Nyt fra Dragør Badminton:

Flot trænerkåring

Lørdag den 12. september blev Anders Højbøge Mosegaard ved repræsentantskabet for DGI og Badminton Danmark kåret som årets træner i dansk badminton.

»Det er kæmpestort for Anders og for klubben,« udtaler klubbens formand, Morten Jensen.

I fire år fungerede Anders Højbøge Mosegaard som chef-ungdomstræner i Dragør Badminton. Og det var erfaringerne med hans træningsmetoder, der i starten af 2020 fik ungdomsspilleudvalget til at indstille ham på grund af den store indsats, som, de mente, han igennem årene havde gjort i badmintonklubben.

I indstillingen skrev Anne Almlund Osted fra ungdomsspilleudvalget blandt andet: 

»Hermed indstiller jeg Anders Højbøge Mosegaard til at blive årets træner, da han er en ekstremt dygtig og uhørt engageret træner, der fremmer motivation, spilleglæde og badmintonkompetencer hos ungdomsspillerne i Dragør Badmintonklub gennem sine egne badmintonfærdigheder, sine undervisningsmetoder, sit overblik og sin personlighed.«

Personligt udtrykte Anders Højbøge Mosegaard sin stolthed over prisen, men samtidig sendte han også en del af æren tilbage til klubben. 

»Jeg er superstolt over mig selv, men samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at jeg aldrig havde udviklet mig og var blevet så engageret en træner, hvis det ikke var for den klubkultur, som der er i Dragør Badminton,« udtaler prismodtageren om kåringen, inden han fortsætter: 

»Jeg tror på, at et stærkt fællesskab er fundamentet for glade og motiverede badmintonspillere. Mit ønske er, at alle – uanset niveau og alder – skal føle sig velkomne, og at alle skal have mulighed for at være en del af fællesskabet.«

Anders Højbøge Mosegaard er stoppet som ungdomstræner i Dragør Badminton, da han har færdiggjort sin uddannelse. Han er dog ikke stoppet i klubben, for her fortsætter han nemlig sit klubengagement i bestyrelsen og som assisterende træner for klubbens to seniorhold, der begge spiller i danmarksserien.

Anders Højbøge Mosegaard.
Anders Højbøge Mosegaard.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk