Friluftsskolen er i fuld gang

I løbet af sidste uge havde friluftsvejleder Kay Weiss 5.-klasserne med ud at klatre og rappelle på Kongelundsfortet. 

Forløbene er en del af det faste samarbejde imellem kommunens skoler og Dragør Ungdomsskole. Det er ungdomsskolen, der varetager sikkerheden og undervisningen, som er sammensat ud fra Undervisningsministeriets fælles mål. 

Til klatring skulle eleverne for eksempel træne i at klatre, hænge, svinge og springe som et led i alsidig idrætsudøvelse.

Eleverne rappellede ti meter ned fra tårnet på toppen af Kongelundsfortet. Hver elev var blevet udstyret med reb og rebbremse, så de selv kunne bestemme farten. I den anden ende af rebet stod Kay Weiss for sikkerheden og muligheden for at kunne bremse, hvis eleverne fik sat for megen fart på.

»Det er der faktisk aldrig nogen, der gør,« fortæller Kay Weiss, som fortsætter: 

»Selvom jeg siger til dem, at jeg har dem, så beder jeg dem også om at gøre det rigtigt og passe på, og det har de stor respekt for. Jeg behøver aldrig at stoppe nogen.«

(Artiklen fortsætter efter billederne.)

En femteklasseselev firer sig ned fra tårnet på Kongelundsfortet.
En femteklasseselev firer sig ned fra tårnet på Kongelundsfortet.
Det er en stor sejr for eleverne at gennemføre rappelling.
Det er en stor sejr for eleverne at gennemføre rappelling.
Balancegang på »slackline«.
Balancegang på »slackline«.

På jorden stod klassekammeraterne og heppede.

»Det er en kæmpe overvindelse at sænke sig ned, så når de er i mål, står der stolte klassekammerater og tager imod dem,« lyder det fra Kay Weiss.

Inden eleverne fik lov til at klatre op i tårnet, skulle de gennemføre en træningsbane fra jorden. Her øvede de sig i at bevæge sig baglæns gennem forhindringerne og orientere sig bagud, inden turen i rebet gik baglæns ned fra tårnet.

Flere aktiviteter

De elever, der ikke var ved at rappelle eller tage imod, løste opgaver i kasematterne, hvor der skulle findes dyr og drypsten i mørket.

Der var også opsat en »slackline« – en bred line – som de unge kunne skiftes til at gå på, både sammen og hver for sig. Somme tider krævede det en håndsrækning fra en klassekammerat eller en balance-pind for at komme hele vejen over.

I pausen blev der tændt op i bålstedet, så eleverne kunne riste medbragte pølser over bål.

Lytte, føle og smage

I Kongelunden havde ungdomsskolens naturvejleder, Martin Sleimann, taget 2.-klasserne med ud til området ved skovsøen, hvor der skulle lyttes, føles og smages på skoven.

Udstyret med fiskenet og bestemmeduge skulle børnene opdelt i grupper gennemføre »Naturvejlederens 5’er-udfordring«.

Udfordringen for hver gruppe var at finde fem forskellige dyr fra vand, fem forskellige dyr fra land og blade fra fem forskellige træer. Derefter skulle de så selv med hjælpe fra bestemmedugene undersøge præcis hvilke dyr, de havde fanget.

CL

Jagt på smådyr.
Jagt på smådyr.
Indsamlede dyr og planter artsbestemmes med hjælp fra bestemmelsesduge.
Indsamlede dyr og planter artsbestemmes med hjælp fra bestemmelsesduge.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk