Film i Dragør Bio

»Druk« vises onsdag den 30. september kl. 20, torsdag den 1. oktober kl. 10 (som Baby Bio) og senere samme dag kl. 20, fredag den 2. og lørdag den 3. oktober kl. 20 samt søndag den 4. oktober kl. 16.30. Familiefilmen »Lassie kommer hjem« vises søndag den 4. september kl. 14. Der er en gribende dokumentar på programmet, når »Til Sama« vises i perioden mandag den 5. til torsdag den 8. oktober kl. 20.

»Druk«.
»Druk«.

Druk

Fire gymnasielærere og venner beslutter sig for at teste en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt. Teorien lyder, at alkohol i blodet åbner sindet for omverdenen og får kreativiteten til at stige. 

Resultatet er opsigtsvækkende. Både undervisningen og resultaterne løfter sig, og vennerne begynder for alvor at mærke livet igen. I takt med at genstandene ryger indenbords, skrider eksperimentet fremad for nogle – og af sporet for andre. Det bliver tydeligt, at alkohol kan skabe store resultater, men også at den slags vovemod kan have konsekvenser. 

»Druk« er et morsomt, rørende, livsbekræftende og tankevækkende drama om venskab, frihed, kærlighed – og alkohol.

Lassie kommer hjem

Lassie, den mest berømte hund i filmhistorien, er tilbage i biografen. Den hjertevarme historie om det uadskillelige venskab imellem en dreng og hans hund er baseret på roman af Eric Knight.

Lassie og den 12-årige Frederik er uadskillelige. 

Da Frederiks far mister sit job, flytter familien til en mindre lejlighed, hvor det ikke er tilladt at have hund. Frederik er knust! De er nødt til at aflevere Lassie til Greve von Springer, som lover at passe godt på Lassie. Men en af grevens ansatte er ond imod Lassie, og hun flygter for at lede efter Frederik.  

Frederik kan heller ikke længere undvære Lassie, så da han hører, at Lassie er stukket af, sætter han sig for – sammen med grevens barnebarn, Pernille, at finde Lassie.

En eventyrlig rejse begynder for både Frederik og Lassie, der begge er på jagt efter deres bedste ven.

»Til Sama«.
»Til Sama«.

»Til Sama«

»Til Sama« er en rørende og intim dokumentar lavet af den 26-årige mor, Waad al--Kateab, der har filmet de sidste dage af kampen om Aleppo i Syrien. 

Filmen er dedikeret til hendes 1-årige datter, Sama, og er et vidnesbyrd om deres fælles liv – såfremt Waad og hendes mand, der er læge på det sidste hospital i Aleppo, ikke skulle overleve krigen.

Waads historie begynder i 2012, hvor hun er studerende på universitetet i Aleppo og en af de første til at tilslutte sig demonstrationer mod Bashar al-Assads brutale regime. Med sit kamera indfanger hun glæden og optimismen ved denne tid, og hendes venskab med en ung læge ved navn Hamza. 

Sammen med Hamza og en gruppe venner forsøger hun at gøre modstand og forlange frihed, selv da regimet griber til mere og mere brutale midler for at knuse deres oprør og på sigt starte en decideret krig i Aleppo.

Gruppen af venner bliver på tragisk vis mindre med tiden, og de, der er tilbage, må undslippe snigskytter, luftangreb og bomber, hvilket Waad alt sammen fanger med sit kamera. 

En dag, midt i al kaosset, frier Hamza til Waad. De bliver gift, flytter ind i deres første fælles hjem, og snart er Waad gravid; scener, som mange unge par kan genkende på tværs af landegrænser. Forskellen er dog, at deres hvedebrødsdage udspiller sig i en tiltagende apokalyptisk krig. 

Da russerne tilslutter sig regimets side i 2015, bliver volden mod oprørsgruppen endnu mere voldsom. Til trods for deres frygt beslutter Waad og Hamza sig for ikke at flygte fra byen, som så mange andre. I stedet for bliver de og fortsætter deres kamp for frihed. Waad indser, at kampen ikke længere kun er for parrets egen skyld, men også for deres datters.

Sama bliver født den 1. januar 2016 og er et lille glimt af håb i kaos. Samas første år er en ubegribeligt mørk tid for Aleppo, og idet regimet og dets allierede ikke skyr nogen midler i deres kamp mod oprøret, bliver Hamzas hospital bombet, og kvinder og børn massakreres. Alligevel finder Waad og Hamza små lommer af lykke i deres forældreskab, imens de oplever de første uger af deres datters liv. Hun giver dem styrke til at fortsætte.

Med tiden må de dog se sig nødsaget til at drage i eksil, og med tårer i øjnene siger de farvel til deres nedbrudte by – stedet, hvor deres drømme om frihed var født, men også stedet, hvor samme drømme blev slukket igen. I favnen har de deres datter, Sama – et symbol på den kærlighed og det håb, som ingen vold eller tyran kan ødelægge.

»Lassie kommer hjem«.
»Lassie kommer hjem«.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk