Folkekirkens Nødhjælp fylder 100 år

Ved Store Magleby Kirkes Menighedsplejes mandagstræf den 7. marts vil 100-års-jubilæet for Folkekirkens Nødhjælp blive markeret med kaffe og lagkage. Ugen efter samles der ind landet over – blandt andet til Ukraine

Af Birgit Buddegård

Folkekirkens Nødhjælp har en lang historie, der går tilbage til tiden efter 1. verdenskrig, hvor der var stort behov for hjælp.

Dengang troede man, at initiativet skulle vare et par år, men efter 2. verdenskrig lå Europa igen i ruiner, og der var igen stort behov for nødhjælp. 

Det har der desværre været i alle årene, og det er også sørgeligt aktuelt med den russiske invasion i Ukraine. Her er Folkekirkens Nødhjælp selvfølgelig også til stede.

Folkekirkens Nødhjælp er i dag aktiv i 19 lande, hvor man – når den akutte katastrofe er afværget – fokuserer på udviklingsindsatser, hjælp til selvhjælp. 

Og det er netop denne indsats, som Grete Lisbjerg Jensen, der er formand for Store Magleby Menighedspleje, lægger stor vægt på.

»Vi fanger ikke fisken for dem, men viser, hvordan man fanger den,« siger hun med henvisning til det første kristne symbol – nemlig fisken, der også er en del af Folkekirkens Nødhjælps logo.

Folkekirkens Nødhjælp er af mange kendt for projektet Giv en ged. Det blev intet mindre end en bragende velgørenhedssucces, da konceptet blev lanceret i 2006 og gav danskerne mulighed for at donere en ged til en fattig familie i nød langt fra Danmarks grænser.

Gede-gavekortene lå under juletræet og på fødselsdagsbordene – ligesom de erstattede julekurven i flere virksomheder landet over.

Igen er det tanken om hjælp til selvhjælp, der er afgørende, og Folkekirkens Nødhjælp har en vigtig og progressiv stemme indenfor ikke alene katastrofehjælp, men også langsigtede udviklingsindsatser, for eksempel i forbindelse med klimaforandringer og kvinders rettigheder.

Grete Lisbjerg Jensen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Grete Lisbjerg Jensen. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Fødselsdagsfejring og indsamling

100-års-jubilæet markeres med en landsindsamling søndag den 13. marts i år, og Store Magleby Kirke og Dragør Kirke er blevet enige om, at kollekten ved gudstjenesten i begge kirker denne dag går til Folkekirkens Nødhjælp.

Grete Lisbjerg Jensen viser »indsamlingsbøssen«, der skal anvendes ved landsindsamlingen. Når indsamlingsbøsse står i citationstegn, er det fordi, den er designet til vor digitale tidsalder, hvor færre og færre har kontanter hjemme. Til gengæld kan man nemt, og endda på coronavenlig afstand, bidrage via MobilePay, fortæller hun.

Indsamlingsbøsserne er blevet digitale. Man kan både sende penge via MobilePay og sms. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Indsamlingsbøsserne er blevet digitale. Man kan både sende penge via MobilePay og sms. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Desværre er der stor mangel på indsamlere i Dragør, siger Grete Lisbjerg Jensen – igen er det coronapandemien, der spøger i kulissen. Med afstand og restriktioner blev hele indsamlingsområdet lagt ned.

Men hun håber nu, hvor restriktionerne er fortid, at mange vil melde sig. Er man interesseret, kan man se mere på siden blivindsamler.dk

Landsindsamlingen i år vil blandt andet gå til klimahjælp som træplantning, der modvirker jordskred og kan bremse voldsomme oversvømmelser, vandpumper og vandrensningsanlæg, som sikrer rent drikkevand samt køkkenhaver og nye afgrøder, der kan klare tørke og omskifteligt vejr.

I forbindelse med den aktuelle situation i Ukraine vil ndsamlingen også blive brugt på at yde hjælp i den akutte nødsituation, der på tragisk vis er opstået her i Europa.

Tusindvis af familier er på flugt fra krigen, og Folkekirkens Nødhjælp bidrager med mad, husly og medicin til civilbefolkningen inde i Ukraine.

Prinsesse Marie er protektor for Folkekirkens Nødhjælp. Hun vil være til stede ved en festgudstjeneste i Vor Frue Kirke den 6. marts, og i løbet af året vil 100-års-dagen blive markeret på forskellig vis.

I Dragør vil mærkedagen således blive markeret ved Menighedsplejens mandagstræf den 7. marts i graverboligen ved Store Magleby Kirke med kaffe og lagkage. Og det bliver festligt.

Her vil man også kunne deltage i en quiz om Folkekirkens Nødhjælp – og der vil være en præmie til den med flest rigtige svar. Hvad præmien består af, er indtil videre en hemmelighed.

Mandagstræf i graverboligen

På mandag, den første mandag i marts, fejres altså Folkekirkens Nødhjælps jubilæum – men hver den første mandag i måneden kan man derudover frem til sommer komme til mandagstræf i graverboligen mellem klokken 10 og 12.

Mandagstræf tilbyder socialt samvær, hvor der er mulighed for at tale sammen – der er intet oplæg – men man inspirerer hinanden og hygger sig. Medlemmer af Menighedsplejen er værter på skift, og der er altid kaffe og te på kanden.

Blandt Menighedsplejens primære formål er julehjælp og hjælp til afholdelse af konfirmation.

Da Asylcenter Kongelunden eksisterede, arbejdede Menighedsplejen også meget med hjælp til beboerne – blandt andet var anskaffelsen af fodboldstøvler en stor succes.

Store Magleby Menighedspleje afprøver forskellige nye fællesskaber som et tilbud til mennesker, der forsøger at bryde ensomhed eller bare har lyst til at møde andre.

Foruden mandagstræf vil der også 4. maj blive afholdt alsang i Store Magleby Kirke og i forbindelse med påsken kan man komme med på kirke-vandring i Store Magleby, fortæller Grete Lisbjerg Jensen.

Yderligere info: noedhjaelp.dk og storemaglebykirke.dk
Se også blivindsamler.dk

Folkekirkens Nødhjælps jubilæum bliver blandt andet fejret på mandag til mandagstræf i Graverboligen, Kirkevej 6. Foto: HAS.
Folkekirkens Nødhjælps jubilæum bliver blandt andet fejret på mandag til mandagstræf i Graverboligen, Kirkevej 6. Foto: HAS.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk