Film i Dragør Bio

Thrilleren »Undtagelsen« vises torsdag den 9. og fredag den 10. juli kl. 20.00, søndag den 12. juli kl. 18.30 samt mandag den 13. og tirsdag den 14. juli kl. 20.00. Animationsfilmen »Kaptajn Sabeltand og den magiske diamant« vises søndag den 12. juli kl. 14.00. Lone Scherfigs drama »The Kindness of Strangers« vises onsdag den 15. og torsdag den 16. juli kl. 20.00.

»Undtagelsen«.
»Undtagelsen«.

Undtagelsen

Iben, Malene, Anne-Lise og Camilla er fire kvinder, der arbejder sammen i en hverdag præget af magtkampe, hvisken og alliancer. 

Da Iben og Malene begge modtager dødstrusler, mistænker de i første omgang en serbisk krigsforbryder, som de skriver artikler om. Men da en sag om mobning på kontoret eskalerer, begynder de langsomt at overveje, om ondskaben kunne komme fra dem selv. 

»Undtagelsen« er en nervepirrende thriller, der skildrer, hvordan raffineret voksenmobning kan udvikle sig til et uhyggeligt spil om liv og død. Det er en fortælling om manipulation som våben, om vildtvoksende paranoia og ondskabens mange ansigter.

Kaptajn Sabeltand og den magiske diamant

Drengen Pinky og hans bedste veninde, Veronica, tager på et fantastisk eventyr sammen med piraten Kaptajn Sabeltand. De skal finde en sagnomspundet magisk diamant, der kan opfylde ønsker. Men den onde troldmand Maga Khan, en vampyr med kraftige solskoldninger, en formskiftende dronning og en rasende abehær er også på jagt efter diamanten, så det bliver ikke en let mission.

Der er sørøvere, sjov og magi for hele familien ...

»The Kindness of Strangers«.
»The Kindness of Strangers«.

The Kindness of Strangers

I hjertet af New York City ligger en russisk restaurant, som danner rammen om den kritikerroste og prisvindende manuskriptforfatter og instruktør Lone Scherfigs moderne eventyr. 

Restauranten er et sted fyldt med romantik, mystik og humor – en korsvej for flere af karaktererne, der bevæger sig igennem hinandens liv for pludselig at opdage, at de hver især holder nøglen til hinandens frihed og håb. I en tid, hvor voksende usikkerhed og livets barske realiteter sætter sit præg, kan selv den mindste tilfældighed og bare en lille smule venlighed få den mest overraskende effekt. 

Den unge mor Clara flygter sammen med sine to sønner til New York for at slippe væk fra sin voldelige politiægtemand. Da hendes bil bliver beslaglagt, går livet på gaden for alvor op for Clara og hendes familie. 

Et andet sted i byen befinder den ensomme og nyligt løsladte Marc sig. Her forsøger han at få styr på sit liv som bestyrer af den russiske restaurant for den excentriske ejer, Timofey. 

Mens livet ser sortest ud, opdager Clara gennem tilfældige møder med andre, at hun ikke er alene. Alice – en genert sygeplejerske og amatørterapeut – og Jeff – en ung mand, der desperat kæmper for at finde et sted at høre til, kommer hende til undsætning og tilbyder hende og hendes børn et tilflugtssted på Timofeys restaurant.

Tilfældige sammentræf og øjeblikke af næstekærlighed kan få de mest overraskende ting til at ske. 

Mens karaktererne flettes ind og ud af hinandens liv, og Clara og Marc begynder at falde for hinanden, opdager de alle, lidt efter lidt, at deres håb og redning måske ligger i hinandens hænder.

»Kaptajn Sabeltand og den magiske diamant«.
»Kaptajn Sabeltand og den magiske diamant«.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk