Detektor-arkæologi på Amagermuseet

Så er den helt nyudviklede temauge på Amagermuseet gået i gang. Ugens tema er detektor-arkæologi – og her kan museumsgæsterne gå ud på museets markstykke og møde arkæologen Rikke Søgaard og høre om metaldetektor-arkæologiens spændende verden. 

Detektor-arkæologi har i de seneste år for alvor fået fat i danskerne og i den forbindelse har Rikke Søgaard af flere omgange, med stor succes, besøgt museet med sin metaldetektor. Og nu er hendes besøg blevet udbygget til en egentlig arkæologisk temauge, hvor hun forklarer museets sommergæster, hvordan man arbejder med en metaldetektor, og – ikke mindst –hvordan reglerne er, hvis man finder noget værdifuldt i jorden. Der er nemlig meget mere ved den seriøse detektorarkæologi, end bare at søge løs og stikke en spade i jorden. 

Rikke Søgaard er uddannet arkæolog. Hun kan reglerne til fingerspidserne og har god erfaring med at forklare dem til de nysgerrige museumsgæster. Gæsterne får sågar en instruktion i at benytte museets egne detektorer og kan selv gå på opdagelse og se om de kan finde noget spændende i jorden. Og der er ikke noget snyd involveret, så de ting, der bliver fundet, er ægte arkæologiske fund. 

Amagermuseet har åbent tirsdag til søndag kl. 12–16.

Først får gæsterne forklaret, hvordan metaldetektoren virker. Foto: Museum Amager.
Først får gæsterne forklaret, hvordan metaldetektoren virker. Foto: Museum Amager.
Bagefter er det tid til, at de selv prøver. Foto: Museum Amager.
Bagefter er det tid til, at de selv prøver. Foto: Museum Amager.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk