FN’s Verdensmåls-bibliotek

Som et af de ti første biblioteker i Danmark er Dragør Bibliotekerne blevet certificeret som FN’s Verdensmålsbibliotek. 

Som del af certificeringen har biblioteket det sidste deltaget i et pilot-projekt, som har hjulpet dem med at gøre verdensmålene til en naturlig del af bibliotekernes drift, formidling og ånd. 

Helt konkret betyder certificeringen for Dragør Bibliotekerne, at der nu skal være fokus på formidling af viden samt litteratur om bæredygtighed samt tilbud om hjælp med at få sat lokale aktiviteter, der vil bidrage til et grønnere og mere bæredygtigt samfund, i værk. 

Blandt personalet er der ud over glæden over bibliotekets samarbejde med Naturvogterne Dragør, med hvem de efter sommerferien vil invitere på sanketure og sammenkomst om lokal biodiversitet, også stolthed over udnævnelsen. 

»Vi er stolte af at kunne være frontløbere i den her udvikling, for vi ser biblioteket som en naturlig forlængelse af samfundets arbejde for en bedre, mere lige og dannet fremtid – og vi glæder os til at kunne hjælpe andre biblioteker med selv at tage de første skridt i retningen,« fortæller biblioteksleder Henriette Ritz Kylmann. 

Det er Danmarks Biblioteksforening, netværket DB2030 og bæredygtighedsorganisationen Chora 2030, der står bag udviklingen af certificeringsprogrammet, som skal være en fælles ramme for bibliotekernes verdensmålsarbejde.

Bibliotekets Verdensmåls-projektgruppe, der består af Christian Snæland, Birte Djørup og Niels Andersen, kan nu – godt hjulpet på vej af de redskaber og det fundament, de har med sig fra certificeringsprocessen, sætte gang i den bæredygtige udvikling. Men udviklingen kan ikke klares alene, og derfor har gruppen denne opfordring til borgerne: »Kom hjertens gerne forbi med forslag til, hvordan biblioteket kan blive mere bæredygtige – eller kom med idéer, som biblioteket kan hjælpe jer med.«

En officiel markering af certificeringen er ved at blive planlagt og forventes afholdt i begyndelsen af juni.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk