Foredraget på Store Magleby Skole. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Foredraget på Store Magleby Skole. Foto: Hans Jacob Sørensen.

De gemte børn

Tove Udsholt var et af de børn, der under jøderens flugt i 1943 blev gemt i Danmark. I sidste uge fortalte hun om sine oplevelser for 7.-, 8.- og 9.-klasserne på Dragørs tre skoler

Af Birgit Buddegård

I halvanden time holdt 80-årige Tove Udsholt 9.A tryllebundet, da Dragør Nyt onsdag i sidste uge var inviteret til at overvære hendes foredrag på Store Magleby Skole om hendes egne oplevelser under anden verdenskrig. Man ville have kunnet høre en knappenål falde til jorden, mens den livlige dame fortalte medrivende om en tid, som ingen andre af de tilstedeværende i lokalet havde oplevet på egen krop.

Anledningen til foredraget var årets historieløb, der skulle have handlet om jødernes flugt, og hvor et af de dilemmaer, eleverne skulle have taget stilling til, var, hvorvidt man skulle tage et barn med under flugten i fiskerbåden – eller lade det blive i Danmark. Historieløbet er desværre aflyst på grund af corona-restriktioner, men foredraget blev gennemført. 

I ét klasseværelse kunne man opleve Tove Udsholt live, mens foredraget blev livestreamet til de øvrige deltagende klasser. Igen var det coronarestriktioner, der var på spil – klasserne må ikke samles på tværs. 

Foredraget blev gentaget på henholdsvis Dragør Skole og Nordstrandskolen torsdag og fredag i sidste uge.

Flugt fra Sibirien

150 jødiske børn blev gemt i Danmark, mens forældrene flygtede til Sverige. Rygtet gik, at grædende børn ville blive smidt over bord – af frygt for at tyskerne skulle opdage båden. Det havde ikke noget på sig, men var jo en god grund for mange forældre til ikke at turde tage et lille barn med, fortalte Tove Udsholt, hvis mor var jøde, mens faderen ikke var. 

Børn af en jødisk mor er selv jøder – og hendes mor og hun var derfor alene på flugten, mens faderen skulle blive i København og passe på familiens lejlighed og i øvrigt tage sig af sit arbejde.

Men Tove Udsholts spændende familiehistorie begyndte meget længere tilbage i tiden. Hendes morforældre var begge født i Sibirien og flygtede uafhængigt af hinanden under de store pogromer i Rusland i slutningen af 1800-tallet til Stockholm, hvor parret mødte hinanden og tog videre til København. Her blev Tove Udsholts mor født i 1914 som et af 13 børn.

Morfaren var meget optaget af jødedommen – men også en noget despotisk ægtemand og far, fortalte Tove Udsholt, og det vakte ikke den store glæde, at Tove Udsholts mor giftede sig med en kristen mand. Ægteskabet blev af samme grund indgået på Københavns Rådhus.

Den 24. august 1940 blev Tove Udsholt født, og stor var forbavselsen hos mormoren, for mens begge forældre var mørkhårede, var den lille Tove helt lys. Og det blev hendes redning, konstaterede hun med et smil. For den lille lyse pige vakte ikke tyskerne interesse, da de gik i gang med at jage jøder. 

Mødet med Gilleleje

Danmark blev besat af tyske tropper den 9. april 1940, og samarbejdspolitikken blev hurtigt etableret – også ud fra et løfte om, at holdt danskerne sig i ro, så skete der ikke de danske jøder noget, berettede Tove Udsholt. Det var der dog en del jøder, der ikke troede på, og de tog via Sverige videre til USA, men Tove Udsholts familie blev i Danmark.

I 1943 brød samarbejdspolitikken imidlertid sammen, og de tyske myndigheder besluttede at indlede en deportation af de danske jøder den 1. og 2. oktober. Datoen var ikke tilfældigt valgt, fortalte Tove Udsholt. Det jødiske nytår følger nymånen, og i 1943 skulle det fejres netop disse dage i oktober, og tyskerne vidste derfor, at jøderne på dette tidspunkt gik i synagogen og fejrede nytåret hjemme – så der var god mulighed for at få fat i dem. Men planen blev røbet, og jøderne advaret, så de var flygtet, før tyskerne kom.

Også i Dragør blev jøder hjulpet, og et stort antal, herunder Tove Udsholt og hendes mor, flygtede til Gilleleje. Og her mødte Toves mor rygtet om, hvad der kunne ske med grædende børn, og valgte at overlade – den lyshårede og nu 3-årige Tove – til en fisker og hans kone. Moren havde dog betinget sig, at hun efter krigen ville kunne hente sin lille pige igen.

Tove Udsholt. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Tove Udsholt. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Alle passer på Tove

Fiskerparret kunne ikke selv få børn og var utroligt glade for den lille pige, der hurtigt faldt til. Og efterhånden kaldte dem for mor og far.

Tove Udsholt husker, at hun fik at vide, hun aldrig måtte tale med mænd i grønt tøj (tyske soldater) eller lange sorte frakker (Gestapo), og hendes plejefar havde været rundt i hele Gilleleje, der var en ganske lille by, og fortalt, at de havde en jødisk pige hos sig, og alle hjalp med at passe på hende.

Tove Udsholt husker befrielsen og glæden hos hendes gode veninde – men Tove Udsholt græd. For hun ville ikke væk fra sit vante liv.

Nogle uger efter kom en »fremmed« dame med chokolade og andre gode ting, der ikke fandtes i Danmark i krigsårene – og sagde »jeg er din mor«, husker Tove Udsholt. Men Tove Udsholt kendte ikke længere sin mor. Moren havde i mellemtiden besluttet, at hun ville skilles fra sin mand, og derefter kom hun for at hente Tove Udsholt. Der ikke var glad.

Til hele sin familie gentog Tove Udsholt, der på det tidspunkt var fem år gammel, at hun ville hjem til Gilleleje, og i de næste to år pendlede hun imellem København og Gilleleje. Men syv år gammel blev hun hentet til København for at begynde i skole.

En kæmpebeslutning

Ingen, der overværede foredraget, kan være i tvivl om, at Tove Udsholt er en dame med mening og styrke til at stå ved den. Det havde hun allerede som syvårig, kunne hun fortælle, for nok begyndte hun i skole, men hun tog også en kæmpebeslutning – nemlig ikke at sige en lyd, når hun var der. Sådan gik et par måneder, og skoleinspektøren meddelte så hendes mor, at de ikke kun have hende længere.

Og sådan kom Tove Udsholt tilbage til Gilleleje, og fiskerparret fik plejetilladelse. Og i de kommende år besøgte hun sin mor og fik besøg af sin far i Gilleleje.

Konfirmation

I Gilleleje var Tove Udsholt blevet gode venner med præstens ældste søn. På et tidspunkt skulle skolekammeraterne gå til præst – og Tove Udsholt – der opfattede præstefamilien som en slags familie for hende selv, blev noget fortørnet over, hun ikke skulle med. De fortalte hende så, at de skulle konfirmeres – et ord, hun aldrig havde hørt før. Konfirmation er en bekræftelse af dåben, og da jøder ikke er døbt, men navngivet, bliver de heller ikke konfirmeret.

På spørgsmålet om, hvad det var for noget, fik hun svaret, at det var fest, cykel og ur – og det, syntes hun da, lød tiltalende. Så Tove Udsholt ville også døbes – moren sagde nej – men igen viste hendes bestemthed sig, så hun plagede og plagede og fik til sidst ja.

På selve dagen var plejeforældrene med familie på plads i kirken – det samme var mange af kammeraterne – spændte på, hvordan en dåb foregik, når det drejede sig om et ung pige. Og som så mange gange før, tog Tove Udsholts liv en særlig drejning, for præsten bad hende godt nok om at læne sig over døbefonden, men i stedet for de traditionelle tre gange vand på hovedet tog han dåbsfadet op og hældte det ud over hende.

Den drivvåde pige gik derefter hjem og meddelte, at nu skulle hun jo konfirmeres og forventede fest, cykel og ur – og fik det.

Gensyn med faren

Tove Udsholt uddannede sig til laborant – giftede sig og fik tre drenge – og tog en ny uddannelse som som statsautoriseret fodterapeut. Hun havde i mange år ikke set sin far – det ønskede plejeforældrene ikke – og hun vidste ikke, at faren havde forsøgt kontakt med hende, så hun opsøgte heller ikke ham.

Men under sit arbejde på Hvidovre Hospital finder hun ham igen som patient. Uhelbredeligt syg af lungekræft, men hun fik plejeorlov, og de fik, med Tove Udsholts egne ord, de dejligste tre uger.

Tilbage til Gillleje

Et fantastisk og usædvanligt liv – fortalt som en biografi over hendes eget liv med reference til de historiske kendsgerninger.

Tove Udsholt er da også guide i Gilleleje for turister, der ønsker at sætte sig ind i den tid, hvor Gilleleje over seks uger hjalp mellem 1.600 og 1.800 jøder i sikkerhed i Sverige. For naturligvis bor Tove Udsholt og hendes mand i dag i Gilleleje. I mange år havde de sommerhus der, men hun havde altid sagt, at når hun holdt op med at arbejde, skulle de flytte til Gilleleje. Og når Tove Udsholt beslutter sig for noget, bliver det naturligvis gennemført. 

Hun afsluttede sit foredrag med at gøre opmærksom på, at man – med tanke på, hvor længe hun havde udsat at finde sin far – aldrig skal udsætte noget, der kan være vigtigt. Carpe diem – grib dagen – er hendes motto. Og »tag godt imod flygtninge – folk flygter ikke uden grund« er en anden lære, hun har draget af sit liv, og som hun videregav til skoleeleverne, før de knap så stille som hidtil gik ud i frikvarteret.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2020 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk