APM 55. Foto: Thomas Mose.
APM 55. Foto: Thomas Mose.
APM 55 rummer flere fælles mødelokaler. Foto: Thomas Mose.
APM 55 rummer flere fælles mødelokaler. Foto: Thomas Mose.

Fra flyskole til moderne erhvervskompleks

Af Thomas Mose

Hvalsø Gruppen har færdiggjort deres ombygning af den gamle flyskole på A. P. Møllers Allé 55 – eller det vil sige næsten færdiggjort. Indretningen af den nye tilbygning står endnu ikke helt klar. »Vi satser på, at 1.-salen står færdig i maj,« lyder det fra Frederik Hvalsø, der er leder i Hvalsø Gruppen.

Tony Robinson, som står for udlejningen af lejemålene fortæller, at der allerede er fundet en lejer til 1.-salen – og der er flere, der er interesseret i at flytte ind i stueetagen.»Vi venter med at lave lokalerne helt færdige, indtil vi har fundet en lejer. På den måde kan vi skabe en indretning, som passer præcis til den virksomhed, der flytter ind,« fortsætter han.

Den nye bygning er på i alt 4.398 m2, fordelt på 2.318 m2 kontorer og 2.080 m2 lager. Bygningen har fået navnet APM 55.

Flyskolen, som den så ud i 2002. Billedet stammer fra Historisk Arkiv Drag­ør. Foto: Jens Mortensen.
Flyskolen, som den så ud i 2002. Billedet stammer fra Historisk Arkiv Drag­ør. Foto: Jens Mortensen.
En af de gamle simulatorer, som stod i bygningen. 2002. Billedet stammer fra Historisk Arkiv Drag­ør. Foto: Jens Mortensen.
En af de gamle simulatorer, som stod i bygningen. 2002. Billedet stammer fra Historisk Arkiv Drag­ør. Foto: Jens Mortensen.

Gammel flyskole

Selve hovedbygningen blev opført i starten af 1970’erne på vejen, der dengang hed Ringbakkevej (nu A. P. Møllers Allé) – oprindelig blandt andet som en administrationsbygning for Sterling Airways, fortælles det. Og den kom siden til at rumme datidens mest moderne flysimulatorer. 

»Da vi overtog bygningen, var det nærmest bare en betonskal med nogle få små kontorer,« fortæller Frederik Hvalsø, der viser de nyindrettede lokaler frem. Han forklarer, at bygningen er opført i meget massive betonelementer, da den skulle rumme de store, tunge, hydrauliske flysimulatorer. »Her var ikke engang en rigtig etageadskillelse, da vi købte bygningen,« forklarer han.

Mange piloter – både danske og udenlandske – har gennem tiden fået træning i simulatorerne, der var placeret i bygningen. 

Da flyskolen forlod bygningen omkring 2007, var der flere planer for anvendelsen af den. 

Ejendommen blev dengang opkøbt af en investor med henblik på at omdanne den til lager eller kontorer. Men inden planerne blev realiseret, ramte finanskrisen. Mulighederne og viljen til store investeringer forsvandt, og bygningen fik lov til at stå tom i flere år.

Ombygningen af ejendommen krævede en stor investering – ikke mindst fordi, den, som før omtalt, er opført i massive betonelementer.

»Hvalsø Gruppen var allerede omkring 2010 interesseret i et køb af bygningen,« fortæller Frederik Hvalsø, men netop på grund af finanskrisen og de store ombygningsomkostninger var det ikke muligt at få en rentabel økonomi i købet.

I en periode blev den tomme bygning brugt som »location« ved reklamefotos af for eksempel møbler. Og Frederik Hvalsø fortæller, at DR har brugt bygningen som studie, da de optog tv-serien Arvingerne.

To års ombygning

»Vi har været involveret i en stor del – omkring halvdelen – af bebyggelsen af erhvervsområdet her på A. P. Møllers Allé, og det var helt naturligt at fortsætte længere ud mod lufthavnen,« siger Frederik Hvalsø.

Med planerne om udvidelse af lufthavnen og de omkringlæggende erhvervsområder, blandt andet på Kystvej, kom der en påvirkning af priserne i Dragør – ikke mindst fordi de øvrige erhvervsgrunde på A. P. Møllers Allé var fuldt udbygget. Med bedringen i den generelle økonomi kom der et fornuftigt økonomisk grundlag for at bygge ejendommen om. 

Hvalsø Gruppen erhvervede bygningen i 2018, og man gik hurtigt i gang med at planlægge ombygningen. 

Den nybyggede fløj, som forventes færdigindrettet inden sommerferien. Foto: Thomas Mose.
Den nybyggede fløj, som forventes færdigindrettet inden sommerferien. Foto: Thomas Mose.

Ud over ombygning af selve hovedbygningen blev der bygget et nyt trappetårn og en 1.140 m2 stor tilbygning mod sydøst.

»Der er kommet stor efterspørgsel på erhvervslokaler i Dragør Kommune,« lyder det fra Frederik Hvalsø. Han fortæller, at det tidligere var lokale virksomheder og iværksættere, der slog sig ned i erhvervsområdet omkring A. P. Møllers Allé – men efter sporene fra finanskrisen forsvandt, har flere og flere virksomheder fra de øvrige hovedstadskommuner fået øjnene op for Dragør.

Hvalsø Gruppen arbejder samtidigt aktivt på at tiltrække flere virksomheder fra omegnskommunerne. 

»Vi vil gerne vise, at vi kan tilbyde faciliteter, der er lidt lækre – og endda til en attraktiv pris,« fortæller Tony Robinson. Han understreger yderligere fordele, såsom at området ligger tæt på motorvejen, og at der er fri parkering.

»I dag er det vel 40% af vores lejere, der kommer fra andre steder end Dragør,« lyder det fra Frederik Hvalsø, som fortsætter: »Vi har en superfin placering lige op af lufthavnen, som gør det attraktivt for virksomheder, der eksempelvis får leveringer med luftfragt.«

Den økonomiske krise i kølvandet på coronapandemien har ikke for alvor sat spor i Hvalsø Gruppen. »I den første nedlukning mistede vi nogle enkelte lejere, der var lufthavnsrelateret – men det var ikke voldsomt,« lyder det fra Frederik Hvalsø, som tilføjer, at man oplevede et fald i efterspørgslen, da mange var i tvivl om, hvad der skulle ske.

Han mener, at statens hjælpe-pakker har medvirket til at holde hånden under mange virksomheder. 

»Efter sommerferien begyndte hjulene at rulle igen – og det synes jeg sådan set stadig, de gør,« lyder dommen fra Frederik Hvalsø.

»Vi er positive, hvad fremtiden angår,« lyder det samstemmende fra Frederik Hvalsø og Tony Robinson, der fortæller, at der nu er god efterspørgsel på lokalerne. 

»Der er kun to store kontorer samt et lagerområde ledigt i den del af bygningen, der står klar,« tilføjer en tilfreds Tony Robinson, som håber på, at den nye tilbygning kan stå helt klar inden sommerferien.

Fællesområdet, der blandt andet tilbydes helt nystartede virksomheder. Foto: Thomas Mose.
Fællesområdet, der blandt andet tilbydes helt nystartede virksomheder. Foto: Thomas Mose.

Netværk

Idéen med bygningen er at skabe et »co-working-kontor« med et miks af små og større virksomheder. Tanken er at få en række forskellige brancher ind, så virksomhederne kan hjælpe og støtte hinanden, forklarer Tony Robinson.

Virksomhederne i området ved A. P. Møllers Allé har indbyrdes et godt forhold med et stærk netværk, lyder det fra Tony Robinson. »Min fornemmelse er, at der er mange af virksomhederne i området, der handler med hinanden,« tilføjer han.

»Det er og har været den stærke ting med området – såvel her som i vores øvrige ejendomme. Du kan finde alle brancher, og der er hjælp at hente – hvilket især kan være en fordel for iværksættere, små lokale eller enkeltmandsvirksomheder. For den type virksomheder er det en kæmpe fordel, at dine naboer ved alt det, du ikke ved,« supplerer Frederik Hvalsø.

Hvalsø Gruppen har besluttet, at det også skal været muligt for helt nystartede virksomheder at komme ind, selvom økonomien i første omgang måske ikke rækker til at kunne leje eget kontor. 

»Vi kan tilbyde en base i huset til en stærkt reduceret pris, hvor man kan komme og få adgang til printer, internet og alle de øvrige fællesfaciliteter, som for eksempel lounge, mødelokaler og kantine,« fortæller Tony Robinson.

Fremtidens kontor

Frederik Hvalsø ser ligeledes et nyt perspektiv i en af de faktorer, som en stor del af landets befolkning har stiftet bekendtskab med i 2020 – nemlig hjemmearbejdspladser. »Det med, at folk ligger og pendler frem og tilbage en time hver vej – det kan man godt forestille sig vil ændres,« siger han.

Han ser det som en oplagt mulighed, at en del mennesker i højere grad vil fortsætte med at arbejde hjemmefra, også efter coronakrisen er slut – samtidig med, at de alligevel har brug for at komme ud af huset i forbindelse med arbejdet. Her vil det være oplagt at have en base i lokalområdet.

»På sigt kan det godt blive en ting, at folk sidder i klynger rundt omkring med andre virksomheder i stedet for at sidde sammen med de »rigtige« kollegaer,« fortæller Frederik Hvalsø – det er bestemt en mulighed, at der i fremtiden tages mere hensyn til logistikken.

»Det er noget af det, vi leger med i de store kontorer, hvor vi ser på muligheden for at lave endnu større grad af co-working,« supplerer Tony Robinson.

Hvalsø Gruppen har arbejdet med at hæve serviceniveauet for, hvad de tilbyder i det nye kontorkompleks. APM 55 er indrettet med lagerplads, fælles mødefaciliteter, showrooms, kantine og kontorer i forskellige størrelser. 

I øjeblikket bliver konceptet finjusteret, så det nye kontorkompleks kan tilbyde andre services, end de øvrige kontorbygninger i området. Men det er endnu ikke alt, der er sat på plads. »Vi leger lidt med idéer og har mange forslag oppe at vende,« slutter Tony Robinson.

Hvordan det folder sig ud, vil den nærmeste fremtid vise.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk