Indbrudstyve anholdt

Københavns Politi meddeler, at de i Dragør har anholdt to personer for indbrud.

»Vi har den seneste tid modtaget en del anmeldelser om indbrud i Dragør, og derfor har vi haft særligt fokus på området og på at få fanget indbrudstyvene,« lyder der fra politikommisær Jens Cappelén, der er tilknyttet indbrudsgruppen ved Københavns Politi.

De to mænd, på henholdsvis 20 og 43 år, blev anholdt umiddelbart efter at have begået indbrud – og det forlyder fra Købehavns Politi, at de blev standset med tyvkoster på sig. De er begge to på nuværende tidspunkt sigtet for tre indbrud.

»Indbrud i hjemmet er en ubehagelig oplevelse, som kan skabe utryghed for både beboere og naboer. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at vi har fundet frem til de formodentlige gerningsmænd. Den kommende efterforskning skal nu vise, om de to mænd har flere indbrud på samvittigheden,« lyder det supplerende fra Jens Cappelén.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk