I år svømmer silden forbi Dragør

En 22-årig Dragør-tradition bliver sat på pause i denne sommer. Sildens Dag, der skulle have været afviklet lørdag den 29. august på Dragør Havn, melder om aflysning. Normalt samler fejringen af den blanke fisk over 600 deltagere i og omkring teltet på havnen – og det er langt flere, end sundhedsmyndighederne tillader i disse coronatider. 

De sildeglade må således vente til lørdag den 28. august 2021, inden de igen kan mødes i det store telt til musik og smagning af sild tilberedt i alle mulige varianter.

Udskudt generalforsamling

Coronaen spændte også ben for forårets generalforsamling i Foreningen Sildens Dag. Den er nemlig flyttet til afvikling til efteråret, hvor man i samme anledning også vil afvikle den traditionsrige efterfest for de medhælpere, som støtter op om Sildens Dag i Dragør. Herunder kan det endvidere bemærkes, at foreningen er på jagt efter nye medlemmer. 

Hvis traditionen med en årlig sildedag i Dragør skal overleve, er det nødvendigt – i sildens ånd – med en saltvandsindsprøjtning af nye medlemmer, fortæller Nils Høj, der er formand for foreningen, nemlig ... og han tilføjer: »Og de må gerne være af yngre dato.« Formanden fremhæver også en af fordelene ved et medlemsskab, nemlig den årlige generalforsamling med tilhørende spisning – sild i mange varianter. Skulle man have lyst til at blive medlem af Sildens Dag i Dragør, kan man kontakte Nils Høj på tlf.nr.: 20 48 36 45.

Foreningen anvender sit overskud til årlige donationer til lokale aktiviteter.

Dragør og silden

I middelalderen var der kun nogle få huse i Dragør. Hvor den travle havn ligger i dag, var der blot en bar strand. Men i månederne fra juli til oktober forandrede det lille fiskerleje sig. Folk fra hele Europa – ofte op imod 25.000 personer – valfartede til det store sildeventyr. Til sammenligning boede der dengang kun cirka 4.000 i København.

På sin vandring kom silden forbi Dragør. Fiskene var så mange, at de var lige til at skovle om bord. Faktisk sagde man, at stimerne var så tætte, at satte man et sværd i vandet, ville de mange sild få det til at stå oprejst. Over 300.000 tønder med saltede sild blev handlet i de hektiske måneder – og kongen tog sig pænt betalt for retten til at fiske fra stranden i Dragør.

Nedlukningen af Danmark på grund af coronavirussen kommer også til at ramme årets Sildens Dag i Drag­ør. Arkivfoto: TorbenStender.
Nedlukningen af Danmark på grund af coronavirussen kommer også til at ramme årets Sildens Dag i Drag­ør. Arkivfoto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk