Film i Dragør Bio

»Paw Patrol: Filmen« er tilbage i Dragør Bio onsdag den 20. oktober kl. 15 samt torsdag den 21. oktober kl. 11.

Dramaet »Nowhere Special« vises onsdag den 20. oktober kl. 20.

Sci-fi-eventyret »Dune« vises torsdag den 21. til lørdag den 23. oktober kl. 20.

Det danske familiegys »Forsvundet til Halloween« vises fredag den 22. oktober kl. 15, lørdag den 23. oktober kl. 12 og søndag den 24. oktober kl. 14.

Bond-filmen »No Time To Die« vises søndag den 24. oktober kl. 18.30 og mandag den 25. oktober kl. 19.

Det historiske drama »Margrethe den første« kan ses tirsdag den 26. og igen onsdag den 27. oktober kl. 20.

Danmarkspremiere

Torsdag den 28. oktober, kl. 20, er der danmarkspremiere på det danske drama »Skyggen i mit øje«. Filmen er en del af Biograf-klub Danmark.

»Paw Patrol: Filmen«.
»Paw Patrol: Filmen«.

Paw Patrol: Filmen

Paw Patrol er klar til deres helt store opgave. Hvalpene Chase, Marshall, Skye, Rubble, Rocky og Zuma er altid klar til at rykke ud, når faren truer i det ellers ret fredelige nabolag, Adventure Bay.

I nabobyen, Adventure City, har de imidlertid valgt en ny borgmester, Mayor Humdinger, og denne har nogle besynderlige og ofte farlige idéer.

Den selvoptagne Humdinger er altid optaget af at tage sig godt ud i borgernes øjne, så han eksperimenterer med alt fra spektakulært (og farligt) fyrværkeri til en vejrrobot, der skal sikre evige solskinsdage i Adventure City. Men begge dele giver bagslag, og så må Paw Patrol alligevel komme til undsætning.

På missionen kommer Chase – for at kunne være den politihund, han er – til at se sin fortid i øjnene, og hele holdet bliver udfordret til deres yderste. Men de får også nye venner som eksempelvis gravhunden Liberty. Hun har længe været fan af redningshundene og får nu chancen for at være det selv.

Nowhere Special

Vinduespudseren John bruger sit liv på at tage hånd om sin 4-årige søn, Michael, sønnens mor forlod dem nemlig kort tid efter hans fødsel. 

Da John får at vide, at han kun har få måneder tilbage at leve i, begynder han at lede efter den perfekte familie, som kan overtage forældrerollen, og samtidig hermed prøver han at skærme Michael for situationens alvor. 

Men kan man bedømme en families evne til kærlighed efter et kort møde? 

Til at starte med er John overbevist om, at han ved, hvad der er en rigtig familie, men efterhånden begynder han at tvivle. Kender han overhovedet sin søn godt nok til at vide, hvad der er bedst for ham?

»Nowhere Special«.
»Nowhere Special«.
»Dune«.
»Dune«.

Dune

Paul Atreides er en begavet, ung mand født til at opnå noget ganske særligt. For at sikre sin families og sit folks fremtid må han drage af sted på en rejse til universets farligste planet.

Ondsindede kræfter kæmper om planetens mest dyrebare ressource – et middel, der kan åbne op for menneskehedens største potentiale.

Og kun de, der kan overvinde deres egen frygt, vil overleve ...

Forsvundet til Halloween

I »Forsvundet til Halloween« følger man søskendeparret Asger og Petra, der traditionen tro skal holde halloween sammen med deres nabo, Esther.

Dette år er alting meget anderledes, end det plejer at være. Asger og Petra har nemlig for nyligt mistet deres far, og det er nu første halloween uden ham. Da de samtidig er gledet fra hinanden og har mistet deres gamle venskab, er der lagt op til en anspændt aften i familiens skød. Men da Petra pludselig forsvinder sporløst, må Asger og Esther stå sammen om at finde den forsvundne lillesøster.

De tager ud i den skøre halloween-aften, og i deres søgen efter Petra støder de på drengen Svend, udklædte zombier, tricktyve og alverdens udfordringer, inden de ender foran det uhyggelige hus, hvor den onde heks bor.

Mon det lykkes dem at finde Petra, inden den øvrige familie opdager, at hun er væk?

»Forsvundet til Halloween«.
»Forsvundet til Halloween«.
»No Time To Die«.
»No Time To Die«.

No Time To Die

Agenten James Bond har forladt aktiv tjeneste og nyder det stille liv på Jamaica. Men freden slutter brat, da hans gamle ven Felix Leiter fra CIA dukker op og beder om hjælp.

Missionen handler om at redde en kidnappet forsker, men opgaven viser sig at være langt mere forræderisk, end ventet, da Bond kommer på sporet af en mystisk skurk bevæbnet med farlig, ny teknologi.

Margrethe den første

Danmark, Norge og Sverige har bekriget hinanden i århundreder, men nu har Margrethe I samlet landene i en fredsorienteret union.

Magtbalancen i Europa er i gang med at ændre sig, men ikke alle er glade. Nogen vil gøre alt for at sætte Europas stærkeste kvinde skatmat.

Da et chokerende rygte når slottets mure, er det om at handle rigtigt – blot én forkert handling vil kunne ødelægge alt.

»Margrethe den første« er den ufortalte historie om en visionær kvinde, der stod i magtens absolutte centrum.

»Margrethe den første«.
»Margrethe den første«.
»Skyggen i mit øje«.
»Skyggen i mit øje«.

Skyggen i mit øje

Ole Bornedals 2. verdenskrigsdrama »Skyggen i mit øje« er inspireret af den virkelige hændelse, der ramte Danmark i marts 1945 – den katastrofale bombning af Den Franske Skole.

Royal Air Forces angreb på Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København fik fatale konsekvenser, da et af bombeflyene styrtede ned ved Den Franske Skole, og de efterfølgende fly dermed troede, at skolen var målet.

Bag tragedien ligger en gribende fortælling om den skæbnesvangre begivenhed oplevet gennem børnene og nonnerne på Den Franske Skole, de unge, indespærrede frihedskæmpere i Shellhuset samt de britiske piloter.

Det er en menneskeligt nærværende fortælling, et vigtigt stykke danmarkshistorie og en barsk skildring af livet under krigen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk