Præsident for Lions Dragør Henrik Kruuse flankeret af klubbens to prismodtagere, Jytte Hahn Ohrt og Kurt Christiansen.
Præsident for Lions Dragør Henrik Kruuse flankeret af klubbens to prismodtagere, Jytte Hahn Ohrt og Kurt Christiansen.

Hæder til Lions-medlemmer

Bestyrelsen i Lions Dragør tog sidste år beslutning om, at to af deres medlemmer fortjente at blive hædret med prisen »Melvin Jones Fellowship«. 

Hæderen skulle være sket ved klubbens julemedlemsmøde, hvor også ledsagerne deltager. Men så kom coronapandemien i vejen, og julemedlemsmødet måtte som så meget andet aflyses.

Til klubbens møde i januar måned lykkedes det så – hædren blev gennemført, dog uden overværelse af ledsagere.

Lions Dragørs præsident, Henrik Kruuse, holdt fine taler i forbindelse med overrækkelsen af de to priser.

Kurt Christiansen kunne fejre 25-års-medlemskab af Lions Dragør og fik i den forbindelse en jubilæumsnål. Han har blandt andet været redaktør af Lions Dragørs  medlemsblad igennem mange år og været et meget aktivt medlem af klubben. 

Jytte Hahn Ohrt, der er sekretær i klubben, står for klubbens madindsamling, fredsplakatkonkurrence samt projektet med bistader i Søvang og dertil også mange andre af Lions projekter.

Af hensyn til fraværet af ledsagere blev overrækkelsen optaget på film.

Melvin Jones Fellow

Prisen, de to Lions-medlemmer blev hædret med, er opkaldt efter Melvin Jones, der i 1917 stiftede Lions Club i Chicago. I forbindelse med et Melvin Jones Fellow-medlemskab indbetaler klubben et beløb til LCIF (Lions International Foundation), der støtter mange projekter over hele verden. Modtageren af prisen får en plakette med sit navn og en fin Lions-nål.

Både Lions-medlemmer og andre uden for Lions kan modtage prisen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk