Film i Dragør Bio

»Swan Song« vises onsdag den 17. november kl. 10 (BabyBio), igen samme aften kl. 20, torsdag den 18. og fredag den 19. november kl. 20 samt søndag den 21. november kl. 16.30.

»Boss Baby: Det bli’r i familien« vises søndag den 21. november kl. 14.

»Charlatan« vises mandag den 22. november kl. 20, tirsdag den 23. november kl. 14 (SeniorBio) og igen kl. 20 samt onsdag den 24. november kl. 20.

Danmarkspremiere

Torsdag den 25. november kl. 20 er der i Drag-ør Bio danmarkspremiere på »A-ha: The Movie«.

»Swan Song«.
»Swan Song«.

Swan Song

Den legendariske skuespiller Udo Kier, der blandt andet er kendt som Lillebror i Lars von Triers »Riget«, indtager hovedrollen som den pensionerede frisør Pat Pitsenbarger, der stikker af fra det lokale plejehjem for at opfylde en tidligere klients ønske om en sidste klipning. 

Snart begiver Pat sig ud i en odyssé for at konfrontere spøgelserne fra fortiden – og indsamle de skønhedsartikler, som han skal bruge til jobbet. 

»Swan Song« er en komisk og bittersød rejse om at genopdage sin gnist og se smuk ud, mens man gør det.

Boss Baby: Det bli’r i familien

Der var engang to brødre ... dengang, da fantasifulde Tim opdagede, at hans lillebror, Ted, i virkeligheden styrede verden fra det hemmelige Baby Corp. Men det er længe siden. 

Brødrene er blevet voksne og er gledet fra hinanden. Ted er en succesfuld – og meget rig – direktør for en investeringsfond, mens Tim er hjemmegående far med to dejlige børn. 

»Boss Baby: Det bli’r i familien«.
»Boss Baby: Det bli’r i familien«.

7-årige Tabitha er imidlertid vidunderligt opvakt og allerede indskrevet på eliteskolen Acorn Centeret. Nå ja, og så nærmest tilbeder hun sin succesrige onkel Ted.

Tim på sin side er bange for, at hun går glip af sin barndom. Netop da afslører lillesøster Tina, at hun har overtaget kontakten til Baby Corp, og hun indrullerer – med en babys overtrumfende jernvilje – både sin far og sin onkel Ted i en hemmelig mission for at afsløre den snedige plan, som Acorn Centers stifter, Dr. Armstrong, har lagt for at overtage verdensherredømmet. Til brødrenes store overraskelse inkluderer den hemmelig mission, at de skal gå i barndom igen. Bogstavelig talt.

»Charlatan«.
»Charlatan«.

Charlatan

»Charlatan« er baseret på den sande historie om Jan Mikolášek – den tjekkiske homøpat, som tidligt i 1900-tallet diagnosticerede og helbredte millioner af mennesker ved hjælp af en unik intuition og viden om urternes og planternes helende kraft. 

I takt med den voksende succes og øgede opmærksomhed begyndte både det nazistiske og kommunistiske regime at fatte interesse for den ukonventionelle læge.

»Charlatan« havde verdenspremiere under Berlins filmfestival 2020 og var nomineret til den prestigefyldte pris for bedste instruktion ved European Film Awards.

A-ha: The Movie

A-ha er Norges eneste internationale popband, og deres hit »Take On Me« er stadig en af de mest afspillede sange nogensinde. 

Filmen følger bandet over en periode på fire år og fortæller historien om, hvordan tre unge mænd fulgte deres umulige drøm om at blive norske popstjerner. Da »Take On Me« blev nummer et på toplisten i USA i 1985, blev deres drøm virkelighed ... eller gjorde den?

Næsten 35 år efter deres gennembrud skaber A-ha stadig magi på scenen med deres melankolske og tidløse musik. De tre medlemmer turnerer stadig rundt omkring i verden, men bliver kørt i hver deres bil og har hver deres garderobe. De mødes kun på scenen, hvor de gør det, som de elsker allermest.

Filmen giver et intimt indblik i de udfordrende kreative og personlige dynamikker i gruppen bestående af tre stærke individer, som er vokset op sammen, men i hver sin retning. Hvad gør succes ved et venskab? Hvorfor kan de ikke længere skrive ny musik sammen?

Filmen er en historie om musik, store ambitioner, brudte venskaber – og måske tilgivelse ...

»A-ha: The Movie«.
»A-ha: The Movie«.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk