Der nydes god mad, herlig musik og masser af snak. Foto: TorbenStender.
Der nydes god mad, herlig musik og masser af snak. Foto: TorbenStender.

Dragør Borgerforening

Efter en periode med aflysninger som følge af coronakrisen kunne Borgerforeningen mandag den 3. august igen slå dørene op – og i den forbindelse afholde et af foreningens faste indslag, nemlig arrangementet Grillaften.

Hele 49 forventningsfulde og veloplagte medlemmer deltog, og selvfølgelig var der håndsprit og handsker i rigelige mængder – man holdt afstand og passede på hinanden. Trods alle de nye nødvendigheder og omgangsformer, så var det alligevel en aften i den gamle borgerforening, præcis som man kender den – hyggeligt selskab i godt humør! 

I år var det Joachim Rasmussen fra Sydstrandens Slagter, der tilberedte en hel gris på den store grill. Det var et imponerende syn. En så stor steg krævede, at der blev kræset om kødet i timevis, men resultatet var da også tilsvarende fantastisk. 

Det kunne godt mærkes, at mandagene i borgerforening var savnet af medlemmerne. Stemningen var lettet og hyggelig – og foreningsbaren melder om ganske godt salg, så der blev lagt en god slat i puljen af velgørende midler, som borgerforeningen hvert år uddeler. 

Uffe Thiel og Lars Harild fra Dragør-bandet De3Måske4, der til lejligheden var blevet til De3Måske2, spillede alle de sange, man troede, man havde glemt, men som man jo alligevel sagtens kan synge med på. 

Næste arrangement i Dragør Borgerforening er picnic på havnen den 17. august. Der er også her tale om et betalingsarrangement, som på grund af begrænset deltagerantal har krav om forudgående tilmelding. 

Slagtermester Joachim Rasmussen sørger for sprød steg til alle. Foto: TorbenStender.
Slagtermester Joachim Rasmussen sørger for sprød steg til alle. Foto: TorbenStender.
Uffe Thiel og Lars Harild sørger for den gode stemning. Foto: TorbenStender.
Uffe Thiel og Lars Harild sørger for den gode stemning. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk