Vi har modtaget:

Institutionsmedarbejdere takkes

For at sætte fokus på institutionsmedarbejderes indsats under -corona kalder aktivistgruppe til koordineret takkebølge

Kalder alle forældre i Dragør og Tårnby.

Personalet i daginstitutionerne er meget hårdt ramt i disse coronatider. Der er lige nu enorm høj smitte blandt personalet, og det giver store udfordringer for det resterende personale, som skal løbe endnu hurtigere, end de gør i forvejen.

Det pædagogiske personale i daginstitutionerne er så presset lige nu, at, vi synes, de trænger til noget ekstra anerkendelse.

Små ting betyder meget

Ved at pynte indgange til institutionerne med skilte med ord eller at give en kage, en buket blomster eller noget helt tredje ønsker vi at sætte fokus på medarbejdernes helt ekstraordinære indsats den seneste tid. Selv en lille taknemmelig kommentar ved aflevering eller afhentning kan gøre underværker for den enkelte medarbejder.

Hvis du eller din forældrebestyrelse ønsker at deltage så kontakt os, så koordinerer vi takkeaktionen.

Tak til dagplejerne

Lad os i samme ombæring også takke de fantastiske dagplejere, der ligeledes kæmper for at få hverdagene til at hænge sammen og eksempelvis tager et ekstra barn ind pga. sygdom m.v.

Så går dit barn i dagpleje – så husk en æske chokolade, en buket blomster, et gult hjerte med et stort »tak« på – eller hvordan du tænker, at du vil takke din fantastiske dagplejer.

Fredag inden vinterferien

Takkeaktionen løber af stablen fredag den 11. februar. Det er nemlig fredagen inden vinterferien – en perfekt dag til at takke det pressede personale, inden de fleste går på en velfortjent ferie. Men lige så meget til de af medarbejderne, som holder hjulene i gang i vinterferien.

Med venlig hilsen
Ida Lissau Jacobsen, Maria Dyrberg Dige og Martin Wittrup Enggaard
#Hvorerderenvoksen Dragør

Vi har modtaget: Vaccination af ældre i eget hjem

Vivian Adelfest har skrevet et debatindlæg om problemerne med at blive vaccineret i eget hjem. Læs mere

Vi har modtaget: Reelle normeringer i Drag­ørs institutioner

Martin Wittrup Enggaard, der er lokal tovholder i Forældrebevægelsen #Hvorerderenvoksen , har indsendt et debatindlæg om normeringer i Drag­ørs institutioner....

Vi har modtaget: Ny bevægelse i Dragør

Martin Wittrup Enggaard, tovholder for forældrebevægelsen #Hvorerderenvoksen, har indsendt et debatindlæg om normeringer i dagsinstitutioner. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2022 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk