Fokus på biblioteksrådet

I efteråret var der valg til Biblioteksrådet. Dragør Nyt har talt med formand Camilla Corneliussen om rådets formål og arbejde

Af Birgit Buddegård

Camilla Corneliussen modtager os smilende på Dragør Bibliotek på Vestgrønningen – og det er tydeligt, hun kender både biblioteket og dets medarbejdere godt. Vi sætter os op i det hyggelige børnebibliotek, hvor der denne tidlige formiddag endnu ikke er besøg af små læseheste, til en snak om biblioteksrådets formål og virke.

Valg til biblioteksrådet følger valgperioden for kommunalvalget, og efter valget i efteråret har biblioteksrådet, der består af fem medlemmer samt to suppleanter, konstitueret sig med Camilla Corneliussen som formand – hvad hun også var før valget.

Formål med biblioteksrådet

Af biblioteksrådets vedtægter fremgår blandt andet, at rådet er et idéforum for bibliotekets ledelse i spørgsmål om drift og udvikling af biblioteket.

Rådets medlemmer arbejder aktivt for at udbrede kendskabet til bibliotekets virke og bistår med at skabe kontakt med samarbejdspartnere og lignende.

Samtidig er biblioteksrådet rådgivende over for bibliotekets ledelse og fungerer som dialogforum med henblik på at udvikle og forbedre bibliotekets service og udbrede kendskabet til bibliotekets virksomhed.

Biblioteksrådets er tillige høringspart for eksempel i forbindelse med budget samt kultur- og fritidspolitik.

Camilla Corneliussen fortæller, at da kommunen udarbejdede ny skolepolitik, gav biblioteksrådet også input her, og først i maj måned afholdes dialogmøde mellem Børne-, Fritids- og Kulturudvalget samt sportsklubberne om kulturlivet i Dragør.

Camilla Corneliussen i Dragør Biblioteks børneafdeling. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Camilla Corneliussen i Dragør Biblioteks børneafdeling. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Vælgermøder og verdensmål

Op til efterårets kommunalvalg var biblioteksrådet aktive i udformningen af samtalestationerne til »Danmarks største vælgermøde«, der fandt sted på Biblioteket i Hollænderhallen, og rådets medlemmer deltog også aktivt i afviklingen af arrangementet, der ikke var et sædvanligt vælgermøde med en paneldebat, men derimod en mulighed for gensidig samtale kandidaternes og borgere imellem.

Biblioteksrådet er også engageret i de verdensmål, der er vigtige i forhold til biblioteket om blandt andet læring og afhjælpning af ensomhed.

Camilla Corneliussen fortæller, at det er vigtigt, at børn føler sig set og synes, det er godt at være på biblioteket. Og ved at tilbyde forskellige arrangementer og foredrag med efterfølgende dialog kan man afhjælpe ensomhed blandt ældre.

Biblioteksrådets medlemmer er også at finde på biblioteket under Dragørs kulturnat for at booste kulturen – og Camilla Corneliussen fortæller, at der er overvejelser om at udvide kulturnatten, der finder sted fredag aften, til også at omfatte lørdag formiddag med sport og kultur. 

Ikke kun litterært

Camilla Corneliussen siger, at biblioteksrådet gerne vil udbrede kendskabet til alt det, biblioteket kan. 

Et arrangement på biblioteket behøver ikke ikke altid at tage udgangspunkt i det litterære – det kan være noget kulturelt i bredere forstand. Her er naturligvis læseklubber, men også strikkeklub og mulighed for plantebytning blandt meget andet. Her er mulighed for at møde andre med fælles interesser.

Camilla Corneliussen gør opmærksom på, at Biblioteket i Hollænderhallen er et godt opholdssted, hvis forældre venter på deres børn, der er til sport. Man er altid velkommen til at sætte sig, læse en avis eller et magasin – ligesom man kan tage sin bærbare med og arbejde.

Camilla Corneliussen fortæller også, at begge Dragørs biblioteker har mødelokaler, man kan låne – i Hollænderhallen hedder rummet »Tænketanken«, mens Vestgrønningen råder over »Nærværet« og »Døde poeters klub«.

Det benytter studerende sig ofte af – her er fred og ro til at koncentrere sig om opgaverne. Og så understreger formanden, at magasinet i Hollænderhallen er offentligt tilgængeligt, så man skal ikke holde sig tilbage, hvis man søger noget specielt.

På standeren udenfor Dragør Bibliotek orienteres om kommende arrangementer. Foto: Hans Jacob Sørensen.
På standeren udenfor Dragør Bibliotek orienteres om kommende arrangementer. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Idéer i kø

Ud over at hjælpe med det praktiske ved afholdelse af arrangementer, kommer biblioteksrådet også selv med idéer – og vil gerne høre fra borgerne, hvis der er noget, de ønsker sig.

Camilla Corneliussen fortæller, at rådet overvejer, hvordan de kan fange nye målgrupper. 

Hvordan »indfanger« man teenagedrenge og deres fædre, spørger Camilla Corneliussen for eksempel – biblioteksrådet vil gerne have en bredere aldersgruppering til at bruge biblioteket. Hun nævner blandt andet som idé, at Cykling uden alder måske kunne holde en pause ved biblioteket, så de ældre borgere fortsat kunne anvende biblioteket, som de måske har gjort tidligere – og der er også tanker om højtlæsning ikke kun for børn, men unge kunne også læse højt for de ældre. 

Biblioteksrådet gør sig også tanker om at afholde arrangementer, hvor man opnår en synergieffekt med andre kulturinstitutioner, for eksempel Dragør Musik- og Kulturskole. 

Biblioteks app

Biblioteket er både til inspiration, ro, fordybelse og møde med andre. Interessante foredrag og dialog, hvor man går beriget hjem.

Og biblioteket kan tilgås hjemmefra via en computer, men Camilla Corneliussen vil gerne slå et slag for bibliotekets app. Den downloades nemt til smartphonen, og med den får man nemt og hurtigt adgang til biblioteket. Og app’en er nu opdateret med en direkte adgang til bibliotekets spørgetjeneste. 

Vers til gækkebreve

Fra en snak om de digitale muligheder slutter vi med noget helt analogt – nogle vil sige gammeldags, men alle vil formentlig forbinde det med noget hyggeligt – nemlig gækkebreve.

Her får man virkelig bevis for mangfoldigheden i biblioteksrådets virke.

I forbindelse med påsken har biblioteket nemlig udskrevet en konkurence, hvor børn skal gætte, hvilke venner i bøgerne, der har sendt hvilket gækkebrev.

Biblioteksleder Henriette Ritz Kylmann spurgte biblioteksrådet, om de kunne digte gækkebreve, der skulle se ud til at være afsendt af kendte børnebogsfigurer. 

Om de kunne – det væltede ind med fine gækkevers, så nu er det op til børnene at gætte – og måske vinde et flot påskeæg.

Har man forslag og idéer, er man velkommen til at kontakte rådet på e-mailadressen: biblioteksraadet@dragoer.dk

Yderligere information på: www.drabib.dk 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk