Drag­ør Tennis er genåbnet – men der er stadig mange restriktioner, der skal tages højde for ... Foto: TorbenStender.
Drag­ør Tennis er genåbnet – men der er stadig mange restriktioner, der skal tages højde for ... Foto: TorbenStender.
... så som afspritning. Foto: TorbenStender.
... så som afspritning. Foto: TorbenStender.

Foreningslivet under coronakrisen

Genåbningen har også givet nogle sportsforeninger mulighed for at sætte aktiviteter i gang – andre må fortsat holde helt lukket

Af Birgit Buddegård

Dragør Nyt har lavet et nedslag blandt de mange sportsforeninger, der har været lukket under coronakrisen, for at høre om den langsomme genåbning af samfundet har betydning for dem.

Formanden for Dragør Tennis, Joakim Thörring, fortæller, at de var klar med baner, da DGI mandag den 20. april gav grønt lys for udendørs idræt – dog uden tæt kropskontakt og inden for rammerne af sundhedsmyndighedernes og regeringens generelle krav og anbefalinger. »Primært betyder det, at man skal tænke sig om og holde afstand,« lyder det fra Joakim Thörring, der siger, at det vigtigste er, at man først kommer lige før, man har en bane, og går hjem, så snart man har spillet færdigt. Klubhuset og terrassen er fortsat lukkede, og dermed er det sociale liv, der er en stor del af det at komme i tennisklubben i dvale, siger Joakim Thörring.

Man må være op til fire på banerne, og træningsprogrammerne for både juniorer og seniorer er tilpasset retningslinjerne, ligesom der er håndsprit på samtlige baner, fortæller Joakim Thörring.

Også Dragør Roklub har fået mulighed for at lukke lidt op for aktiviteterne. Klubben havde standerhejsning søndag den 26. april – men man ror dog kun i de såkaldte toer med styrmand – altså tre personer i alt, fortæller Martin Brünnich Rasmussen, der er formand for Dragør Roklub. Scullersæsonen er også i gang for ungdomsroerne, og roklubben koordinerer holdene, så der ikke er for mange samlet. 

Martin Brünnich Rasmussen fortæller videre, at klubhuset er lukket, og i bådhallen må der kun være maksimalt tre personer ad gangen. Bådene bliver vasket og sprittet af efter hver tur på vandet. 

Dragør Golfklub

Også golfspillere har nu igen mulighed for at spille, og træningsbanen – den såkaldte driving range – er igen åben. Dog er hver anden plads fjernet, så der alene er plads til seks spillere ad gangen. Der er fortsat flag i hullerne, men det er ikke tilladt at røre flagstangen, så bolden skal samles op på en måde, så den ikke berøres. 

Bortset fra en mindre del af klubhuset er både det og restaurant lukket, og før man går ind i den åbne del af klubhuset, skal man sikre sig, der ikke er over fem personer til stede – og reglen om to meters afstand skal respekteres. Det er muligt at købe takeaway og en kop kaffe i restauranten, men det skal tages med udenfor til for eksempel parkeringspladsen. Det er ikke tilladt at slå sig ned i nærheden af restauranten, fremgår det af de meget tydelige retningslinjer, som golfklubben har lagt på sin hjemmeside.

Dragør Boldklub

Blandt de klubber, der fortsat skal holde lukket, er Drag-ør Boldklub. Formand for klubben Tina Vexø fortæller, at de håber på en snarlig blød opstart, så de kan begynde at træne igen – ikke spille – men træne med behørig afstand.

Boldklubben håber også at kunne holde afslutning for børn og unge i slutningen af juni, men som alle andre går de og venter på nye udmeldinger fra myndighederne, siger Tina Vexø, der også fortæller, at det traditionsrige pinsestævne er flyttet til september måned, hvor det forhåbentlig vil kunne afholdes. 

Svømmeklub igen uden svømmehal

Også svømmeklubben er lukket. »Det er helt ubeskriveligt,« siger formand Anne Marie Dahl. Svømmeklubben, der var uden svømmehal i flere år, er nu lukket ude af den ny svømmehal på grund af corona-krisen, mens medlemstallet er historisk højt. 

Svømmeklubben har nu over 1.000 medlemmer – heraf rigtig mange børn, der ikke har lært at svømme, mens Dragør var uden svømmehal. Anne Marie Dahl roser i øvrigt den ny svømmehal, som hun kalder fantastisk og med et rigtig godt indemiljø, der ikke findes lige i ret mange haller. Og hun glæder sig til at kunne komme tilbage i svømmehallen. 

Græsset er blevet grønt – men der mangler spillere. Foto: TorbenStender.
Græsset er blevet grønt – men der mangler spillere. Foto: TorbenStender.
Den mennesketomme svømmehal set gennem vinduet. Foto: TorbenStender.
Den mennesketomme svømmehal set gennem vinduet. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk