Forvaltningens procesforslag

Administrationen fremlægger et forslag til en proces, der skal afklare, om Dragør skal søge optagelse på UNESCO-liste

Torsdag den 10. december skal Økonomiudvalget i Drag-ør Kommune tage stilling til den fremtidige proces omkring ansøgning af optagelse på UNESCOs Verdens-kulturarvsliste, efter kommunalbestyrelsen på deres møde i november måned valgte at udsætte beslutningen om at ansøge.

På novembermødet besluttede et flertal i kommunalbestyrelsen at afsætte mere tid til at vurdere ansøgningen og få afklaret »mulige synergier og konsekvenser, så alle partier oplever sig trygge i beslutningen«. (Læs om beslutningen her – red.).

På samme møde gjorde politikerne det klart, at de havde brug for, at borgernes holdning blev synliggjort – og mange borgere har i læserindlæg i Dragør Nyt udtrykt en lignende holdning.

I en tid med coronapandemi er det ikke – og har det ikke været – muligt at afholde borgermøder, og det kræves derfor, at der tænkes ud af boksen og findes alternativer til borgerinvolveringen. 

Næsten færdig plan

Dragør Kommunes forvaltningen havde inden mødet den 19. november udarbejdet en næsten færdig forvaltningsplan, der redegjorde for fremtidig problematikker inden for bevaringsindsats, turisme, kystsikring og infrastruktur. 

Der findes også en række aktuelle processer i Dragør Kommune, der indirekte påvirker området, for eksempel revision af kommunalplan, ny turismestrategi, nye infrastrukturplaner samt kystsikringsprojektet.

Forvaltningen medgiver, at der kan laves en ny forvaltningsplan, hvor der indhentes yderligere oplysninger om områderne, således at man derigennem kan forsøge at tydeliggøre den ukendte fremtid, som en UNESCO-udnævnelse vil give.

Forvaltningen foreslår, at der i en revideret forvaltningsplan kan anføres alternative forslag med forskellige grader af ressourceforbrug inden for hvert af områderne.

Borgerproces

På kommunalbestyrelsesmødet den 19. november gjorde politikerne det klart, at de ønskede at kende mere til befolkningens holdning, og også dette bliver nævnt i forvaltningens nye procesforslag.

Det fremgår tydeligt i procesplanen, at forvaltningen ikke mener, at der kan laves en hurtig sms-afstemning eller laves en spørgeskema. Forvaltningen mener først, at borgeren skal kende forholdene omkring en UNESCO-udnævnelse, så deres holdning er reelt begrundet og modnet. Derfor foreslår forvaltningen at gøre brug af samme proces som ved kystbeskyttelsesprojektet, hvor en virksomhed med ekspertise i afdækning af holdninger har hjulpet med at klarlægge forskellige borgeres mening, så det ikke bare bliver dem, der blander sig i debatten, hvis holdning man hører.

Vælges samme virksomhed som ved kystbeskyttelsesprojektet, forventes de, efter en tid med dataindsamling og -analyse, at kunne have et resultat klar til kommunalbestyrelsesmødet den 28. april 2021.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk