Genbrugsplads lukkes kortvarigt

I forbindelse med ombygningen af Dragør Genbrugsplads lukkes der onsdag og torsdag i denne uge for adgangen til pladsen

Som Dragør Nyt skrev for tre uger siden (læs historien her, red.), er Amager Ressourcecenter (ARC) i færd med at ud- og ombygge Dragør Genbrugsplads for derved at få mere tidssvarende faciliteter til såvel medarbejdere som til elektronik og miljøfarligt affald.

Ombygningen sker i flere faser, og i fase 1 er pladsen i den sydlige del blevet øget med 1.800 m2. 

I modsætning til hvad Dragør Nyt tidligere var blevet oplyst, lyder meldingen nu, at man alligevel finder det nødvendigt til at lukke genbrugspladsen i to dage for at kunne indlede fase 2 af ombygningen. 

De to lukkedage bliver onsdag den 10. og torsdag den 11. marts. Og ARC henviser brugerne til i stedet for at benytte Kirstinehøj Genbrugsplads, Kirstinehøj 25 C, 2770 Kastrup. 

Lukningen sker for at flytte de nuværende bygninger for at gøre plads til byggeriet af den nye bygning.

Den nye bygning vil blive opdelt i to hovedafsnit – et opvarmet og et uopvarmet.

Det opvarmede afsnit indrettes med personalefaciliteter såsom vagt- og frokoststue, omklædningsrum, toiletter og badefaciliteter samt værksted og teknikrum. Mens den uopvarmede del vil rumme en hal til deponi af miljøfarligt affald og elektronikaffald. 

Arbejde sker i forbindelse med, at ARC er ved at opgradere alle deres genbrugspladser.

Amager Ressourcecenter lukker Drag­ør Genbrugsplads onsdag og torsdag i denne uge.
Amager Ressourcecenter lukker Drag­ør Genbrugsplads onsdag og torsdag i denne uge.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk