Noah Storm Otto. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Noah Storm Otto. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Endnu en hovedrolle til dragørdreng

Noah Storm Otto, der senest kunne opleves i rollen som Krumme, har hovedrollen i en ny halloweenfamilieserie, der får premiere i streamingtjeneste på mandag 

Af Birgit Buddegård

Noah Storm Otto er trods sin unge alder en erfaren skuespiller. Kun 11 år gammel – snart 12 konstaterer han dog med et smil – kan han se tilbage på flere markante roller. 

Dragør Nyt har mødt ham til en snak om den nyeste rolle i hjemmet i Søvang, og Noah Storm Otto fortæller roligt og ganske uimponeret om optagelserne til den nye familie-serie.

Noah Storm Otto er kendt som Krumme, for da 30-års-jubilæet for den første film om Krumme blev markeret med en ny film, var det med ham i titel- og hovedrollen.

Allerede som otteårig spillede han rollen som Theo i tv-serien »Ulven kommer«.

Den nye serie hedder »Felix og Åmanden« og er en halloween-fortælling, der udkommer som roman på Gyldendal torsdag den 29. september og som familie-serie hos YouSee, hvor den får premiere mandag den 3. oktober.

Noah Storm Otto har været til casting hos United Casting og blev valgt til rollen som -Felix, der på en klasseudflugt til Nationalmuseet sammen med sin klassekammerat, Siff, ender med at blive hvirvlet ind i et spind af mystik, usynlighedsbesværgelser og hypnotiserende fløjter.

Fra hygge til gys

Noah Storm Otto har prøvet kræfter med mange genre, fortæller han, der nu for første gang spiller med i en gyser.

»Ret fedt,« svarer han på spørgsmålet om, hvordan det føles – interesant at se, hvordan det fungerer og ikke uhyggeligt at spille, men nok lidt skræmmende for seerne, tilføjer han.

Serien er optaget over fire uger, og jo, han har prøvet at passe sin skole imens.

Der var en del optagelser om natten og tidlig morgen, og forældrene har stået for aflevering, som han udtrykker det, mens en fra produktionen har kørt ham hjem, fortæller han.

En serie optages ikke i den rækkefølge, den bliver vist, men det var okay, siger Noah Storm Otto. Han lærte replikkerne hjemmefra, og alle på optagelsen var rigtig søde, siger han.

Esben Dalgaard, der spillede hans far i krummefilmen, spiller også hans far i denne serie, så det var fint, siger Noah Storm Otto.

Fælles halloweenunivers

»Felix og Åmanden« er blevet til i et samarbejde mellem YouSee, Nationalmuseet og Gyldendal. Ønsket er på en gang at underholde og lære børn og unge noget om en del af den danske kulturarv – for selvom halloween er en højtid, vi i de seneste år har taget til os fra USA, har vi kendt til allehelgensaften i Danmark i flere hundrede år, lyder det fra Kim Poul Christensen, der er producer på serien.

»Felix og Åmanden« er den første familieserie, som YouSee producerer, og de kom hurtigt frem til, at det kunne være spændende at arbejde med at overføre konceptet fra tv-julekalendere til en ny højtid.

Kenneth Bøgh Andersen har skrevet både børnebogen »Felix og Åmanden« og manuskriptet til tv-serien af samme navn. Han er en af Gyldendals mest populære børne- og ungdomsforfattere og har skabt et univers baseret på de gamle danske sagnvæsner med Åmanden i front.

Nationalmuseet har bidraget med historisk rådgivning og lagt lokaler til optagelsen af serien, og Nationalmuseet vil også afholde halloween-aktiviteter under samme tema.

Direktør på Nationalmuseet, Rane Willerslev, ser frem til at bringe de gamle sagnvæsener til live.

»Halloween, som vi kender den i dag, er en forholdsvis ny tradition i Danmark. Men det er ikke så længe siden, at vi troede på sagnvæsner, som vi lænede os op ad for at begribe døden, mørket og alt det, vi var bange for. Mange af væsnerne hører vi ikke så meget om længere, og det er en skam, for det er en vigtig del af vores kulturarv. Derfor er halloween en oplagt lejlighed til at få helhesten, gravsoen, varulven og mange andre ud af gemmerne,« siger Nationalmuseets direktør .

Kender til de gamle skikke

For Noah Storm Otto er det ikke første gang, han har været til filmoptagelse på Nationalmuseet – her blev også noget af krummefilmen optaget. Han har også selv været udklædt til halloween, og de gamle danske skikke i forbindelse med allehelgen er heller ikke ukendte for ham – dem har han stiftet bekendtskab med på Amagermuseet.

Seriens to hovedpersoner, Felix og Sif, der spilles af Noah Storm Otto og Ida Bendix Skelbæk.
Seriens to hovedpersoner, Felix og Sif, der spilles af Noah Storm Otto og Ida Bendix Skelbæk.

»Felix og Åmanden«

Historien handler om den 12-årige Felix, der på udflugt til Nationalmuseet med sin klasse ender sammen med klassekammeraten Siff nede i museets kælder. Her finder de et hemmeligt rum fyldt med alskens ting fra de sagnvæsener, man i Danmark engang troede på. 

Da Felix støder ind i en reol, falder en lille fløjte ned i hans taske, uden han ser det. Først da Felix er kommet hjem, -opdager han fløjten og finder ud af, at han kan hypnotisere folk ved at spille på den – og vækker samtidig Åmanden fra 143 års dvale. 

Sammen må Felix og Siff prøve at stoppe ham, mens han med hastige skridt kommer nærmere og nærmere. Åmanden vil have sin fløjte tilbage, og så vil han hente 143 af byens borgere, én for hvert år, han ikke har spist et offer.

Om han vil være skuespiller som voksen, må tiden vise, siger han, der også kan lide at spille klaver og trommer, fortæller han.

Interessen for musik har han ikke fra fremmede. Han er søn af musiker og producer Peter Storm Otto og jazzsangerinde Sidsel Storm Otto. Og Noah Storm Otto fortæller, at hans lillesøster netop er optaget i DR’s Spirekor.

Han kan også lide at lave musik og får lov at prøve sig frem i et lydstudie bygget bag huset. Her lærer faren ham tips og tricks, siger han med et stort smil.

Noah Storm Otto ser nu frem til en helt normal skolegang i 6. klasse på Dragør Skole. Dog er der en kortfilm i kalenderne, men rollen i den er forholdsvis lille, siger han.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk