Keramik af Charlotte Nielsen.
Keramik af Charlotte Nielsen.
Collage af Sten Elving.
Collage af Sten Elving.

Havnegalleriet

Fra fredag den 25. til onsdag den 30. juni udstiller Charlotte Nielsen og Sten Elving i Havnegalleriet, Strandlinien 17.

Charlotte Nielsens rakubrændte værker med deres ru stoflighed i røde, brune og sortgrå toner er skabt med inspiration fra blandt andet gamle forvitrede maskindele, fossiler og urgamle grundformer. Men hendes krukker og kar har efterhånden fået deres helt eget liv – helt løsrevet fra den oprindelige inspiration. 

Brændingsformen har stor indflydelse på udtrykket. Raku er en proces, hvor den rødglædende keramik løftes ud af ovnen og lægges i brandbart materiale i et hul i jorden, hvor det brat køles af. Ilden, der er essentiel i rakubrændingen, sætter spor, som gør, at hver eneste genstand får sit eget unikke særpræg.

Sten Elving kombinerer i sine collagemalerier forskellige male- og trykteknikker med blandt andet plakatrester, avisudklip og håndlavet papir.

De enkelte dele bearbejdes, kombineres og samles derefter i kompositioner, hvor de mange forskellige materialer bidrager til at skabe en stor stoflighed.

Nogle gange kan collagerne give tydelige associationer til naturen, grenenes mønstre, trærødder eller klippestrukturer. Andre gange er det bare helt abstrakte kompositioner i former og farver helt uden referencer til omverdenen.

Collagerne har ofte en mørk grundtone, domineret af sort, gråt og en rigt varieret palet af jordfarver, der ind imellem brydes af små lysglimt af lyse klare farver.

Havnegalleriet har i udstillingsperioden åbent alle dage fra kl. 12–17.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk