Fra Nørrebro til Dragør
Leif Larsen, der i undertitlen på sin bog kalder sig nørrebrodreng, har boet i Dragør i mere end 60 år. Det var kærligheden til Inge, der førte ham herud – en kærlighed, der også hurtigt kom til at omfatte Dragør
Af Birgit Buddegård
Leif Larsen, der er født i 1937, tilbragte sin barndom på Nørrebro. Som knap 20-årig mødte han en indfødt Dragør-pige og fik med egne ord det privilegium at blive gift ind i en af de gamle familier i Dragør, hvor han blev introduceret til alle de nedarvede traditioner, som han lærte at sætte pris på.
Mødet med den unge pige, der blev hans hustru til hendes alt for tidlige død som 58-årig i 1997, er et væsentligt element i bogen – men erindringerne følger kronologien, og bogen begynder derfor med at beskrive opvæksten på Nørrebro. Og det giver et indblik i en tid, som nogle læsere vil nikke genkendende til, mens det for yngre generationer vil være historie – men en levende historie, idet forfatteren ikke har studeret sig til sin fortælling, men har været øjenvidne til de begivenheder, han beskriver.
Læseren bliver taget med tilbage til de kolde krigsvintre under anden verdenskrig og får indblik i datidens hverdag med små lejligheder med toilet på trappen, som man delte med naboen.
Partstelefoner, købmandsforretninger, ismejeri, fiskehandel, tobakshandel og skomager – her er rig anledning for bedsteforældre til en god snak med børnebørnene om den dagligdag, der dengang var hverdag. En hverdag, der nok var nøjsom og beskeden, men som også rummede varme, fest og leg.
Og særligt for Leif Larsens opvækst var også, at hans fars yngre bror – og altså Leif Larsen farbror – er kendt af hele landet som Buster Larsen. Gennem ham fik han indblik i teaterverdenen, og han fortæller, at Buster Larsen, der egentlig var navngivet Axel efter sin afdøde farfar, på sine ældre dage, hvor han spillede grisehandler Larsen i Matador, i den grad kom til at ligne farfaren. Noget man ved selvsyn kan konstatere på et af erindringsbogens fotos, hvor farfaren, der jo også var farfar til Leif Larsen, sidder i midten af den store familie med en ung Buster Larsen bagerst. Her forledes man som læser i første omgang til at tro, der er fejl i billedteksten, så stor er ligheden.
Besøg i Hollænderbyen
Leif Larsen mindes en skoleudflugt til Dragør, der gik ad den gamle Amagerlandevej, hvor de på cykler først ankom til Store Magleby.
Leif Larsen giver på dette sted i bogen en kortere beskrivelse af Hollænderbyen og indvandringen fra Holland, før han og skolekammeraterne i erindringen cykler videre til det idylliske Dragør med sin historie inden for skibsfart, lodseri og fiskeri. Netop denne udflugt til Dragør satte noget i gang hos ham, og han foretog selv efterfølgende flere cykelture til Dragør – uden at vide, hvor meget Dragør senere ville komme til at præge hans liv og tilværelse.
Erindringsbogen fortæller også om mødet med arbejdsmarkedet og tiden som værnepligtig før mødet med den søde Dragør-pige, Inge Ledertoug Larsen, fandt sted i august 1957.
Mødet fandt i øvrigt ikke sted i Dragør, men på en tur med Ungdommens Rejsebureau til den italienske riviera, hvor også det første billede af parret er taget.
Tilbage i Danmark kommer Buster Larsen – onkel Buster – til at spille en væsentlig rolle, da han ringer til nevøen for at spørge, om han er interesseret i to fribilletter til en koncert med tidens store idol, Tommy Steele. Mon ikke – Leif Larsen inviterede straks Inge til koncert.
Det endte med bryllup i Dragør Kirke, men forinden var Leif Larsen som Inges kæreste blevet godt modtaget af hendes familie og venner. Og Leif Larsen konstaterer, at deres varme velkomst også skal ses i det lys, at det ikke altid var let at blive lukket indenfor blandt dragørerne, men med familiens store accept gled Leif Larsen fint ind i det omkringliggende samfund, selv om han ikke var »en af vøre«, som det hed sig.
Dragørhistorie
Bogen kan også læses som et stykke dragørhistorie, for der trækkes tråde til andre kendte Dragør-personligheder såsom Ejnar Larsen, der sejlede med Elisabeth K 571, og hans søn, Bent, der er jævnaldrende med Leif Larsen, ligesom der er tråde til Dragør Bådeværft.
Før brylluppet havde Inge Ledertoug Larsen gjort det klart, at den fælles fremtid lå i Dragør, og parret flyttede ind i det dengang nyopførte Strandparken.
I slutningen af 1960’erne bygger parret, der nu havde to døtre, eget hus på det nyudstykkede Hvidtjørnen, og på den måde tegner bogen også et billede af boligudviklingen i Dragør og Store Magleby.
Og også kommunesammenlægningen mellem Drag-ør og Store Magleby omtales – ikke mindst fordi Inge Ledertoug Larsen som ansat på Store Magleby Rådhus deltog i arbejdet med sammenlægningen.
Leif Larsen var i 43 år ansat i Københavns Kommunes socialdirektorat, og han gør sig i bogen også tanker om den udvikling, der er sket på socialområdet i de år.
Mange dragørtraditioner og anekdoter er en del af historien, der naturligvis også berører de to døtre og deres familier samt hans egen status som både morfar og oldefar. Dertil omtales naturligvis også Birthe, som Leif Larsen møder og deler livet med efter hustruens død.
Erindringsbogen er skrevet i et let og flydende sprog og beskriver flere muntre episoder, ligesom den, som tidligere nævnt, kan læses som et tidsbillede både af Nørrebro og Store Magleby samt Dragør – hvoraf fortællingen om sidstnævnte jo er ført helt op til i dag.