Gratis influenzavaccination

Fra i morgen, torsdag den 1. oktober, kan alle, der er fyldt 65 år, eller som er i en risikogruppe, få gratis influenzavaccination

Efteråret er skudt i gang, og med det kommer influenzasæsonen. En omgang influenza kan betyde muskelsmerter, kulderystelser, træthed, hovedpine og feber, og det kan være særdeles ubehageligt for alle – men for nogle kan sygdommen blive alvorlig og i værste fald dødelig. 

Risikoen for et alvorligt forløb stiger, hvis man er fyldt 65 år eller tilhører en risikogruppe. Derfor kan det være en rigtig god idé at blive vaccineret, hvis man tilhører en af disse grupper – ikke mindst i år, hvor der samtidig er risiko for at blive smittet med covid-19.

Et beskyttende stik

En influenzavaccination beskytter mod sygdommen ved at introducere kroppens immunforsvar for død virus. Kroppen danner herefter antistoffer, der kan uskadeliggøre levende virus, hvis den kommer ind i kroppen. 

Antistofferne bliver i kroppen i op til et år, men de halveres allerede efter seks måneder. Blandt andet derfor er det vigtigt at blive vaccineret hvert år, forklarer apoteker Mikkel Jørgensen. 

Man kan få influenzavaccinationen hos sin læge – eller på Dragør Apotek, som ligeledes tilbyder at udføre vaccinationen.

»Man skal ikke bestille tid, men kan komme forbi i hele apotekets åbningstid. Apotekets medarbejdere er uddannede i at vaccinere,« lyder det fra apoteker Mikkel Jørgensen, der opfordrer alle i risikogrupperne til at blive vaccineret. 

Yderligere information på: apoteket.dk/influenzavaccination

Hvem kan blive vaccineret gratis?

Følgende risikogrupper kan i perioden 1. oktober 2020 til 15. januar 2021 gratis blive vaccineret mod influenza.

  • Personer, der er fyldt 65 år
  • Førtidspensionister
  • Gravide i 2. eller 3. trimester
  • Personer med kronisk lungesygdom
  • Personer med hjerte-kar-sygdom
  • Personer med diabetes 1 eller 2
  • Særlige risikogrupper – spørg på apoteket

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk