Dragør Svømmeklubs nye udspringstræner, Laura Venetia Valore, i aktion.
Dragør Svømmeklubs nye udspringstræner, Laura Venetia Valore, i aktion.
Nyt fra Dragør Svømmeklub:

Dragør Svømmeklub springer ud

I Dragør Svømmeklub nydes det, at de fleste coronarestriktioner er lagt på hylden – det – og de lysere tider – betyder nemlig, at klubben endelig kan sætte gang i længe planlagte tiltag. 

Under coronanedlukningen søgte svømmeskoleleder Tanya Ingwes en DGI-pulje øremærket udvikling inden for idræt for tweens – en gruppe unge, der kan være svære at fastholde i idrætten, og hvor der derfor er brug for spændende nye tiltag for at udfordre og holde børnene aktive ind i deres teenageår. 

Tanya Ingwes fik success med ansøgningen, og svømmeklubben har allerede haft de første besøg af en udspringskonsulent fra Dansk Svømmeunion. I første omgang er det AquaFun-holdene, som har fået glæde af undervisning fra eksperten i udspring. Men samtidig er også klubbens trænere blevet tilbudt instruktion i udspring, så de kan have det med i deres undervisning.

Trænerne Ole Damgaard og Celina Staffeldt Jørgensen har været på Aqua+ akademi-kursus i en weekend, et program udviklet i Dansk Svømmeunion. Det var en intens weekend, hvor de blev introduceret til basisviden om vandpolo, udspring og kunstsvømning og fik prøvet det hele af på egne kroppe – og begge trænere glæder sig til at give den tillærte viden videre til deres poder på AquaFun-holdene.

Deltagerne på AquaFun-holdene er 10–14 år gamle og kan allerede svømme. På holdet bruger de tid på vandsport såsom vandpolo, undervandsrugby, livredning samt forskellige lege med redskaber som inkluderende elementer i eksempelvis aquafitness, stafetter og kunstsvømning.

For tiden glæder deltagerne sig også over at lære at springe på den helt rigtige måde fra vipperne i Dragør Svømmehal. Svømmeklubben har nemlig haft besøg af den internationale udspringer Laura Venetia Valore. Hun er en af Danmarks bedste udspringere og har vundet flere danmarksmesterskaber. Sidste forår blev hun den første danske kvindelige udspringer til at deltage i EM siden 1991.

Laura Venetia Valore træner til daglig i Sverige, men Dragør Svømmeklub var så heldig, at hun havde tid og lyst til at komme forbi Dragør og undervise – og i uge 10 startede hun et helt nyt hold op for udspring i Dragør Svømmeklub.

I klubben glæder man sig nu over at opleve børnenes øgede interesse for udspring og over at se vipperne i svømmehallen blive flittigt brugt.

Tiltag for voksne

Dragør Svømmeklub har under coronaepidemien oplevet at miste mange voksne medlemmer. For at vende tilbage til normale tider har klubben siden januar måned tilbudt gratis træning for voksne om mandagen. Det sker på et svømmehold kl. 11.45, hvor man hos klubbens nye svømmetræner, Rasmus Birk Pedersen, kan komme og lære at svømme crawl eller at forbedre sin svømmeteknik.

Dragør Svømmeklub har også AquaFitness om mandagen. Kl. 12.30 giver de den gas med hele kroppen – og der er fart over feltet ... en af dem, som i januar måned var inde og prøve træningsformen, sagde bagefter: »Der fik jeg sprængt min forestilling om, at vandgymnastik kun er noget langsomt noget for gamle damer.«

Svømmeklubben har også startet et nyt hold med et innovative nye koncept kaldet AquaBoard Fitness. Det er en fitnesstræning, der udføres på SUP-boards, der spændes fast mellem bane-tovene – og med udførsel både stående, siddende og liggende er det samtidig også en træningsform, som ud over ømme muskler tilmed giver anledning til megen latter.

Se flere informationer på svømmeklubbens hjemmeside dragoer-svoemmeklub.dk

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk