Mange vælger at deltage i musikgudstjeneste i Store Magleby Kirke. Fotos: TorbenStender.
Mange vælger at deltage i musikgudstjeneste i Store Magleby Kirke. Fotos: TorbenStender.

Festlig musikgudstjeneste og koncert 

Af Birgit Buddegård

»Oplev din kirke som aldrig før,« lød invitationen fra Store Magleby Kirke, der også deltog i fejringen af Store Maglebys 500-års-jubilæum. Først med en festlig musikgudstjeneste og derefter med en loungekoncert. 

Kirkerummet var smukt pyntet med blomster ved hver bænkerække, ligesom der var blomsterarrangementer i vinduesnicherne.

Kirken bød på et glas bobler eller en juicebrik samt kransekage og popcorn – og det blev modtaget med glæde af de mange kirkegængere. 

Sognepræst Gitte Turin skålede med de mange fremmødte, før hun indledte musik-gudstjenesten, der var bygget op om livets kommen og gåen, og Store Magleby Kirke har været samlingsted for mange generationer i både glæde og sorg.

Herefter var der tre poetiske nedslag fra folk med relation til Store Magleby. Det første var salmen »Tænk at livet koster livet«. Den er skrevet af Jørgen Gustava Brandt, der havde Store Magleby Kirke som sognekirke – og som ligger begravet på Store Magleby Kirkegård.

Næste nedslag var læsning fra Maria Gerhardts digtsamling »Amagermesteren«. Digteren er opvokset på den anden side af Møllevej, forklarede Gitte Turin.

Sidste nedslag var salmen »Under dine vingers skygge«, der er skrevet af H. A. Timm, der ved Store Magleby Kirke var sognepræst fra 1835 til 1866, og som også ligger begravet på kirkegården.

Som afslutning på gudstjenesten havde kirkens organist, Erik Kolind, en overraskelse i ærmet, da han på flyglet med endnu et lokalt nedslag spillede et medley af bysbarnet John Mogensens populære sange. Der blev smilet og klappet. John Mogensen blev i øvrigt bisat fra Store Magleby Kirke og hans urne er nedsat på kirkegården.

Loungekoncert

Efter en kort pause spillede Mads Mathias og band en dejlig loungekoncert.

Mads Mathias er saxofonist, sanger og sangskriver og beskrives som en af de store, danske croonere. Han modtog i 2016 Leo Mathisen prisen.

Og endnu en gang overraskede kirkens alsidige organist, da det viste sig, han var en del af bandet og leverede jazzede toner på flyglet.

Kirkens gæster bliver budt på et lille glas. Foto: TorbenStender.
Kirkens gæster bliver budt på et lille glas. Foto: TorbenStender.
Efter musik­gudstjenesten opfører Mads Mathias og band lounge­koncert. Foto: TorbenStender.
Efter musik­gudstjenesten opfører Mads Mathias og band lounge­koncert. Foto: TorbenStender.

Fotos: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk