Nyt fra Dragør Boldklub:

DB–FC Græsrødderne 2–0

I lørdags, den 17. oktober, var det fra tv så kendte hold FC Græsrødderne (FCG) på besøg i Dragør for at spille imod DB i københavnsserien. På gæsteholdet var blandt andre de to gamle kendinge Martin Johansen og Martin Albrechtsen.

Hos DB blev i sidste uge endnu et navn føjet til skadeslisten, som snart ikke kan blive længere. Frederik Glendorf meldes ude resten af sæsonen. Så selvom DB har en forholdsvis bred trup, begynder det at knibe med raske mænd. Men på trods af skaderne stiller DB op med tro på sig selv, og med en skarp indpisker på sidelinjen, nemlig træner Henrik Gundersen. 

Lørdagens kamp startede med DB pres på FCG. Flere afslutninger og medfølgende hjørnespark gav håb om et tidligt mål. Men nej, ind i mål kom bolden ikke.

Efter de »berømte« 15–20 min. med DB-pres kom FCG tættere på DB’s bane. Efter cirka 15 min. kom de endda helt til baglinjen, hvor en bold blev smækket fladt ind langs mållinjen, men heldigvis fik ingen spillere fod eller hånd på den bold!

FCG holdt fast i deres spil mod DB, og fem minutter senere fik de fremtvunget et hjørnespark. Sparket blev pareret af den igen flot spillende Mads Glæsner og ud til ny afslutning – et saksespark forbi mål.

DB kom foran 1–0 efter cirka 33 min. Kristoffer Enoch, sparkede et hjørnespark ind i det tæt pakkede FCG-målfelt, hvor der blev afsluttet, pareret og headet, inden den sidste returbold faldt ned til Michael Meng Rasmussen, som fra kanten af målfeltet sparkede direkte i mål. Fortjent føring, sådan som første halvleg var spillet – og denne stilling holdt til pausen.

DB kom bedst fra start i anden halvleg – ligesom i første. Mathias Rahbek blev på bænken efter pausen. Han blev erstattet af Frederik Frost. Ole Jensen, sidste uges to-målskytte, sendte i første angreb Enoch af sted mod FCG-målet, men dommeren valgte i stedet for at anvende fordelsreglen at give frispark til Ole Jensen. Dette frispark tog Peter Ursin sig af, men FCG var først på bolden i målfeltet og fik ryddet op.

DB pressede hårdt på FCG, og i det næste angreb var det Jonathan Bligaard, der sendte Enoch af sted, men offside. FCG sendte det tildelte frispark direkte tilbage til DB, men inden der nåede at være forsøg på afslutning, blev der idømt frispark til FCG.

Efter ca. 52 min. sparkede FCG et frispark midt på DB’s bane direkte mod mål, men Glæsner var igen på plads og parerede til hjørnespark. Kort efter gik det den anden vej. Enoch brød FCG-spillet og fik sendt Mathias Rahbek af sted. Rahbek spillede hurtigt videre til Ole Jensen, som serverede en fin afslutningsbold til Rahbek, som desværre sparkede tæt forbi mål.

Efter ca. 60 min. overtog FCG mere og mere af spillet. De havde endnu en afslutning udefra, som Glæsner, igen, parerede til hjørnespark. FCG sendte mange folk ind i DB’s målfelt, men det endte med frispark til Glæsner.

DB sendte efter 71 min. Jamie Carter på banen som erstatning for en flot spillende Ole Jensen. 

FCG fik plads til at køre bolden rundt og fik det sidste kvarter tilspillet sig flere afslutninger. 

Christian Lundorff kom på banen efter 85 min. som erstatning for en udkørt Jannik Madsen. Jannik havde atter leveret et stort løbearbejde på midten – og det skulle Lundorff nu følge op på. 

På et hjørnespark fik FCG en sidste chance i overtiden: 21 mand stod i DB’s målfelt. Der blev givet og taget og pareret – og til sidst blev en lang bold sendt frem til Mathias Rahbek, der med overblik afleverede til en fri Jamie Carter længere fremme, som med en følt afslutning udplacerede FCG-målmanden og bragte DB på 2–0. 

Endnu en flot og energisk sejr til Dragør, som holder fast i andenpladsen.

Michael Meng Rasmussen.
Michael Meng Rasmussen.
Jamie Carter.
Jamie Carter.

Kommende kampe:

Københavnsserien mod

NB Bornholm på udebane
lørdag den 24. okt.
kl. 15.30.

Den udsatte kamp,
også på udebane, 
imod Kastrup
torsdag den 29. okt.
kl. 18.30. 

FC Udfordringen
på hjemmebane
lørdag den 31. okt.
kl. 12.00.

HoldKampeMålscorePoint
1B1903 21028–824
2Dragør BK1023–1022
3BK Skjold1025–1020
4Vigerslev BK1022–1617
5Kastrup BK919–1315
6NB Bornholm926–1615
7FB1021–1015
8Hvidovre IF 2918–1814
9FC Udfordringen818–1214
10FC Græsrødderne812–219
11PI Fodbold912–257
12KB 289–216
13Fremad Amager 297–236
14HB1012–305
15RIK95–274

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk