Lokale veteraner sammen med borgmester Eik Dahl Bidstrup og seniorsergent Søren Konradsen ved det nye mindesmærke.
Lokale veteraner sammen med borgmester Eik Dahl Bidstrup og seniorsergent Søren Konradsen ved det nye mindesmærke.

Flagdagen fejret

Dragør har fået et veteranmindesmærke

På flagdagen i lørdags indviede borgmester Eik Dahl Bidstrup og Claus Arboe-Rasmussen fra projektgruppen Et Forsvarligt Dragør et veteranmindesmærke foran rådhuset.

Mindesmærket med teksten »Rejst i 2020 på Flagdagen for Danmarks udsendte i ære og respekt for veteraner fra Dragør Kommune, der har været udsendt i internationale missioner. Tak for jeres indsats« skal være med til at ære og hædre Dragørs veteraner, der har været udsendt på missioner for Danmark siden 1948. Det kan være som udsendt for militæret, politiet, sundhedsvæsenet eller fra Udenrigsministeriet. Dragør Kommune har p.t. 92 veteraner, og flere af disse var sammen med pårørende heriblandt små børn mødt op.

Som en del af ceremonien blev der foretaget nedlæggelse af buketter ved mindepladen – først af borgmesteren og siden af seniorsergent Søren Konradsen på vegne af Danske Veteraner, Bent Kofoed-Hansen på vegne af Lokalprojektgruppe Dragør, og afslutningsvis af John Rasmussen for Amager Marineforening.

Den Internationale Flagdag blev indstiftet i 2009 af daværende forsvarsminister Søren Gade, og siden 1948 har der været 115.000 udsendelser fordelt på 80.000 personer.

I 2011 fik Lokalprojektgruppe Dragør overtalt Dragør Kommune med daværende, nu afdøde, borgmester Allan Holst til at følge trop, og Flagdagen markeres i dag i samtlige af landets 98 kommuner. Dog ikke i år, hvor mange kommuner havde valgt at aflyse på grund af corona, men altså ikke i Dragør. Det var således 10. gang, Dragør kunne markere og hædre de lokale veteraner. 

Claus Arboe-Rasmussen holder indvielsestale.
Claus Arboe-Rasmussen holder indvielsestale.
Det nye mindesmærke.
Det nye mindesmærke.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk