Film i Dragør Bio

Den spanske komedie »Den perfekte chef« vises onsdag den 14. december kl. 20. Filmen er en del af Biografklub Danmark.

Der er fransk trekantsdrama, når filmen »Jeg elsker også dig« vises torsdag den 15. og fredag den 16. december kl. 20 samt søndag den 18. december kl. 16.30.

»Julemandens Datter 3 – Den magiske tidsmaskine« vises søndag den 18. december, kl. 14.

Road-filmen »Smukke sind« vises mandag den 19. til onsdag den 21. december kl. 20.

Danmarkspremiere

Det biografiske drama om Whitney Houstons liv »I Wanna Dance with Somebody« har premiere i Dragør Bio torsdag den 22. december kl. 20.

Den perfekte chef

Blanco er direktør for familieforetagendet Básculas Blanco, der producerer og forhandler vægte til industriel brug. 

Firmaet er med i opløbet om at modtage en pris for dygtig forretningsdrivelse og har gode chancer, så længe alle tangenter stemmer, når en komité i løbet af ugen kommer på visit. Det ligner en smal sag i begyndelsen, hvor Blanco højtideligt beretter om sine familiære følelser for medarbejderne: 

»De relationer vi skaber her, går langt ud over, hvad der står i kontrakterne.« 

Men knap har ordene forladt hans mund, før overfladen begynder at krakelere. En afskediget medarbejder begynder at protestere foran selskabets hovedindgang, Blancos højre hånd går i hundene over ægteskabelige problemer, og så er der firmaets nye marketingpraktikant, Liliana, som Blanco har svært ved at holde sig fra.

»Den perfekte chef«.
»Den perfekte chef«.

Familierelationsfortællingen klinger pludseligt noget hult – og spørgsmålet er nu, hvor langt vil Blanco gå for at genoprette den balance, hele hans renommé hviler på?

»Den perfekte chef« var Spaniens kandidat til Oscar-uddelingen 2022.

»Julemandens Datter 3 – Den magiske tidsmaskine«.
»Julemandens Datter 3 – Den magiske tidsmaskine«.

Julemandens Datter 3 – Den magiske tidsmaskine

På Julemandsskolen har rektor indkaldt til møde. 

Lucia, hendes forældre, Julius og Claudia, og alle de andre på skolen er spændte. Men spændingen afløses af et chok, da rektor aflyser julen. Han virker konfus, og det bliver hurtigt klart, at han er fanget i et juletraume fra hans unge dage som julemand. 

Lucia sætter sig for at opklare, hvad der skete. Med hjælp fra den yngre elev, Elias, og en magisk tidsmaskine, rejser hun tilbage i tiden i håbet om at redde julen. 

Hun lander i Viborg anno 1897, og i forsøget på at løse mysteriet havner hun i Ravnereden – et fristed og paradis for børn, der er trætte af deres forældre. Her regerer den sjove og rare Von Ravn, men måske er han ikke helt så rar, som han udgiver sig for at være.

Jeg elsker også dig

Kærlighed på en knivsæg er, hvad denne intense kærlighedshistorie handler om – den skrøbelige kærlighed. 

Den midaldrende Sara ser sit liv langsomt komme ud af kontrol, da hun pludselig falder for en anden og noget yngre mand, hendes forhenværende kæreste. 

Tingene kompliceres yderligere af, at denne mand er hendes nuværende livspartners bedste ven, Francois. Tilmed har hendes mand, Jean, også sine hemmeligheder at kæmpe med.

Filmen er instrueret af Claire Denis og skrevet i samarbejde med Christine Angot på baggrund af hendes roman »Un tournanent de la vie« fra 2018.

»Jeg elsker også dig«.
»Jeg elsker også dig«.
»Smukke sind«.
»Smukke sind«.

Smukke sind

40-årige Igor Parat arbejder som cykelbud og leverer økologiske grøntsager i området, hvor han bor. 

Da han er født med spastisk lammelse og har problemer med at tale, har han, på trods af en lynende intelligens, svært ved det sociale liv. I sin fritid lever Igor derfor et isoleret og tænksomt liv i selskab med filosoffer som Nietzsche, Sokrates og Spinoza.

En dag kommer Igor dog ud for et trafikuheld, hvor hans cykel rammes af en bil. Chaufføren er hans diametrale modsætning. Den 58-årige bedemand, Louis Caretti, er udadvendt og social, men er samtidig blevet en sur og bitter midaldrende mand efter at have drevet familiens begravelsesforretning i mange år.

På trods af de mange forskelle er mødet begyndelsen på et usædvanligt venskab.

I Louis’ rustvogn begiver de sig ud på et transformerende roadtrip, hvor de begge stiller spørgsmål til, hvordan de lever deres liv – og som følge heraf tager afgørende skridt mod at opleve ægte frihed, lykke og selvrespekt.

I Wanna Dance with Somebody

»I Wanna Dance with Somebody« er en kraftfuld og triumferende hyldest til den enestående Whitney Houston. 

Filmen er et ærligt portræt af den komplekse og mangefacetterede kvinde bag »The Voice«. 

I rejsefortællingen fra New Jersey-korpige til en af de bedst sælgende og mest prisbelønnede kunstnere gennem tiden tages publikum med på en inspirerende, gribende og følelsesladet tur gennem Houstons banebrydende liv og karriere med sensationelle optrædener og soundtracks af ikonets mest elskede hits. 

»I Wanna Dance with Somebody«.
»I Wanna Dance with Somebody«.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk