Lokalhistorisk tema:
Kærestebreve med potentiale – del 2
Maleren Christian Mølsteds breve til sin forlovede Thea
Dragør Nyt vil i samarbejde med Museum Amager i løbet af sommeren fortælle historien om den første del af Christian Mølsteds karriere som maler gennem breve til hans forlovede, Ingine Dorothea Svendsen – kaldt Thea.
Artiklen er skrevet af Tina Høegh Nielsen, og den var en del af Museum Amagers forskningsantologi fra 2018.
Første del af beretningen kan læses i sidste uges Dragør Nyt og på www.dragoer-nyt.dk (Kærestebreve med potentiale – del 1)
De sidste to afsnit vil kunne læses i de næste ugers Dragør Nyt.
Mølsted på fregatten »Jylland«
I dag kendes Mølsted mest fra de afbildninger af søslag, som flere generationers skoleelever har set i historiebøgerne.
Han arbejdede med temaer over Tordenskjolds søslag, Niels Juel i slaget ved Køge Bugt, Willemoes’ kamp mod englænderne i 1801 og Slaget ved Helgoland 1864.
I hans notesbøger findes lange beretninger om de forskellige søslag. Søheltene var i høj grad Mølsteds helte.
Krigsskibenes indretning var han fortrolig med. Men mindre skibe – joller, fiskerbåde og andre typer – optræder i ligeså høj grad i hans værker.
Det blev dog ikke kun til nærstudier af skibene. Lyset, som det falder på himmel og hav, interesserede i høj grad også Mølsted, hvad enten det var i Dragør, Paris, København eller Lønstrup.
Mange af hans værker viser tidsrummene omkring solopgang og solnedgang. På dette punkt var der ligheder mellem Mølsted og hans samtidige kolleger i både ind- og udland.
Lige før Mølsted startede sin uddannelse på Kunstakademiet i København i 1880, fik han mulighed for at komme med flådens fregat »Jylland« på et tre-måneders sommertogt. Turen gik til England, Frankrig, Rusland og Madeira.
Måske var det på dette togt, at han fik øjnene op for orlogsskibene som motiv. Måske havde han arvet forkærligheden fra sin far, der tidlige var skibsbygger på flådens værft. I hvert fald er det et ofte set motiv fra hans hånd.
Togtet med »Jylland« lod sig gøre via det netværk, han skaffede sig i sine første år i København. Christian Mølsted fik logi hos sin onkel Vilhelm, som var cigarhandler i Østergade. Han hjalp til i butikken og mødte her en kundekreds, som bestod af borgerskabets herrer. Nogle af kunderne fra cigarforretningen blev også senere købere af Mølsteds værker.
Og her kom ligeledes søofficerer og embedsmænd fra blandt andet Marineministeriet. Kontakten til ministeriet førte til deltagelsen i fregatten »Jyllands« sommertogt.
Mølsted i København
Den ubetinget vigtigste af dem, Mølsted mødte i sin onkels butik, var kaptajn Næser. Næser og hans familie fik gennemgribende betydning for Mølsteds karriere. Der er ikke noget, som tyder på, at Næser har støttet andre kunstnere end Christian Mølsted.
Næser indrettede to kunstneratelierer i sin ejendom, hvoraf Mølsted fik rådighed over det ene, arkitekturmaleren Josef Theodor Hansen (1848–1912) over det andet.
Mølsted nævner Hansen i brevene, men intet indikerer, at kollegaen var knyttet til Næser-familien på samme nære måde som Mølsted.
Næser var gift med en datter af Berlingske Tidendes udgiver, Carl Berling. Berling-familien kom således også til at blive en del af Mølsteds kundekreds.
En episode, som fandt sted, da Mølsted i 1889 fik tildelt Den Neuhausenske Præmie, belyser på mange måder vigtigheden af malerens bekendtskab med Næser.
Mølsted skrev i et brev til Thea:
» [...] Det var tredie Paaskedag om Formiddagen at det blev afgjort, og om Eftermiddagen fik jeg det at vide af Professor Vermehren som jeg traf paa Gaden, og Du kan nok tænke at jeg blev glad! – Jeg var til Middag hos Næsers, og da vi havde spist saa fortalte jeg det til ham; – jeg kunde se hvor det glædede ham, – han sprang op af Stolen og sagde – »maa jeg gratulere kjære Mølsted, nu skal vi saamænd have Champagne paa det.« Og saa udbragte han en Skaal for mig og min Fremtid, og det var helt rørende. – Professor Ibsen – Kronprindsens Livlæge var med til Middag; han sagde at Kronprindsessen havde sagt »at mit Billede var det eneste hun syntes rigtig om paa hele Udstillingen« og Prinds Valdemar havde saa drillet hende med at sige at jeg jo ogsaa var hendes Yndlingsmaler – Det er maaske ikke umuligt at hun ogsaa kjøber det Billede [...] «
Citatet fortæller dels om det netværk, Næser var en del af, dels om Næsers rolle som en slags faderfigur for den unge kunstner.
Kaptajn Næser købte mange værker for at støtte Mølsted. Første bestilling var således allerede omkring 1885 på fire store søstykker til indfatning som panelstykker i familiens spisesal.
Men den personlige glæde, han udviser ved nyheden om præmien, tyder på en rolle, der går ud over en ren mæcenfunktion.
Mølsteds rolle i sin egen familie var sådan, at han måtte støtte sin far en del økonomisk. Han var en slags far for sin far. Derfor tyder brevene på, at Næser var en faderfigur for Mølsted.
» [...] I Dag fik jeg Brev fra Groseren [Grossereren, Næser] (som for Tiden er i Frankrig) og jeg blev helt rørt ved at læse det, men han er ogsaa en sjælden rar Mand ham har jeg uhyre meget at takke for! og jeg skal nok gjøre mit bedste for at han stadig kan have Glæde af mig. [...] «
I slutningen af året 1890 står Næser bag en bestilling på et stort maleri til ophængning i Børssalen. Næser skal dog først sikre sig velvilje fra Grosserersocietetets formand C. F. Tietgen (1829–1901), før den endelige ophængning kan foretages. Mølsted er klar over betydningen:
» [...] det vil være mig en stor Anbefaling en Reklame, som ingen anden Maler her i Landet har Mage til, det er jo et Sted hvor de største Finansmænd kommer hvær Dag, og saa vil det jo ogsaa blive omtalt her i Bladene. Jeg maa derfor være glad for om det lykkes for Næser [...] «
Mølsteds »Søstykker« kom op at hænge i Børssalen og hænger nu i Børsens bibliotek.
Sidst i 1800-tallet var det rigtig godt at være kronprinsessen af Danmarks yndlingsmaler. Hendes ene svoger var nemlig konge af Grækenland, en anden var den russiske kejser og den tredje prinsen af Wales. De to første købte, i følge Mølsteds breve, værker.
Den russiske kejsers sekretær var ved en lejlighed så snild at få det til at fremstå, som om han selv var køberen. Dermed opnåede han en lavere pris hos maleren, end billedet ellers var sat til. Mølsted fortæller selv om salget i et brev fra 1887.
» ... jeg var selv ude med det paa Fredensborg, og stillede det op i Kuppelsalen ... [...] efter en Times Forløb fik jeg at vide at Keiseren havde kjøbt Billedet ... «
Han havde ellers håbet på selv at komme til at møde kejseren, men det lykkedes ikke ved denne lejlighed. De følgende år forekommer flere bemærkningerne i brevene om bestillinger fra, og salg til, kejseren.
Kronprinsessen var nok glad for Mølsteds arbejder, men hendes hofchef så sig ikke for god til at prutte på hendes vegne om prisen på et stort billede. Den landede dog på 1.500 kr., som maleren selv så som »temmelig god Betaling.«
Den engelske tronfølger, prinsen af Wales, nåede han heller ikke at møde, selv om det var tæt på. I forvejen var den engelske »minister«, ambassadøren, bestiller af både københavnermotiver og portrætter hos Mølsted. Der kom bud om at den engelske ministers frue skulle have prinsen af Wales til frokost og gerne ville vise Mølsteds billeder frem for gæsten:
» [...] Jeg fik Brevet Kl. 11 og Frokosten skulde være Kl. 11½ – jeg leiede straks en Vogn og tullede afsted, men kom akurat tids nok til at komme for sent. – Ministerfruen beklagede meget at jeg ikke kunne komme før, men Prindsen kom jo igjen en anden Dag, og hvis jeg vilde overlade hende Nøglen til Atelieret, saa vilde hun selv vise ham alt hvad jeg havde. [...] «
I april 1890 bestilte ambassadøren et værk til sit engelske hjem. Skitserne var han tilfreds med og motivet »Havnen ved Børskanalen. Solnedgang.« blev fastlagt. Men størrelsen af billedet blev ikke som først aftalt.
Mølsted forventede et stort lærred med tilsvarende høj pris for det. Men bestilleren vil bare have et lille billede, »...i England bruges kun ganske smaa Værelser, og det maa de tage Hensyn til da de maaske ikke bliver i Danmark saalænge ...«
Et par måneder senere var der dog stadig uvished om både størrelse og motiv.
Mølsted i selskabslivet
Kontakten med Næser og hans købedygtige netværk var først og fremmest Mølsteds adgang til en kundekreds, som han ikke ville kunne finde i søfarts- og fiskerbyen Dragør. Men den var også adgangen til at få foden indenfor i det sociale liv i det københavnske borgerskab og komme med ind på »de bonede gulve«.
For fiskersønnen var det i starten uvant. I foråret 1890 blev Mølsted inviteret til et stort selskab afholdt af frøkenerne Bornemann.
Tre dage før ankom indbydelsen til aftenselskab med bal, og Mølsted rapporterede til Thea:
» [...] – Jeg kan ikke sige at jeg har saa overdreven meget Lyst til det – da det rimeligvis bliver meget flot og især fornemt; og saa skal man jo nok møde i Kjole og hvidt Slips o.s.v. en Dragt jeg ikke kan fordrage; de fleste, som kommer der, ere af Aristokratiet, – Folk som jeg ikke er vant til at bevæge mig imellem. – Men nu har jeg alligevel besluttet mig til at gaa med – [...] «
Det viste sig, at selskabet var lidt af en skuffelse. Der blev hverken danset eller spillet.
» [...] Da Hansen og jeg kom Kl. 9 ½ var den store Sal propfuld af ellegante Herrer og Damer og efterhaanden alle Værelserne overfyldte – der var i det hele samlet 150 personer – den ene kunde knap røre sig for den anden; og saa stod vi der ret op og ned og gloede paa hværandre – ingen Præsentation – røre sig var der knap Plads til og saa maatte man passe ikke at træde i Damernes Slæb. – Tjenerne bare Syltetøi Kager og The omkring paa store Sølvbakker. [...] «
Kagerne viste sig kun at være indledningen, senere fulgte et måltid a la Babettes Gæstebud:
» [...] – Endelig skulde vi da have noget at spise. Selskabet sluttede sig i Procession og drog ind til bordet som var dækket i to Sale. Det var staaende Supé – men sikke en Trængsel og Roderi – endelig kom Hansen og jeg til, vi fik os hvær en Tallerken med tilhørende Værktøi og begyndte saa at angribe de Retter som stode nærmest for. – hvilke Retter! jeg ved ikke Navnene paa dem, men det var lækre Sager. Fiskeretter – Østers Hummer og deslige – samt Desert – for exemp.: Apelsinstykker sat op i Kageform sammenfrosne i Is – og meget andet lignende og saa var der mange slags Vine deriblandt rigelig Champagne [...] «
Efter middagen fulgte ros til maleren fra flere af gæsterne.
Man fornemmer i citatet, hvordan Mølsted tog alle indtrykkene til sig. Hans ordvalg, som f.eks. »Selskabet sluttede sig i Procession ...« vidner om, at han ikke opfattede sig selv som egentlig deltager i selskabet, men som en beskuer på sidelinjen. Det er ikke »vi sluttede os i procession« men »Selskabet ...«!
Endnu et selskab med lige så fint traktement blev han inviteret til året efter. Denne gang var det herreselskab hos kaptajn Næser, og indbydelsen kom bare få timer før middagen. Også her skulle han møde i »Galla«.
Mølsted prøvede at undslå sig ved at henvise til, at det fine tøj ikke var i orden. Men:
» [...] der hjalp ingen kjære Moder; Næser sagde at hvis mit Tøi ikke var i orden saa kunde jeg faa noget af hans paa [...] «
Der var ikke noget at gøre. Det viste sig, at den hvide skjorte var god nok. Men kjolen, som havde ligget i »Cheiselongskuffen«, var der gået møl i. Det blev alligevel et selskab i lånte klæder.
Selskabet bestod af 25 herrer, som alle må betragtes som typiske aftagere af Mølsteds marinemalerier:
»En stor Del af Officersstanden, en Del Kammerjunkere, ...«
Retterne, som blev serveret, stod mål med gæsternes rang.
» [...] Middagen var meget splendid, men Navnene paa de fleste Retter kjendte jeg ikke da Menukortet var paa Fransk, [...] – først fik vi da en Slags Suppe, dernæst Cabliau, kogt med Østers paa, det var deiligt, og saa stegt Uhrhane, skaaret og ombragt i en virkelig stor Uhrhane med Fjer paa, som var hul i Ryggen, hvori der var anbragt et Fad, – dernæst en Ret med ristet røget Skinke med Makaroni, der var meget lækkert, saa var der noget med grønne Ærter men kan ellers ikke huske mere. Deserten bestod af Vanilleisbudding eller lignende formet som en naturlig stor Vildand svømmende blandt sine Ellinger - og dernæst en Kineser af Chocolade og Is. – Middagen var ellers en saa kaldet sexglasser (hvilket skal være meget fint) det vil sige der var 6 forskellig formede og farvede Glas ved hvær Kuvert til 6 forskellige Slags Vine, saasom Rødvin Portvin Rydesheimer Rinskvin Madeira og Champagne. [...] «
Desværre blev dette overflødighedshorn af indtryk ikke til et maleri.
Efter middagen var der kaffe og mulighed for samtale med nogle af de fine herrer. Blandt dem var Oberst Hoskjær, som fornylig var blevet formand for Kunstforeningen.
Obersten kom selv over for at tale om »Kunst og deslige«. Det lader til, at Mølsted, på trods af sin modvilje mod at iklæde sig kjole og hvidt, har haft stort udbytte af at deltage i de forskellige københavnske aftenselskaber.
Mølsteds modvilje mod at trække i det fine tøj kan også ses som en slags koketteri, som dækker over benovelsen ved at stå ansigt til ansigt med de fine herrer.
Tina Høegh Nielsens fortælling om Christian Mølsted fortsætter i næste uges Dragør Nyt.