Hjem til Dragør

Den 1. september træder dispensationen fra kravet om forpligtende kommunalt samarbejde på udvalgte områder i kraft

Dispensationen fra kravet om forpligtende kommunalt samarbejde er givet af staten til Dragør og Tårnby Kommuner – og det betyder, at Drag-ør Kommune vil varetage flere opgaver over for egne borgere.

Dragør og Tårnby Kommuner har på områder et forpligtende kommunalt samarbejde, hvor Tårnby løser opgaver for Dragør. Det vil Tårnby også gøre i fremtiden – men på visse områder har staten godkendt de to kommuners ønske om, at Dragør Kommune selv varetager visse opgaver over for egne borgere.

Helhed og sammenhæng

»Vi vil fortsætte det gode og konstruktive samarbejde med Tårnby Kommune, som løser flere vigtige opgaver på vores vegne,« siger borgmester Helle Barth, der samtidig er meget tilfreds med, at Dragør Kommune nu er så langt i forberedelserne, at udvalgte opgaver kan hjemtages.

»Vores ambition er at sikre bedre rammer for at skabe helhed og sammenhæng for borgerne – både børn og voksne,« uddyber borgmesteren.

De udvalgte opgaver er inden for vedligeholdende træning og genoptræning, hjælpemidler, socialområdet for voksne og specialundervisning samt Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning – i daglig tale PPR.

»For eksempel med PPR er ønsket at styrke mulighederne for tværgående indsatser på dagtilbuds- og skoleområdet,« oplyser Helle Barth.

Hvad betyder det?

Tårnby Kommune sørger for at overdrage borgernes sager til Dragør onsdag den 1. september. Det vil sige, at borgerne herefter ikke længere skal kontakte Tårnby Kommune.

»I de tilfælde, at borgerne får en ny sagsbehandler, vil de få direkte besked, om hvem de fremover skal kontakte,« forklarer borgmesteren og pointerer: »Derudover ændres der ikke ved den igangværende indsats som følge af, at opgaverne hjemtages fra Tårnby til Dragør Kommune.«

For Dragør-borgere, som ikke tidligere har haft brug for hjælp af kommunen, eksempelvis i forhold til genoptræning, gælder, at de nu skal kontakte Dragør Kommune – eller hvis det handler om hjælpemidler ansøge herom via borger.dk

Nye medarbejdere

Med opgaverne følger også en gruppe medarbejdere fra Tårnby Kommune til Dragør.

»De får nu en ny arbejdsgiver, og vi glæder os rigtig meget til at byde dem alle velkommen! Det betyder omvendt også, at borgerne i langt de fleste tilfælde vil møde et kendt ansigt,« slutter borgmesteren.

Opgaver såvel som medarbejdere vil blive placeres i af følgende tre centre: Center for Sundhed, Pleje og Rehabilitering under centerchef Henrik Povl Eriksen, Center for Politik, Service og Social under centerchef Amalie Sommer-Madsen samt Center for Børn, Skole og Kultur under centerchef Rasmus Johnsen.

Fakta

  • Kravet om forpligtende kommunalt samarbejde blev i sin tid indført i forbindelse med kommunalreformen fra 2007 og begrundet med kommuners små størrelser målt på indbyggertal.
  • Indenrigsministeriet har sammen med de relevante fag-ministerier vurderet, at det er fagligt forsvarligt, at Dragør Kommune nu selv varetager udvalgte opgaver.
  • Inden for området for genoptræning gælder det vedligeholdende træning og genoptræning efter tab af færdigheder under servicelovens §86. Det vil sige vedligeholdende træning og genoptræning til borgere, som har oplevet et nyligt funktionstab uden forudgående hospitalsindlæggelse.
  • Inden for området for hjælpemidler gælder det opgaven under service-lovens §§ 112–114 og 116. Det vil sige både kropsbårne hjælpemidler som f.eks. støttestrømper, genbrugshjælpemidler, som f.eks. rollatorer – og støtte til en handi-capbil.
  • Inden for socialområdet for voksne gælder det særligt opgaver under servicelovens §§82, 85 og 97 – for eksempel støtte og rådgivning til personer, der har behov for det på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller andre særlige sociale problemer.
  • Inden for området for specialundervisning og PPR gælder det visitation af elever til specialundervisning uden for kommunen samt opgaven med at servicere familier, dagtilbud og skoler med Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk