uddannet jurist og debuterede erhvervsmæssigt med nogle års arbejde i statsadministrationen. Faktisk gik han ud af Dragør Kommunalbestyrelse efter sit andet valg i 1979, fordi han mente, at hans arbejde i Miljøministeriet ikke var foreneligt med en post som folkevalgt. 

Han blev for alvor landskendt, da han i 1984 blev direktør i Danmarks Naturfredningsforening. Her brugte han de kommunikationsmetoder, han havde lært i Dragørs demokratiske drivhus. 

Et kendt David-initiativ var, at liste T ved særlige problemer i et område indkaldte til borgermøder. Disse møder var ofte mere velbesøgte end kommunens. Også valgfoldere blev målrettet mindre delområder, hvor borgerne kunne læse, at der blev taget hånd om netop deres situation. Det var kommunikative nålestiksoperationer, som satte borgerne i centrum og gav pote i form af flot vælgertilslutning. 

Man kan ikke sige David Rehling uden også at sige bevaring af Dragør gamle by. Siden 1982 har han været formand for Dragør Bevaringsnævn, hvor politikere og bygningssagkyndige mødes for at tale om rammerne for Dragørs bevaring. Herom sagde han tilbage i 2020, at »hvor problemet med bevarelsen af den gamle by tidligere var, at folk ikke havde penge til at gøre det ordentligt, så er problemet i dag, at folk har for mange penge og derfor bygger om til mini-chateauer«. 

Ifølge David kræver det selvbeherskelse fra ejerne, så de følger spillereglerne. Og det kræver, at bevaringsnævnet er villig til at tage de slagsmål, som kan følge af, at stærke kapitalejere har købt huse. 

Jeg kender David fra syv års samarbejde i Dragør Bevaringsnævn. Sidst vi mødtes var ved bevaringsnævnets møde inden corona-nedlukningen i efteråret 2020. Efter mødet talte vi sammen om cykelruter i Sydeuropa. David og hans mand var cykelentusiaster, og coronaen havde foreløbig sat en kedelig stopper for dette. Han udtrykte bekymring om, hvorvidt han kunne få hentet sine cykler hjem, som var opstaldet i Chile og Portugal. Det nåede han ikke. Til gengæld nåede han rigtig meget andet i sit intense liv – blandt andet at arbejde med nye demokratiske principper, hindre en omfartsvej langs Dragør Sydstrand og at være aktiv i bevaringsarbejdet.

Æret være David Rehlings minde.

Ebbe Kyrø
På vegne af liste T

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk