Dragør Rådhus genåbnet

Mandag i denne uge genåbnede rådhuset efter en langvarig coronanedlukning. Men der er på grund af covid-19 fortsat restriktioner, der blandt andet betyder, at man for besøg på rådhuset skal bestille tid på forhånd

»Vi var begyndt at tro, de havde glemt os,« lød det fra kommunikationsafdelingen på Dragør Rådhus, da der endelig i sidste uge kom besked fra myndighederne om, at også rådhuse øst for Storebælt måtte åbne fra 15. juni.

I mandags genåbnede Dragør Rådhus. Arkivfoto: Thomas Mose.
I mandags genåbnede Dragør Rådhus. Arkivfoto: Thomas Mose.

I mandags kunne Borgercentret derfor igen slå dørene op for ekspeditioner, dog med restriktioner for at undgå smittespredning. Borgerne kan således ikke blot møde op i Borgercentret, men skal booke tid i forvejen. På den måde bliver der mindre ventetid for den enkelte borger, da der kun må komme én borger ind per ekspedition.

Ved tidsbestilling får borgeren tildelt 15 minutter til ekspeditionen, og forinden adgang skal sprittes hænder, ligesom man skal holde mindst en meters afstand. Skulle der opstå kø uden for rådhuset, opfordres borgerne til også der at vise hensyn og holde afstand til hinanden.

Kommunen gør i øvrigt opmærksom på, at der i denne første uge af åbningen allerede er fuldt booket. Tid bestilles på e-mail eller telefon. 

Det understreges fra kommunen, at har man symptomer på covid-19, er der ikke adgang til rådhuset – eller andre kommunale institutioner.

BB

Yderligere information på www.dragoer.dk 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk