De danske gæster foran museet i Monnickendam.
De danske gæster foran museet i Monnickendam.

Den hollandske forbindelse

Museumsleder Søren Mentz har besøgt Holland i selskab med ambassadør Rob Zaagman i forbindelse med jubilæums-fejring af den hollandske indvandring i 1521

Onsdag den 24. november besøgte museumsleder Søren Mentz de hollandske byer Monnickendam og Hoorn sammen med den nederlandske ambassadør til Danmark, Rob Zaagman.

Ambassaden havde arrangeret et tæt program med flere møder, som gjorde det muligt for Museum Amager at introducere historien om de hollandske bønder, som i begyndelsen af 1500-tallet immigrerede til Amager, hvor de etablerede et hollandsk samfund i Store Magleby.

I jubilæumsbogen »Amager – 500 års hollænderhistorie«, som Museum Amager udgav tidligere i år, bliver det af sprogforsker Joost Robbe slået fast, at de oprindelige hollandske bønder stammede fra Vestfriesland. Derfor gik sidste uges tur til Holland da også til netop dette område, hvor det første stop var rådhuset i byen Monnickendam.

Rob Zaagmann og Søren Mentz blev modtaget af borgmester Marian van der Weele. Hun fandt historien om den hollandske kolonisering af Amager interessant og udtrykte et håb om at kunne besøge Dragør og deltage i fejringen til maj næste år.

Efter samtalen i rådhussalen førte borgmesteren sine gæster gennem de smukke gader og fortalte om byens historie.

Næste stop i byen var på Museum de Speeltoren, hvor Theo Broersen og frivillige museumsværter viste rundt og gav en introduktion til områdets historiske udvikling.

Museet har et mindre særudstillingslokale, og parterne diskuterede muligheden for, at Museum Amager kunne lave en udstilling om Store Maglebys hollænderbønder.

Fra Monnickendam gik turen videre til byen Hoorn og det smukke Westfries Museum. Her blev Rob Zaagman og Søren Mentz modtaget af museumsdirektør Ad Geerdink, der fortalte om museets samling og om den store ombygning, som, man har besluttet, skal ske på stedet i nær fremtid.

Også museumsdirektøren fra Hoorn var meget interesseret i historien om Store Magleby og opfordrede til, at museerne etablerede et forskningsmæssigt samarbejde.

Besøget i Holland viser, at Amager har en kulturhistorisk fortælling, der har lokalt, nationalt og internationalt format, fortæller Søren Mentz, som tilføjer, at man fra Museum Amagers side håber, at der – sammen med den hollandske ambassade i Danmark og Dragør Kommune – vil være mulighed for benytte det kommende års jubilæumsfejring til at udbrede historien i såvel Danmark som i Holland.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk