Færdselskontrol med kedeligt resultat

Det blev til mange sigtelser og klip i kørekortet, da politiet den sidste weekend i maj foretog fartkontrol i krydset Englandsvej/Møllegade

De to sidste dage i maj måned gennemførte politiet atter hastighedskontroller på Englandsvej/Møllegade i Store Magleby. 

I løbet af to timer blev det lørdag den 30. maj til 34 sager med klip i kørekortet og to sager med betinget frakendelse af kørekortet. Igen søndag den 31. maj var politiet på stedet, og denne dag blev det til 30 sager med klip i kørekortet og to sager med betinget frakendelse af kørekortet. 

Bymæssig bebyggelse

Foto: Hans Jacob Sørensen.
Foto: Hans Jacob Sørensen.

Vicepolitiinspektør Henning Algreen Pedersen oplyser, at politiet havde modtaget flere borgerhenvendelser fra beboere i området, der klagede over, at der blev kørt for stærkt.

Det var baggrunden for fartkontrollen, og vicepolitiinspektøren konstaterer, at antallet af sigtelser bekræfter borgernes henvendelse, og at politiet også fremover vil foretage hastighedsmålinger på stedet.

Man må køre 80 km/t. gennem tunellen og videre mod Store Magleby, men fra skiltet med ophør af 80 km/t. med byzoneskilt nedenunder, må der kun køres med 50 km/t. 

Vicepolitiinspektøren understreger, at hastigheden gælder fra tavlen, således at man, når man passerer tavlen med byzoneskiltet, ikke må køre mere end 50 km/t.

Politiet understreger også, at forinden en hastighedskontrol igangsættes, kontrolleres det, at skiltningen på stedet er korrekt.

På 150 meters afstand kan i overhalingsbanen, når man et kommet ud af tunnellen, for første gang skimte skiltet, der markerer ophævelse af de 80 km/t. samt overgang til byzone. Foto: HAS.
På 150 meters afstand kan i overhalingsbanen, når man et kommet ud af tunnellen, for første gang skimte skiltet, der markerer ophævelse af de 80 km/t. samt overgang til byzone. Foto: HAS.
På Kirkevej ved Haveforeningen Maglebylund er umiddelbart før busstoppestedet placeret et 60 km/t.-skilt – og cirka 50–60 meter derefter et skilt, der ophæver de 60 km/t. samt markerer byzone. Foto: HAS.
På Kirkevej ved Haveforeningen Maglebylund er umiddelbart før busstoppestedet placeret et 60 km/t.-skilt – og cirka 50–60 meter derefter et skilt, der ophæver de 60 km/t. samt markerer byzone. Foto: HAS.

Hensigtsmæssig skiltning

Drag-ør Nyt er fra flere sider blevet gjort opmærksom på, at skiltningen omkring hastigheder kan være uhensigtsmæssig både i forbindelse med afslutningen af Englandsvej samt i forbindelse med overgangen fra 60 km/t. til 50 km/t. på Kirkevej ved Haveforeningen Maglebylund.

Fra redaktionens side er man selv en del af trafikken de pågældende steder og er således bekendt med problematikken. Vi har nu været i marken og undersøgt sagen nøjere – og i den forbindelse både fotograferet og opmålt forholdene. Vi har blandt andet fokuseret på, hvornår man som bilist har mulighed for at orientere sig om ændringerne i hastighedsgrænserne – og hvilke forhold, der kan forstyrre informationen – herunder andre skilte, hastighedsskiltenes beskaffenhed og deres placering i miljøet,

Det har affødt en række spørgsmål, som vi har forelagt myndighederne, og som vi p.t. afventer svar på. 

Der skal ikke herske tvivl om, at reglerne i færdselsloven er klare for så vidt, at man som bilist har pligt til maksimalt at køre med den hastighed, skiltene angiver. Men vi ønsker at få klarlagt, om skiltningen kan gøres mere hensigtsmæssig – da formålet både må være, at bilisterne overholder fartgrænserne – samt at de samtidigt undgår bøder.

BB/HAS

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk