Politikerne giver med hjælp fra farvede kort deres mening til kende.
Politikerne giver med hjælp fra farvede kort deres mening til kende.

Demokratidag

9.-klasserne i debat med spidskandidater

Ingen af borgerne, der fredag eftermiddag var samlet i gymnastiksalen på Store Magleby Skole, var gamle nok til selv at stemme på de fremmødte kandidater. Alligevel bølgede debatten livligt gennem salen, hvor alle byens 9.-klasser var mødt op for at tale med politikerne. 

Der blev både diskuteret lokalpolitik, nationale sager og etiske dilemmaer – og emnerne var bredt funderet, de gik lige fra atomkraft og kystsikring til legalisering af hash og ønsket om en lokal natklub.

Debatten var en del af den store demokratidag, som hvert år finder sted for de ældste klasser. 

Politikerne i panelet 

Nicolaj Bertel Riber
(Socialdemokratiet) 

Karsten Brædder
(Nye Borgerlige) 

Michael Rachlin
(Radikale Venstre) 

Kenneth Gøtterup
(Konservative) 

Morten Dreyer
(Dansk Folkeparti) 

Peter Læssøe
(liste T) 

Helle Barth
(Venstre) 

Flemming Blønd
(Sydamagerlisten)

Anne Grønlund
(liste Anne Grønlund)

Demokratidagen i Dragør skydes i gang med med oplæg af formanden for Drag­ør Ungdomsskole, politikeren Peter Læssøe (T).
Demokratidagen i Dragør skydes i gang med med oplæg af formanden for Drag­ør Ungdomsskole, politikeren Peter Læssøe (T).

Demokratidagen, der i Dragør var arrangeret af Dragør Ungdomsskole i samarbejde med Ungdomsbyen, fik med fuld opbakning fra de lokale skoler.

»Det er fedt at se de unge menneskers engagement,« fortæller Martin Sleimann fra ungdomsskolen, der hvert år koordinerer dagen.

Det nært forestående kommunalvalg gjorde demokratidagen endnu mere interessant. Hele ni spidskandidater havde da også på trods af travlhed med valgkamp valgt at prioritere tiden med de unge. Og selvom de unge ikke kan være med til at stemme den 16. november, så fik de lov at give deres stemmer til kende denne dag.

Peter Læssøe, der er formand for Dragør Ungdomsskole, åbnede demokrati-dagen med et oplæg om, hvorfor det er vigtigt at blande sig i debatten og lade sin stemme blive hørt.

Gennem et væld af skilte med budskaber får politikerne indblik i, hvad det er, der rører sig i nutidens unge.
Gennem et væld af skilte med budskaber får politikerne indblik i, hvad det er, der rører sig i nutidens unge.
Nicolaj Bertel Riber fra Socialdemokratiet vinder valget og kåres med lånt borgmesterkæde som de unges borgmester i Dragør.
Nicolaj Bertel Riber fra Socialdemokratiet vinder valget og kåres med lånt borgmesterkæde som de unges borgmester i Dragør.
Vinderbudskabet, der refererer til, at Drag­ør primært bebos af ældre, og at de yngre bliver overset.
Vinderbudskabet, der refererer til, at Drag­ør primært bebos af ældre, og at de yngre bliver overset.

»Jeg synes, det er fantastisk, at vi kan skabe sådan en dag, hvor vi gamle politikere møder de unge. Det er vigtigt, at de unge lærer om kommunalt demokrati, og forhåbentlig sidder der nogle kommende politikere ude i salen,« siger Peter Læssøe.

De unges borgmester

Alle politikere i panelet kunne med udleverede røde, gule og grønne kort hurtigt give deres standpunkt til kende, når de blev bedt om at tage stilling til en række dilemmaer. Og de unge fik lov at stille spørgsmål til stort og småt, nært og fjernt.

Efter »debatten« skulle de unge stemme på deres favoritkandidat – den med flest stemmer ville blive udnævnt til de unges borgmester i Drag-ør og i dagens anledning få lov at låne borgmesterkæden.

Det var i år Nicolaj Bertel Riber fra Socialdemokratiet, der med 34,2% af stemmerne fik både titel, borgmesterkæde og æren af at være ungevalgt borgmester i byen.

»Det var en alletiders dag. Vi politikere fik rigtig gode spørgsmål fra eleverne om både ungdomsboliger, atomkraft, diger og hash, så vi var virkelig hele vejen rundt. De unge var både meget engagerede og reflekterende,« fortæller Nicolaj Bertel Riber.

Karsten Brædder fra Nye Borgerlige blev med 24,3% af stemmerne nummer to ved valget, og på den efterfølgende plads kom Michael Rachlin fra Radikale Venstre med 15,1% af stemmerne. I alt stemte 152 elever.

Dragør bliver det nye »Rynkeby«

Inden politikernes ankomst havde 9.-klasserne forberedt sig på, hvad de ville spørge om, og hvilke budskaber de ville sende politikerne videre med.

Eleverne havde lavet bannere med budskaber såsom »Mindre vold, mere sammenhold!«, »Dige eller økonomi« samt »Atomkraftværk gør verden stærk«. Og da politikerne skulle kåre dagens bedste banner, så blev det banneret, der lød »Dragør bliver det nye Rynkeby«. Det var et banner, der henviste til Dragørs demografi. Gruppen bag banneret forklarede, at Dragør primært er beboet af ældre, og at de unge bliver overset, når der tages beslutninger.

»Jeg synes, det er en humoristisk måde at fortælle politikerne; husk nu at vi også er her,« siger Nicolaj Bertel Riber om gruppens bedskab, som, han mener, bør forpligte til at være mere i dialog med de unge fremover.

Denne dag fik de unge i hvert fald en stemme, og det er Martin Sleimanns klare indtryk, at de unge blev hørt:

»Politikerne lyttede interesseret til de unges spørgsmål og var ikke bange for at give deres ærlige mening til kende. Både elever og politikere gik klogere derfra, så vi er meget tilfredse,« slutter Martin Sleimann.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk