U/6-, U/8-, U/10- og U/12-holdene i Drag­ør Rugby Klub. Foto: Hans Jacob Sørensen.
U/6-, U/8-, U/10- og U/12-holdene i Drag­ør Rugby Klub. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Dragør Rugby Klub

I Dragør Rugby er der stort fokus på det sociale element – og fundamentet er bygget på sportens fem kerneværdier, som er passion, sammenhold, respekt, disciplin og fairplay, hvad også står trykt på ærmet af klubtrøjerne

Af Birgit Buddegård

Nogle af de yngste skal have hjælp til at binde snørebåndene, men benene går som trommestikker ud over banen, der denne dejlige solskinseftermiddag midt i september er delt op med træning for henholdsvis de yngste fra fem til seks år (kaldet U/6) og for de syv- til otteårige (kaldet U/8).

Dragør Nyt møder Dragør Rugby Klubs formand, Jens Aage Skare Nielsen, der sammen med Jannik Elmegaard stiftede klubben tilbage i efteråret 2013. Den officielle start henføres dog til 2014, hvor klubben blev meldt ind i Dansk Rugby Union, hvor Jens Aage Skare Nielsen i øvrigt også er formand.

Foto: Hans Jacob Sørensen.
Foto: Hans Jacob Sørensen.

I starten trænede Jens Aage Skare Nielsen og Jannik Elmegaard rugby med deres egne drenge og disses venner i gymnastiksalen på Nordstrandskolen er par gange om ugen. Nyheden nåede hurtigt til Søvang, hvor Jens Holger Wöldike Jensen sammen med sine egne drenge hurtigt tilsluttede sig. Jens Holger Wöldike Jensen var en stor del af klubbens første fem år, men han holder p.t. en pause som aktiv i klubben og har i stedet for helliget sig hvervet som holdleder for det danske U/19-landshold, hvor hans ældste søn er en del af truppen. 

Jens Aage Skare Nielsen er i færd med at puste rugbybolde op, da vi mødes på banen – mens børnene roligt ankommer til træningen – de mindste fulgt af deres forældre, der står og sludrer, mens børnene spiller.

Rugbybolden med dens karakteristiske ovale facon – ofte i farver eller med grafiske mønstre – må man i spillet både sparke til og tage op i hånden.

Begejstrede spillere

Jens Aage Skare Nielsen fortæller, at de yngste hold næsten kan lave det, de plejer under coronapandemien, men der fokuseres primært på træning og mindre, lokale arrangementer. De store stævner kan desværre ikke gennemføres for tiden. Og der er store mængder af håndsprit, som børnene helt accepterer at anvende både mellem opvarmning og træning og som afslutning.

At børnene har glædet sig er der ingen tvivl om. Luften fyldes hurtigt med små sangstrofer og glædeshyl. Og de udviser stor nysgerrighed over for Dragør Nyts udsendte medarbejdere – og udtrykker stor begejstring over, at klubben vil få omtale i avisen.

»Man bliver bidt af det,« lyder det fra otteårige Holger, hvis storebror spillede og lokkede ham med allerede som fireårig. 

Gorm, der har spillet i halvandet år, kalder træningen for spændende og hyggelig – man lærer, hvordan man skal være over for hinanden, konstaterer han med alvorsfuldt udtryk i ansigtet.

Hans, der kan kalde Jens Aage Skare Nielsen for far, mener, at noget af det bedste ved rugby er, at man fokuserer så meget, at man ikke kan have andre tanker i hovedet. Man glemmer både skole og eventuelle problemer.

Sophia på 11 år har spillet i tre år. Hun fortæller, det var nogle fra hendes klasse, der fik hende med, og hun synes, det er sjovt. »Og der er bare sammenhold,« siger hun med et glad smil.

Der trænes på banerne ved Hollænderhallen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Der trænes på banerne ved Hollænderhallen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Foto: Hans Jacob Sørensen.
Foto: Hans Jacob Sørensen.

Drag­ør Rugby Klub værner om klubbens fem værdier: Passion, sammenhold, respekt, disciplin og fairplay. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Drag­ør Rugby Klub værner om klubbens fem værdier: Passion, sammenhold, respekt, disciplin og fairplay. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Fem værdier

Noget, der gør rugby specielt, er de værdier, der gælder for sporten, og som man også værner om i Dragør Rugby Klub.

De fem værdier er: Passion, sammenhold, respekt, disciplin og fairplay.

Og det er spillerne meget bevidste om, mærker man hurtigt. Det er ikke bare noget, der står på ærmet af klubtrøjerne, det er noget, de deler og går op i. Og i klubben gør man da også meget for at tale med børnene og sikre godt kammeratskab.

Klubben har et stort fokus på det sociale element og savner derfor et klubhus – eventuelt delt med andre små foreninger – hvor de kunne mødes efter træning.

Kan spilles af alle

Rugby er en sport, der kan spilles af alle. Børn, voksne, drenge og piger. På et rugbyhold er der brug for mange forskellige typer spillere – både den lille og hurtige og den store og stærke.

Drenge og piger spiller sammen, indtil de når U/14, hvorefter de spiller hver for sig.

I sommerhalvåret spiller de på banen ved Hollænderhallen ud mod Kirkevej – om vinteren indenfor i Hollænderhallen, eller for de ældre årgange udenfor på kunststofbanen.

U/6 og U/8 spiller uden kontakt, og tacklinger foregår ved at rive »velkrohaler« af, som de har hængende i et bælte. I to forskellige farver, så man kan se, om det er en holdkammerat eller en modstander.

Når en spiller har taget en velkrohale fra en modstander, der har bolden, skal denne aflevere bolden, og velkrohalen sættes på igen. Først fra U/10 spilles med rigtige tacklinger.

Jens Aage Skare Nielsen konstaterer, at næsten alle børnene kommer fra ikke-rugbyfamilier, da der jo ikke tidligere har været tradition for rugby i Dragør.

Klubben uddanner derfor ret tidligt de unge spillere til trænere – men også nogle forældre er begyndt at vise interesse – og alle er velkomne. Jannik Elmegaards yngste søn, Felix, og Jens Aage Skare Nielsens ældste søn, Hugo, (begge 16 år) har begge to været hjælpetrænere i klubben i snart tre år.

Denne eftermiddag træner Jens Aage Skare Nielsen U/6, og han sætter sig på hug for at være i øjenhøjde med de små – og meget – ivrige spillere, mens sønnerne Hans og Karl træner U/8 med god hjælp fra Asta Guldborg og Sophia Schmidt som hjælpetrænere.

Da klokken nærmer sig 17.30 kommer U/10 og U/12 på banen, og alle stiller glade op til et stort gruppefoto, før de yngste siger tak for i dag og tager hjem.

Yderligere info på hjemme-siden www.dragoer-rugby.dk

Jens Aage Skare Nielsen og U/6-holdet. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Jens Aage Skare Nielsen og U/6-holdet. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Jens Aage Skare Nielsen med sønnen Karl, der er hjælpetræner. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Jens Aage Skare Nielsen med sønnen Karl, der er hjælpetræner. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk