Vi har modtaget – åbent brev til kommunalbestyrelsen:

En urimelig proces

En beretning fra 30 høringsberettige borgere

I forbindelse med et nybyggeri i Dragørs gammel by omfatter byggesagen et utal af dispensationer, omfattende argumentation for og imod dispensationerne samt en lang sagsfremstilling fra Plan & Teknik og behandlingen i By-, Erhvervs- og Planudvalget tirsdag den 5. oktober.

Den 5. maj bliver naboer til byggeriet informeret om, at de er høringsberettigede i forbindelse med et nybyggeri i den nordlige del af Dragørs gamle by. Naboerne havde 16 dage til at indgive høringssvar.

Projektet er et nybygget 211 m2 stort hus med 8,5 x 7,5 meter gavle i skel. 

Sagen omfatter 12 dispensationer fra den gammel bys lokalplan og to fra byggereglementet (BR18). Den 11 sider lange ansøgning er gennemarbejdet, og de mange dispensationer argumenteres med henvisning til paragraffer og tidligere byggesager i Dragør gammel by. 

Som borger er det voldsomt at skulle tage stilling til så omfattende materiale. Den umiddelbare følelse var magtesløshed og frustration over det omfangsrige materiale og svære emne. 

Vi forstod, at byggeriet ville få store konsekvenser for vores boliger og haver. Især den foreslåede placering, som kræver dispensation. Argumentationen lød alene: »Foreslået placering udarbejdet i samarbejde med planchef og byggesagsbehandler.«

Ingen af os naboer kunne gennemskue, om de foreliggende argumenter var relevante og holdbare, så vi følte os nødsaget til at alliere os med professionel hjælp fra en arkitekt og en jurist. 

Resultatet blev til to ret detaljerede høringssvar. 

Med de andre høringssvar, ansøgers svar på høringssvar og sagsfremstillingen er det materiale, politikerne præsenteres for nu ganske omfattende – det i et omfang, at der opstår fejl. I sagsfremstillingen er en dispensation af en kvist indstillet til både afvisning og godkendelse!

Den væsentligste anke fra naboer og Beboerforeningen for Dragør Gamle By er den dispensationskrævende placering. Placeringen bør ændres, så den ikke kræver dispensation. 

Sagsfremstillingen nævner kun dette som indvending mod en »uheldig placering«. Yderligere var det ikke præciseret, at det ene høringssvar repræsenterede 29 husstande. 

Er det rimeligt?

Er det rimeligt med så mange dispensationer, at man kan blive i tvivl om, hvorvidt Lokalplan 25 skal overholdes?

Er det rimeligt, at naboer skal forholde sig til utallige dispensationer på så kort tid?

Er det rimeligt, at sagsfremstillingen ikke medtager partsindlæg, der er bred enighed om?

Er det rimeligt, at politikerne skal tage stilling til så mange dispensationer?

Som høringsberettigede naboer føles det i hvert fald urimeligt.

Med venlig hilsen
Erling Ravn, Nørregade 12
Troels Erichsen, E. C. Hammersvej 19,
Ejerforeningen Lo & Lade

Vi har modtaget: Badehotellets udbygning

Morten Dreyer, der er formand for Dansk Folkeparti i Dragør, har skrevet et debatindlæg om badehotellets udbygning og langvarig...

Vi har modtaget: Urimelig behandling

Søren Troest Petersen beskriver i dette debatindlæg ansøgningen om tilladelse til et anneks, som han mener er urimelig. Jesper...

Opførelsen af en 30 meter lang bade- og kajakbro er i høring.

Vi har modtaget: Kajakbro – fristen for at klage nærmer sig

Kenneth Olsen har indsendt et læserbrev om opførelsen af en kajakbro på Sydstranden. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk